Hvordan vi bruger sproget sammen – karakterer, kritisk tænkning og kammeratlig konkurrence

Forestil dig følgende: Du har lige været inde til en mundtlig eksamen og træder nu ud af det trykkende lokale, hvor censor og underviser skal til at diskutere og vurdere din præstation. Ude på gangen står en af dine medstuderende eller klassekammerater, og de spørger dig, hvordan du tror, det gik derinde. Det er et oplagt spørgsmål, blandt andet fordi det kan være mildest talt angstprovokerende at blive eksamineret, men også fordi dommen ikke er uden betydning for din fremtid — men hvilket svar leder kammeraten efter? Handler det om, hvorvidt du føler, at du har lært noget meningsfyldt i undervisningen, og at du nu har fået muligheden for at snakke om det, eller vil din kammerat egentligt bare gerne vide, om du tror, du får 02, 7 eller 12? I min erfaring er det oftest dette, som spørgsmålet lægger op til. Jeg har før i tiden selv stillet samme slags spørgsmål med gode (men uovervejede) intentioner. For eksamenssituationens udgangspunkt er ikke en reflekteret og kritisk faglig diskussion. I stedet er det en standardiseret måleenhed for et ideal om arbejdsmarkedskompetencer: Disse specificeres desuden sjældent yderligere end evnen til at lave krumspring for en arbejdsgiver, som ville give dig ungarbejder-løn, hvis ikke fagforeningernes blodhunde stod i vejen. Måske svarer du, at du egentligt synes, det gik okay, men at du også glemte nogle pointer, eller at du misforstod et spørgsmål, “så det kunne nok gå begge veje.” Kort efter bliver du kaldt ind i det klaustrofobiske lokale igen, og heldigvis falder dommen tjept: Du har fået 10! Så begynder underviseren at uddybe begrundelsen, men det er hvid støj, for din karakter er over gennemsnittet. Du går ud på gangen og fortæller vennen fra før om udfaldet, glad og lettet over topkarakteren, som ikke sætter dine fremtidsplaner i synk, tværtimod. Du bliver mødt af lykønskninger, men i mellemtiden er der sket en forandring; din forgangne usikkerhed og følelse af mindreværd er (midlertidigt) forduftet, men nu har den materialiseret sig som en mørk sky over din medstuderendes hoved, for nu har du sat standarden — og den er over gennemsnittet.

Det, som vi måske ikke lige tænker over

Det kan sagtens være, at den situation, der er opstillet ovenfor, er lige stiliseret nok. Der er sikkert nogle, som ikke føler sig pressede eller intimiderede af andres præstation, og som ikke oplever karakterer som en personlig fornærmelse eller kompliment … til gengæld er der også mange, som gør. Indrømmet, det er ikke en særlig original tanke, at karaktersystemet i bedste fald er uperfekt og i værste fald dybt skadeligt, og det er heller ikke dette, som jeg vil diskutere. Det, jeg vil argumentere for, er, at en omlægning af den måde, vi taler til og om hinanden (og os selv), har potentialet til at vinde noget af den autonomi tilbage, som karaktererne har stjålet fra os. Når jeg snakker med venner og bekendte om karakterer, er det oftest ikke selve tallet, som er årsagen til bekymring, men i stedet den reaktion karakteren fremkalder hos andre, eller som man forventer, den fremkalder: “Jeg ved, at jeg forstår det her fag, men jeg er virkelig bange for at få en lav karakter,” har jeg for eksempel før hørt venner, der er studerende, sige. I dette udsagn ligger det implicit, at: 1) Karakterer er ikke nødvendigvis repræsentative for den studerendes egentlige evner, og 2) Frygten for den lave karakter udspringer ikke af en skuffelse over eget abstraktionsniveau, men fra frygten om at blive stemplet som inkompetent.

Det er dermed sagt ikke kun dem, der klarer sig “godt” i uddannelsesforløbet, der er berettigede til at føle beklagelse over karaktererne, det er en ydmygende og uretfærdig praksis over hele feltet, og her er roden til problemet: Vi er alle underlagt det samme små-dystopiske system, så hvorfor opretholder og forstærker vi det? Hvorfor insisterer vi på at snakke om karaktererne, som var de upartiske, hvorfor give dem magten til at dømme og brændemærke os? De her tal, som kun betyder noget i vores forestillede verden, bidrager til en kategorisering af persontyper, som kommer ingen til gavn. Mest udbredt er måske kategorierne nørd, stræber, doven og dum. I almen tale minder betydningerne bag nørd og stræber umiddelbart meget om hinanden, men de tilfalder alligevel ofte forskellige typer af personer, som til nogen grad også er kønnet. På diverse nyhedsmedier nævnes ‘12-talspigen’ og ‘den dovne dreng’ hyppigt — for den ene betyder fremstillingen en uretfærdig forventning til præstation på uddannelsen, såvel som i privat- og erhvervslivet, og for den anden er det et fornedrende og demotiverende stempel i panden, et bevis på, at uanset hvor hårdt man prøver, bliver man aldrig rigtig god nok.

De halvhjertede løsningers højborg

Når den offentlige debat drejer sig hen mod problematikken ved kompetenceorienteret undervisning og karaktersystemet, undgår vi næppe spørgsmålet om, hvad der skal stå i stedet for karakterer og standardiserede tests. For eksempel har Børne- og Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, for nyligt fremført idéen om at indføre den såkaldte flidskarakter, som skal belønne (eller straffe) elever for deres arbejdsindsats fremfor deres faglighed. Hvorfor det er en absurd idé at introducere flere karakterer for at afhjælpe karakterpresset, kan de fleste, som har oplevet det nuværende vurderingssystem, nok se. Desværre er det alligevel sådan, at de fleste politikere simpelthen enten ikke tør, kan eller vil tænke mere radikalt, mere reformerende om uddannelsessystemets svajende fundament. Dette er desværre ikke blot skeptikerens (eller optimistens) standpunkt, men et reelt problem, som måske ikke kan løses indenfor rammerne af de (meget) begrænsede midler, som uddannelsessektoren har adgang til i dag.

Skift fokus: Tænk solidarisk

Derfor foreslår jeg i stedet, at vi ændrer vores sprogvaner, så de styrker en gensidig solidaritet fremfor ensom og unødvendig konkurrence — så når folk spørger dig, hvordan det gik til din eksamen, så beskriv, hvilke følelser og tanker du har, i stedet for at gætte på karakterer. Det kan være, du føler, at du havde en spændende samtale med censor, eller måske var du nervøs derinde, fordi det føltes som én lang monolog. Det kan også være, at det var en skriftlig eksamen, og at du tænkte, at emnet var lige lovlig søgt, men du fik skrevet noget, du kan være stolt af eller omvendt. Den vigtigste pointe er, at du ikke må glemme formålet med den uddannelse, som du er i gang med: at lære noget, som du interesserer dig for, i modsætning til at indlære og recitere. Det er naturligvis helt op til én selv, om man er enig i ovenstående idéer, og om man vil forsøge at efterleve dem, men jeg har oplevet en stor befrielse i ikke at give karaktererne så meget magt over mig, og det har hjulpet mig meget, ligesom jeg håber, det kan hjælpe andre. Det er befriende at nægte at tale om karakterer, høje eller lave, fordi det pludseligt bliver klart, at bare fordi man ikke kan undgå stemplet på eksamensbeviset, så kan man stadig vælge at være et individ, hvis værd ikke fastsættes på baggrund af en ligegyldig og usandfærdig forestilling om intelligens og engagement.