I Brorsons Kirke falder jeg opad

Nørrebro en søndag morgen minder mig lidt om den forstad, hvor jeg er vokset op. Her er stille. Alle sover. Undtagen børnefamilierne: de er lysvågne. Og solen skinner, selvom det er vinter. Min bofælle Anton og jeg er på vej til gudstjeneste i Brorsons Kirke på Rantzausgade. 

Vi er begge interesserede i religion. Det sidder vi tit i vores køkken og taler om. Nogle gange for sjov tænder vi røgelse, sætter munkemusik på og prøver at bilde vores tredje bofælle ind, at vi er blevet medlemmer af en ultra-religiøs sekt. Andre gange er det mere alvorligt. Vi snakker både om, hvad vi hver især tror på, men også hvad andre tror på, og hvordan verdens trossystemer må hænge sammen på uendeligt komplicerede måder. Nogle gange taler vi også om, hvorfor det er, som om det er tabu at tro på noget guddommeligt i de kredse, vi begår os i. 

Klik her og Støt SEIN

Denne søndag formiddag er der mange i Brorsons Kirke. Anton, der har været her før, siger, at det ikke er så usædvanligt. Her er ofte fyldt. På hjemmesiden står der: “Brorsons Kirke er en eksperimenterende sognekirke med en rytmisk musikprofil. Du kan komme i kirken og deltage i vores gudstjenester og andre aktiviteter uanset din tro, seksualitet eller dit tilhørsforhold.” Sidste gang Anton og jeg var i kirke sammen, spurgte alle os bagefter, hvorfor sådan nogle unge mennesker var taget i kirke. Det så de sjældent. Men her i Brorsons Kirke er der mange unge mennesker og børnefamilier. Og en masse andre typer. 

Alteret står i midten af kirken. Bag det står et band – en pianist, en kontrabassist, en sangerinde. Rundt om sidder vi på stole. Dagens lignelse er den om Jesus, der laver vand om til vin. “En rimelig god festleg,” siger præsten. Men det er også et mirakel. Vel at mærke et mirakel, som sker i naturen hver dag.

Han taler om vand, der løber opad i vinranker, om gærceller, der omdanner druerne, og om kirken, der også på en måde er vand, der løber opad: en tåre op imod himlen. Noget af det forstår jeg. Andet opgiver jeg at gøre mening af, men tager det i stedet ind som en en slags kunstnerisk oplevelse. Det fanger mig meget mere end en almindelig litteraturoplæsning: hele min krop er opmærksom på det, der sker i midten af kirken – de ord, som drysser ned over os.

Noget af det største, kunst kan for mig, er at frembringe en spirituel oplevelse; en fornemmelse af pludseligt at forstå lidt bedre, hvordan det hele hænger sammen. Jeg tror, prædikenen er særlig, fordi den allerede er sat i et spirituelt rum. Der er fra starten et løfte om, at bare du er her, skal du nok blive indviet i nogle af verdens hemmeligheder. Ofte bliver potentialet dog tabt på gulvet, når prædikenen bliver lang og tør. Men her løfter præsten det potentiale så fint med sine ord. 

Da der er nadver, går vi ikke op og knæler, men stiller os i stedet i en lang række. Præsten og kirketjeneren uddeler portvin og små bidder brød. 

Rummet er atypisk indrettet i Brorsons Kirke, men loftet er malet på klassisk vis. “Det er de fire evangelister,” fortæller Anton mig. “Sammen med de dyr, de associeres med: løve, menneske, okse og ørn.” Der er så højt til loftet, at jeg får den følelse, jeg altid får, når jeg kigger på loftsmalerier i kirker. Det er, som om jeg falder opad.

Efter vi har taget vores nadver, tænder vi lys og stiller dem i et lille fad med sand, så de kan brænde for nogen, vi tænker på. Foran mig hjælper en ung far sin søn med at tænde det stearinlys, han holder i sin lille hånd. Det lykkes. Da vi kommer ned til stolene igen, hører jeg den lille dreng fortælle sin mor, at han tændte et lys for lillesøster. Søsteren kan ikke være mere end en måned gammel – hun ligger som en lille klump svøbt i stof på morens bryst.

Hun og hendes bror får lov at opleve det her spirituelle rum helt fra barnsben – ligesom jeg gjorde. Troen her føles ikke kontrollerende eller tung. Det er mere noget, man deler. Noget, der både gør det lettere at snakke om dem, som er gået væk, men som også giver et sprog for taknemmeligheden ved alt det, som er nu. Måske blev jeg religiøs, fordi min bedstemor fælder glædestårer, hver gang hun er i kirke.

Da gudstjenesten er færdig, og jeg igen træder ud i den skarpe sol, blænder den mig på samme måde, som man bliver blændet efter en meget intens biografoplevelse. Det tager noget tid at justere.

På gåturen hjem er byen vågnet. Nørrebroparken pusler af liv. Anton og jeg prøver mentalt at vende tilbage til hverdagslivet, hvor vi skal vaske tøj, læse til studiet og svare på alle de beskeder, vi er kommet til at ignorere de sidste par dage. Verden går sin gang, men perspektivet er blevet lidt større.

Tekst: Beate Skakkebæk Lindegaard
Visuelt: Liv Møller
Redaktør: Martin Bjerg Dahl