I Danmark sover jeg nøgen

08. juni 2021

Ida har en ven fra Eritrea. En ven med en anderledes ungdom, et anderledes liv og en helt anden skæbne end hendes. Han rummer kærlighed, mod og fortællinger, som ikke mange danske unge kan nikke genkendende til. Alligevel har de fundet et fællesskab i hinanden, og i dag skal de spise frokost sammen.

Der hersker en dunkel stemning i midtbyen i Svendborg, da jeg sammen går med min ven på højre side. Det er tåget, men alligevel ikke. Måske er det mest, fordi det har regnet hele formiddagen, og solen endnu ikke har samlet sig kræfter til at bryde igennem den tunge dyne af grå skyer, der svæver over os. Svalerne flyver lavt, hvilket, min farfar har fortalt, er et tegn på, at torden er på vej. Jeg fortæller det til min sidemakker, som smiler med både mund og øjne, mens han siger ”du lærer mig noget underligt nu, søster”.

Søster har han kaldt mig, siden vi blev rigtig gode venner. Mere venner end blot at være hende, der hjælper, og ham, der har brug for hjælp. Første gang han kaldte mig for søster, blev jeg både rørt og berørt. Over hans væsen, hans ordvalg og den forbindelse, der på magisk vis var skabt mellem os på trods af en verden til forskel. Ved brug af blot ét enkelt ord, som jeg selv bruger hver dag, når jeg snakker med min egen søster. Han skrev det ned. En stil givet i ”Lær Dansk”-undervisningen, der skulle handle om familie.

”Min søster Ida,” hed historien.

Hver gang han siger det, danser mine celler af glæde og venskabskærlighed inden i. Så jeg kysser ham på kinden og griner mildt, mens vi går videre og endnu venter på, at himlen bryder ud i torden. Idet vi går andet skridt videre efter det uskyldige, dog kærlighedsfyldte, kindkys, peges der en finger mod os, mens to mumlende munde og stirrende øjne får tændt en ild i mig. En uforstående og måske endda rasende provokeret ild. Den er ubehagelig at mærke, og den brænder mig en smule indvendigt, men inden jeg skal til at fare op, trækker min ven mig tilbage og får sagt, at det ikke er noget, vi skal tænke på. Nu vil han give frokost.

Han gør mig rolig, og bare tanken om en frokost gør mig en smule mere sulten og fremtvinger en knurren, der giver mig ret i, at jeg godt ved, at han har ret. Jeg er bare ikke lige så vant til det, som han er, tænker jeg. Det skal jeg øve mig på. Så jeg starter der, for ikke alle kampe er store nok til at blive taget, og jeg har efterånden lært, at man ikke kan vinde alle kampe.

Vi går ind i den store, blå hjørnebygning på Café Arthur, hvor vi skal til at sætte os. Min ven kender ham, der står i køkkenet, og jeg tager mig i at stirre beundringsværdigt på de to mennesker, der taler arabisk hen over den mørkebrune skænk, der skiller gæst og ansat ad. Men i deres latter, deres øjenkontakt og i deres smil, findes der ingen skænk, der skiller dem ad. Så jeg smiler, selvom det eneste, jeg forstod, var ”Salam Aleikum” og mit eget navn, der blev nævnt iblandt en sammensmeltning af ord, lyde og udtalelser, min nordiske hjerne ikke forstår sig på.

Min ven kender ham, der står i køkkenet, og jeg tager mig i at stirre beundringsværdigt på de to mennesker, der taler arabisk hen over den mørkebrune skænk, der skiller gæst og ansat ad. Men i deres latter, deres øjenkontakt og i deres smil, findes der ingen skænk, der skiller dem ad.

Hans ven hilser pænt på mig med et fast håndtryk og en venlig hånd på ryggen. Han har gemt et bord til os, for min ven havde allerede fortalt ham, at vi ville komme i dag. Vi sidder i en cafébås nede i hjørnet, hvor de grå farver udenfor dominerer gennem vinduet bag mig. Regnvejret, der så stille er begyndt at spille op til det begyndende tordenskrald, skinner på min ven, der allerede nærstuderer menukortet, selvom han altid bestiller det samme. Måske har de tilføjet noget nyt, tror han, men jeg tror, at han blot vil blære sig med, at han har lært at udtale ordet ”rødbede”, da han nævner pariserbøffen. Jeg ved, at han hader kapers, så han ville aldrig vælge retten alligevel.

