Hvis jeg ejede et par cowboystøvler
Hvad giver dig lysten til at købe? Er det selve nødvendigheden for en ting, der får dig til at gribe i lommen? Eller er du også drevet af nærmest at købe dig ind på en hel persona, når du shopper? Kristines digt handler om dette, om købelyst, og reflekterer over de forestillinger, objekter ender med at besidde for hende.
jeg tænker på svenske skove
at bade nøgen i en sø som jeg har set Trine Dyrholm gøre det i Dronningen
jeg tænker på hvordan jeg ville se ud i et par Dr Martens
ku jeg pull them off
jeg tænker på sommer og bløde
bonderoser i en antik vase
jeg tænker på et vægttab
hvilket menneske
jeg ville være
jeg tænker på et par cowboystøvler
med højt skaft og brunt læder
jeg ku købe dem og:
de mennesker jeg ville kende
de jobs jeg ville få
de blikke I nu vil sende mig på gaden, se mig, hør mig, hvordan det klikker, når jeg går
i mine cowboystøvler!
jeg har et skænderi med en, jeg holder af
det giver mig lyst til at købe store sorte plateaustøvler
så jeg ser utilnærmelig ud
indtil jeg cykler forbi en kvinde i brede jeans, hendes New Balance-sneakers
det blide og det lækre, det er åbenlyst appellerende, og jeg vil ha det
cool American dad look
vil jeg
jeg overvejer min købelyst
jeg analyserer den ligefrem
jeg piller den fra hinanden, tager stykkerne af den i hænderne
vender og drejer dem
bliver bange for
at det er en grundlæggende følelse i mig der slet ikke handler om at købe
men om at forbedre mig selv
til en kvinde I kan lide
alle mine pludselige mangler
engang var jeg 14 og læste Vi Unge og drømte om en
kæreste
at være nogens person på den måde
i børnehaven, jeg husker:
jeg havde et par solbriller, mine yndlings
med glas formet som store røde hjerter
jeg havde dem på, imens jeg jagtede drengene gennem skolegården
ned til gyngerne
nu kommer jeg og kysser jer!! og jeg truttede med munden
og de skreg
de hentede en voksen, der tog mig i armen, væk fra drengene
jeg tænkte kun på
at jage dem igen næste dag
selv i børnehaven
det største ønske: at eje / at blive ejet
i weekenden flyttede jeg for min
kæreste
hun skal bo på Nørrebro
jeg kan se hende blive lykkelig der
med et stort vindue ud til gaden
vågne om natten
og se ud på den sorte himmel
måske vågner hun og tænker på mig
det er så uoriginalt, det er billeder og ideer, jeg stjæler fra andre
mine evige romantiseringer, alligevel kan jeg ikke stoppe
hvis jeg boede her
på sådan en gade
ville jeg vågne i rent sengetøj
af et naturligt morgenlys
her ville jeg bage grovboller
ville jeg
og strække min krop i spejlet, min hud, glitrende i solen
mig der skriver
griner
elsker
udretter
husker at tørre bordene af med en våd klud efter jeg har spist
i min nye lejlighed på den her gade
fordi jeg har en ny lejlighed på den her gade
jeg går direkte hjem og kigger på lejligheder på boligportalen.dk
svimlende summer for bittesmå kvadratmeter
adrenalinen
hvis jeg gjorde det
hvis jeg tog et SU-lån og flyttede
hvis jeg købte det her liv
dét
jeg gerne vil se i mig selv
jeg forestiller mig selv som plastisk tupperware fyldt med begær efter begær efter begær det
kører i ring det
stopper aldrig jeg
køber cowboystøvler og føler mig stadig ufuldendt begær
avler nyt begær rundt
i cirkler begær cowboystøvler kærester
lejligheder der går én dag
så har jeg glemt, hvad en lejlighed kunne gøre ved mig
så er cowboystøvlerne kommet med posten
så
ser jeg en kvinde i en læderjakke
Hvad tænker du?