Skal far have en krammer eller en verbal fuck-finger?
SEIN har netop udgivet kortfilmen ‘Farvel’, der udforsker dramaet, der udspiller sig, når en familie har forrådt hinanden. I den forbindelse har Mathilde talt med Ida Johannessen, som har skrevet kortfilmen og spiller med i den. Mathilde reflekterer over deres samtale om det komplicerede familiebånd og over, hvorfor det kan være så udfordrende at kommunikere med sine forældre, når man bliver ældre.
Ida Johannessen i ‘Farvel’. Foto: Marina Kaalund Guldbæk
Jeg kan nogle gange glemme, at mine forældre også er mennesker, der går på café med deres venner, tager fejl og oftest forsøger at gøre deres bedste. Måske fordi jeg har set så mange af de film, som manuskript-forfatter og skuespiller Ida Johannessen netop er træt af. Film, hvor forældre er helte, martyrer og giver gode råd. Sådan en karakter er faren i hendes kortfilm ‘Farvel’ ikke.
De kæmper med at sige farvel på hver deres måde; Er det vigtigste at konfrontere deres far med hans svigt eller opnå en forsoning?
Forholdet til forældre er en kompliceret størrelse. Det kan rumme så meget ubetinget kærlighed, men også skuffelse og frustration. For hvad gør man, når de, der skal forestille at være ens rollemodeller, svigter? Og når dynamikken ændrer sig i takt med, at man bliver ældre? Det er med en interesse i denne svære relation, at Ida Johannessen og resten af holdet har lavet ‘Farvel’. Der er både vrede, frygt og en dyb grundkærlighed at finde i kortfilmen, hvor søstrene Anna og Lea skal tage afsked med deres far foran fængslet. De kæmper med at sige farvel på hver deres måde; Er det vigtigste at konfrontere deres far med hans svigt eller opnå en forsoning?
Da jeg taler med Ida Johannessen, beskriver hun ‘Farvel’ som en kærlighedsfilm, og det kan jeg godt forstå. Selvom det er tydeligt, at Annas og Leas far har været fraværende gennem hele deres liv, er der stadig omsorg at spore hos dem og i portrættet af faren. Jeg får ondt helt ned i maven, da faren begynder at læse sit afskedsbrev højt, og Anna afbryder ham. Han har svært ved at kommunikere sin kærlighed til døtrene og ved at gøre det gennem brevet, overser han det behov, Anna og Lea har, for at han er nærværende og ærlig. Brevet er et ubehjælpsomt forsøg på omsorg, men deri ligger også en kritik af den måde, han håndterer situationen på. I stedet for at fortælle døtrene, hvad der kommer til at ske, når han skal i fængsel, gemmer han sig bag brevet.
Peter Gantzler som far i ‘Farvel’. Foto: Marina Kaalund Guldbæk
Ida Johannessen taler om, at hun har lyst til at kramme og passe på vores forældre-generation. Faren bliver et billede på en forælder, der har såret sine børn og lidt kikset rækker hånden ud, hvilket børnene har svært ved at forstå. Det illustrerer så fint, hvor besværlig generationskløften mellem barn og forælder kan være. De går alle ind i bilen med en frustration og kærlighed, men har forskellige tilgange og behov. Og alle oplever at blive misforstået og ikke set.
Forældre glemmer, at de ikke længere ved bedst
Jeg kommer til at tænke på film som ‘Everything Everywhere All At Once’ (2022) og ‘Lady Bird’ (2017), hvor lignende konflikter opstår mellem forældre og deres “voksne” børn. I ‘Everything Everywhere All At Once’ kan datteren Joy ikke trænge igennem til sin mor, Evelyn, der har svært ved at acceptere Joys seksualitet. Idet Evelyn prøver at beskytte Joy over for det, som Evelyn formoder er homofobiske kommentarer, ender hun med i højere grad at projicere sin egen usikkerhed over på Joy og såre hende.
I ‘Lady Bird’ bliver relationen mellem mor og datter også udfordret, som da en samtale i bilen eskalerer: “My name is Lady Bird,” annoncerer datteren, hvortil moren svarer: “Well, actually it is not, and it’s ridiculous, because your name is Christine.” Lady Bird er i gang med at frigøre sig og udforske sin identitet, men moren ser det som en afvisning af hende.
‘Lady Bird’. Foto: Merie Weismiller Wallace (© UIP)
Det virker, som om at mødrene i begge film lever efter mantraet ‘Mor ved bedst’. Ganske rigtigt, når vi er børn, er det forældre eller andre omsorgspersoner, der ved bedst. De opdrager og guider. Men gradvist ændrer det sig, og på et tidspunkt er det ikke længere de voksne, der kan vurdere, hvad vi har behov for. Det ser bare ud til, at forældre glemmer det. Forældrene i alle filmene forudsætter, at de kan gennemskue børnene og undlader at kommunikere med dem. De forsøger at holde fast på deres børn med velmenende kommentarer, men ender med at skabe en større distance. Til trods for at børnene er ved at være voksne, har de stadig et ønske om støtte og omfavnelse. Og det er enormt hårdt, når det ikke opfyldes.
Faren har gjort sit bedste og alligevel en masse forkert. Dét vil døtrene holde ham til ansvar for - samtidig med, at de har behov for at passe på relationen.
I min samtale med Ida Johannessen taler hun om, at det særlige ved familiebåndet er, at vi ikke har valgt hinanden. Der ligger et medfølgende ønske om at bevare den gode relation, og derfor vil vi gå langt for familien. Men vi skal heller ikke være overbærende for enhver pris. For Joy er det så psykisk drænende at opretholde en relation med sin mor, at hun får lyst til at trække sig helt. De samme overvejelser sidder døtrene Anna og Lea med i farvel-scenen i bilen. Faren har gjort sit bedste og alligevel en masse forkert. Dét vil døtrene holde ham til ansvar for – samtidig med, at de har behov for at passe på relationen.
‘Farvel’. Foto: Marina Kaalund Guldbæk
På hver sin måde deler filmene ud af krammere og velfortjente verbale fuck-fingre, når de stiller spørgsmålstegn ved, hvor langt man skal gå i en relation for at passe på sine elskede. Når vi ser film som ‘Farvel’ og oplever andre kæmpe med de komplicerede følelser, der hører med til at have forældre, kan det blive lidt nemmere selv at navigere i vores egne følelser. Forældrene i filmene er stædige, pisseirriterende og håbløst uvidende. Men de er også kloge og kærlige – og elsker deres børn. De er langt fra hverken helte, martyrer eller ufejlbarlige. Og det er nok meget godt. For det minder os om, at de heller ikke er det i virkeligheden.
Tekst: Mathilde Daugård Lyngbo
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?