Han bestiller en burger med to bøffer, ost, bacon, og hvad der ellers hører med. Jeg betragter burgeren med forbavsende øjne, for den må mindst veje et kilo. Fedtet løber lidt ud af siden på den, så den underste del af burgerbollen bliver fugtig. Hans ti fingre, der klemmer om burgeren, mens hans tænder bider en stor del af den over, som han næsten ikke kan have i munden, vidner om, at han er ligeglad med fedtet. I mellemtiden venter jeg på mit pitabrød med falafel og hører ham fortælle om, at han aldrig fik en burger på samme måde i Eritrea, selvom halvdelen af det, han siger, camoufleres af for meget mad i munden.

Jeg griner lidt ad ham. Mest fordi jeg synes, at han spiser lidt ucharmerende, men også fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, at jeg ikke kender mange i hans størrelse, der kan håndtere sådan en burger uden kniv og gaffel. Han spiser de næste par bidder mere yndefuldt end den første, og så bliver et pitabrød på størrelse med mit hoved sat foran mig. ”Velbekomme Habibi”.

Vores samtale starter, som om vi var to jævnbyrdige. Som om vi har de samme ting på hjerte, når vi taler om familie, venner og vores dagligdag. Dog er svarene er meget forskellige. Ikke fordi det overrasker mig, men netop fordi vi føles så ligestillet, at man i en hurtig vending godt kan glemme forskellene. Min mor og far arbejder, og min søster studerer. Intet nyt på den front. Jeg har det godt. Holder sabbatår, arbejder og drikker en fyraftensøl engang imellem.

Hans far er i krig i Etiopien, men det har han været i et stykke tid nu. Han snakkede med sin mor forleden, der bekymrede sig for faren. Hans mor er ellers aldrig urolig, siger han til mig, mens hverken øjne eller mund smiler. Hendes bekymring har uden tvivl smittet ham, og jeg ser det tydeligt, når han fører sin cola op til munden med rystende hænder. Jeg bliver lidt flov over, at jeg har siddet og talt om min familie på den måde, selvom jeg ved, at han gerne vil høre om den. Men alligevel kan jeg ikke stoppe med at tænke på, at det lyder, som om jeg praler i forhold til ham.

Hans søster er gravid. Hans lillesøster. Havde hun boet i Danmark skulle hun gå til konfirmationsforberedelse og drikke et glas vin og føle sig voksen på grund af netop det. Jeg får et billede af, at hun ikke vil være voksen, når min ven fortæller om det. At hun bare vil være barn, men at hun blev nødt til at blive voksen, fordi alternativet er langt værre. Kvinder med børn har trods alt højere status end kvinder uden, og ved at have et barn slipper hun for militærpligten, som er enhver kvindes mareridt. Det er, som om ordene overrasker ham, når han siger dem. Ikke lige inden og ikke lige efter, men i det sekund, at ordene formes mellem læberne ved hjælp af tungespidsen, så bliver han overrasket. Jeg ved ikke, om det er, fordi han siger nogle ord med svær udtale, som han mestrer, eller om det er, fordi han heller ikke forstår, hvorfor verden er sådan for hans lillesøster.

Vi har kendt hinanden i snart tre år, min ven og jeg. Det lyder af lang tid, men egentlig føles det ikke sådan. Det føles, som om starten var en pligt fra vores begges sider, men nu fandt vi noget at være fælles om, så nu drives vi af lyst. Jeg hjalp ham med dansksproget, uddannelse, job og sociale færdigheder. Han skulle egentlig bare hjælpes, men endte med at lære mig en masse. Om livet i sin helhed. Om hvor uretfærdigt et lod, du kan trække, når du står ved Guds tombola og skal trække en skæbne. Han har lært mig om forskelligheder og dét at drage nytte af dem. At det er okay at have det godt, men aldrig at vende det blinde øje til, hvis man har mulighed for at gøre en forskel. Så jeg forsøger at efterleve hans vise ord.

Jeg kan godt lide at høre ham fortælle om hans liv i Eritrea. Jeg elsker, når han karikerer sin mor, der står og råber ud ad døren, hvis de ikke har hørt, at maden er klar. Eller når han snakker om deres bondegård med fem kyllinger, en ged og en ko. Om hans forhold til hans bror, der minder meget om mit forhold til min søster. Nogle gange viser han sågar billeder derfra. Billeder som hans mor sender, når hun har mulighed for det. Billeder af hans barndomshjem, der for mig at se er en hytte lavet af jord, lidt mursten, og hvad der ellers har været til rådighed.

Han er stolt af sin familie. Over hans mor, der holder styr på gården, og over hans far, der har overlevet så længe i sin tvungne militærpligt, der minder om tortur for den privilegerede dansker. Over hans storebror, der flygtede til Oslo, og hans lillebror, der nærmest lige er ankommet til Tyskland. Min ven håbede, at hans lillebror ville nå til Danmark, så de kunne bo sammen, men det her er næsten perfekt, og så kan han ikke ønske sig mere. Han beklager sig aldrig. Det fascinerer mig.

