Hvordan er vejret deroppe?

Vi er i 2012. Jeg er præteenager. Jeg er høj og ranglet. Tynd som et sivstrå, der svajer på marken på grund af et skyhøjt stofskifte. Mine lemmer passer ikke til kroppen. Armene nærmest slæber hen ad jorden, og jeg falder over mine ben som en nyfødt girafkalv. Jeg redder mine lyse krøller ud, fordi jeg endnu ikke forstår at anerkende deres eksistens, og en stor metaltogskinne fylder hele min mund. Jeg er akavet og rager i hvert fald et hoved op over alle i min klasse. Også en god håndfuld af drengene. I 2012 var fokus på kropsidentitet og shaming af enhver art ikke så udbredt, som det er i dag. Man var ikke begyndt at diskutere kropsstereotyper, og Instagram hyldede endnu ikke diversitet i skaberværket menneskekroppen. Når jeg mødte folk, som jeg kun sjældent så, især ældre mennesker, var det uundgåeligt som regn i november, at de skulle udbryde: ”Gud hvor er du høj!” og: ”Hvad giver de dog dig til morgenmad?”. Jeg stod, høflig og barnlig, som jeg var, og smilte ned i jorden og ønskede, at de bare havde sagt, at det var smukt at være højere end gennemsnittet. Alle mente det positivt. Det var kæmpe komplimenter sendt direkte i min retning. Men når jeg tænker tilbage, tog jeg det aldrig som komplimenter. Det gjorde mig altid meget bevidst om min fysiske fremtræden og om ting, jeg i forvejen var usikker på. Folk brugte ”Gud hvor er du høj”-kommentaren som en icebreaker og som en ”længe siden sidst”-bemærkning. Det er en akavet standardsætning til igangsættelse af en samtale i mangel på en anden kæk og sjov samtalestarter. Det er bare et sindssygt farligt territorie at begive sig ud i at kommentere på andres fysik og særlige kendetegn. Man ved aldrig, hvordan den person har det med lige præcis den ting, du peger ud for verden at se. Er det så uhøfligt at kommentere på for eksempel folks højde? På en måde ja. Man risikerer i høj grad at såre modtageren af kommentaren, selvom man kun mener det venligt. Alle høje mennesker ved, at de er høje, ligesom tynde mennesker ved, de er tynde, og overvægtige mennesker ved, de er overvægtige.

Vi er i 2017. Jeg er ikke længere meget højere end de fleste piger på min alder, men det var jeg i starten af mine teenageår. Én ting er ældre mennesker, der siger det, de nu engang gør. Men det blev også jævnaldrende, især drenge, der udbrød dette, som var det breaking news for mig, og at jeg endelig ville opdage, hvor høj jeg faktisk var, og at vejret heroppe faktisk var bedre. Der er løbet meget vand i stranden siden 2012, og fokus på vores forhold til vores egne og andres kroppe er øget. Men landet lå fortsat sådan, at hvis jeg en sjælden gang imellem vovede mig ud i noget, der ikke var en helt flad sko, så skulle jeg samtidig forberede mig mentalt på mindst to tilråb eller kommentarer fra fremmede om min højde. Det skal jeg for så vidt stadig. Og der er ingen tvivl om, at mange nok mener det positivt eller i hvert fald neutralt. Det har sjældent været i et negativt tonefald, vælger jeg at tro. Det virker blot som en enorm kluntet ting at påpege hos folk. De fleste ved, at det er enormt uhøfligt og unødvendigt at kalde folk tykke eller grimme, men det er stadig alment acceptabelt at kommentere på høje folks fremtræden, og det er anset som en kompliment at udbryde: ”Du er godt nok tynd” som et statement uden positive adjektiver. Det virker som en mangel på noget bedre at sige, og det er en misforstået godhed. Hvorfor er det første, man kommenterer på altid fysisk fremtrædende ting hos andre mennesker? Først og fremmest er det jo, fordi det er det første, man ser og lægger mærke til. Og så er det enormt nemt at påpege noget meget synligt fremstående hos folk. Men er det nødvendigt?

Vi er i 2021. Jeg tænker sjældent over min højde længere. Jeg tænkte ikke synderligt over problematikken, indtil jeg for nylig snakkede med nogle veninder om kommentarer fra fremmede, der falder i dårlig og uhøflig jord hos modtageren. Som afsender er man sjældent klar over, hvor meget man egentlig kan ramme et andet menneske med uønskede kommentarer til ens forskellige kropslige anliggender. Så hvornår er man så uhøflig? Og hvad må man sige til andre? Hvis man finder det svært og kompliceret at navigere i kommentarernes verden, så tænk, at man som udgangspunkt kun må komplimentere andre for noget, de aktivt har valgt og ikke for noget, de ikke har kontrol over. Så er chancen for at undgå at såre nogen større. Jeg vil aldrig håbe, at folk stopper med at komplimentere hinanden, eller at folk stopper med at komplimentere mig. Men det skal være tydeligt, når folk kommer med en kompliment, og når de kommer med en kommentar. ”Gud hvor er du høj” er ikke en partout positiv bemærkning. Snak med folk, sig de bare har den lækreste kjole på, eller at grøn bare står vildt godt til deres øjne. Sig til folk, at deres smil fik dig til at smile, sig, at du synes, at de dansede vildt fedt på floor, eller at du ville dø for at have den persons lange skinnende hår. Man kan sagtens være venlig og høflig og samtidig agere med sine medmennesker på en måde, som gør dem glade. Vi skal bare være bedre til at forstå, hvad der åbner for de gode og konstruktive samtaler eller mere banalt bare gør andre glade. Så hvordan vejret er heroppe hos mig og mine venner? Det er helt perfekt.