Så jeg er stolt af ham. Det fortjener han, at der er nogen, der er.

Grunden til, at vi skulle mødes i dag, er egentlig, at han skal have hjælp til at finde en læreplads. Han er efter et par år på VUC begyndt på tømreruddannelsen. Han er god til det. Det ser jeg tydeligt, når han stråler af stolthed over sig selv, mens han viser de ting frem, som han har bygget i undervisningen. Jeg synes, at skuret på billede nummer to er det flotteste projekt, han har færdiggjort endnu. Hans øjne og mund smiler, da jeg roser ham. Det varmer mig om hjertet, at han har fundet sin plads i en kaotisk verden.

Han fortæller tit om hans vej til at finde den plads, som var ment til ham. Den plads han har nu. Den er meget anderledes end min, og selvom jeg ikke altid har syntes, at livet er en dans på roser, så er jeg nu alligevel taknemmelig for, at det var mine udfordringer. At de ikke var større end det. At jeg ikke skulle deltage i krig, blive tortureret eller flygte med livet som indsats. Med andre ord så er jeg taknemmelig for, at min skæbne ikke er min vens. Jeg ville også ønske, at min vens skæbne var anderledes. Men det var den ikke.

Min ven derimod er taknemmelig, og til tider kan jeg undre mig over, hvordan det kan lade sig gøre. Hvordan han ikke lader sig styre af angst, traumer og vrede over, hvor meget ondskab ét menneske kan se gennem en kort ungdom. Men jeg forstår også, at han er taknemmelig for at få en anden chance. For dygtiggørelse, for kærlighed og venskaber. For omsorg og fællesskaber. For muligheder og en bedre verden, som han er blevet en aktiv del af.

Min ven derimod er taknemmelig, og til tider kan jeg undre mig over, hvordan det kan lade sig gøre. Hvordan han ikke lader sig styre af angst, traumer og vrede over, hvor meget ondskab ét menneske kan se gennem en kort ungdom.

Han har spist sin burger færdig, før jeg når at have taget mere end tre bidder af mit pitabrød. Jeg tror, at det er, fordi min ven spiser hurtigt, selvom han mener, at det er, fordi jeg snakker hele tiden. Og ganske rigtigt snakker jeg hver gang, jeg har noget på hjertet, så når vi er sammen, stopper det aldrig. Han gør mig nysgerrig og ikke kun, fordi han ikke bemærker den fugtige underbolle eller spiser en enorm burger på under et kvarter.

Regnen er begyndt at tromme på vinduet, som om den var med i et heavy metal-band. Det ser vådt, koldt og trist ud udenfor, men inde i vores cafébås er der varmt og trygt. Jeg kan ikke spise hele pitabrødet, så jeg lader det ligge indtil mine øjne bilder min mave ind, at den stadig er mere sulten. Imens drikker vi vores cola og taler om min vens lærerplads. De er svære at finde, siger han. Alle de andre kender nogen, der kender nogen, og det er ikke tilfældet for ham, der kun har boet i Svendborg i 4 år. Han har hverken onkel eller en folkeskolekammerats far, der ejer et tømmerfirma, hvor han kan hive i nogle tråde og på den måde færdiggøre sin uddannelse.

Han kender ikke så mange, som jeg gør, så jeg tilbyder naturligvis at spørge rundt og får skrevet til de, jeg kender, som ville vide noget om sådan nogle ting. Jeg selv kan ikke gøre så meget, da jeg ikke bevæger mig i den kreds, så jeg føler mig en smule magtesløs, da han med håb i øjnene kigger taknemmeligt på mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal undertrykke min ængstelse over ikke at kunne hjælpe tilstrækkeligt, så i stedet spørger jeg, hvordan man siger ”tak for mad” på arabisk. Han griner ad mig, som om jeg var en syvårig, der lige havde spurgt, hvordan man laver børn, da han fortæller mig, at det gør man ikke.

Den første buldren fra himlen giver et sæt i os begge. Det var uventet. Mest fordi vi et kort øjeblik havde glemt alt om verden udenfor og isoleret os i samtaler og cafébåse i ly for uvejret. Men virkeligheden rammer, og jeg forstår for alvor virkeligheden, når vi taler om vores parallelle liv. Det føles nærmest uvirkeligt, selvom virkeligheden selv sidder lige foran mig og kigger mig dybt i øjnene.

Da jeg blev konfirmeret, flygtede hans bror, inden han skulle aftjene sin tvungne militærpligt. Da jeg drak mig fuld i min første øl, dansede og kyssede for første gang, sad han i en lastbil i Saharas Ørken uden mad og drikke i over en uge. På samme tid som jeg berusede mig i unødvendig væske og måtte tvinge en liter vand ned morgenen efter for at dulme kvalmen, sad min ven og tørstede sammen med cirka firs andre. I én lastbil.

Da jeg svømmede på stranden med mine venner fra gymnasiet, spillede minigolf og spiste en is, blev han tortureret af fængselsvagter i Libyen. Da jeg var nervøs for min første gymnasielle eksamen og følte, at resten af mit liv afhang af den ene time, jeg var inde at præstere foran lærer og censor, stak min ven af fra fængslet med patroner om ørerne uden at tænke på, at hele hans liv kunne afhænge af én enkelt patron.

”Det vigtigste er, at du løber. Du må aldrig stoppe med at løbe, og du vil hellere skydes i forsøget end at blive fanget,” fortæller han mig.

Jeg skal lige synke de første sammenligninger, jeg har lavet i mit hoved, mens han kronologisk og modigt går gennem sin flugthistorie over nogle af verdens mest farlige landegrænser. Jeg føler mig næsten forkert, fordi jeg har grædt gennem min ungdom, og han ikke gør det samme. Måske tør han ikke fælde en tåre, for hvad hvis de aldrig stopper igen.

Jeg ved ikke, hvad jeg lavede, da han i båd ramte Italiens kyst, men jeg er sikker på, at jeg følte mig langt mere tryg. At jeg følte mig mere velkommen lige meget hvilket selskab, jeg var en del af på det tidspunkt. Selv hvis jeg var ked af det, utryg eller bange, så er jeg sikker på, at nogen holdt om mig, kyssede mig på panden og fortalte, at det hele nok skulle gå. Og selvom det hele gik for min ven, så var der ingen til at kysse ham på panden undervejs.

Da jeg var nervøs for min første gymnasielle eksamen og følte, at resten af mit liv afhang af den ene time, jeg var inde at præstere foran lærer og censor, stak min ven af fra fængslet med patroner om ørerne uden at tænke på, at hele hans liv kunne afhænge af én enkelt patron.

Jeg ved, at vi kommer fra to forskellige verdener. Nærmest som var vi fra forskellige planeter. Sådan synes det i hvert fald i mit privilegerede velfærdssind. Alligevel gør det mig nysgerrig, at han jo kender til begge sider af den enorme kulturvæg, der skiller et land som Danmark ad fra krigsramte lande. Jeg spørger ham, mens jeg intet svar forventer. Eller måske forventer jeg et svar, men jeg er bange for, at spørgsmålet bliver umuligt at svare på for ham. Jeg vil jo heller ikke træde ind på et territorium, hvor jeg ikke hører til og måske endda ikke er velkommen.

Jeg ved, at hans traumer er personlige, og han nævner dem aldrig for mig. Han viser dem ikke, og jeg ser ham aldrig, når han er knækket. Måske er han det aldrig, tænker jeg. Hvis det var mig, der havde den livshistorie i bagagen, så ville jeg frygte for mit liv og være bange hvert sekund ud af døgnets fireogtyve timer. Så jeg spørger: ”hvad er den største forskel på Danmark og Eritrea?”. Der bliver stille, og jeg kan se, at han tænker længe over det, så jeg forsøger at komme ham i forkøbet ved at understrege, at det selvfølgelig er et så stort spørgsmål, at det nærmest er umuligt at svare på.

Alligevel standser han op ved en tanke, som han holder fast i, mens jeg bemærker ham være eftertænksom. Måske fordi han ikke ved, hvordan han skal formulere det, måske fordi der bare er alle forskelle, man overhovedet kan tænke på. Han kigger mig dybt i øjnene, mens han svarer: ”I Eritrea sov jeg med sko på, men i Danmark sover jeg nøgen.” Hans eftertænksomme blik bliver erstattet med et smil. Et bredt smil om munden, men hans øjne forbliver blanke. De smiler ikke.

Vi har nu siddet i, hvad der føles som en hel ungdom, på den blå hjørnecafé i Svendborg midtby. Det sidste tordenskrald har lydt, og regnen er så småt begyndt at trække sig væk fra os. En smal solstråle rammer højre side af min vens ansigt, der synes helt blegt til trods for hans mørke kulør. Jeg rejser mig mættet af pitabrød, kulturelt sammenstød og fortællinger, som jeg ved, vil bo i mig for evigt.

Jeg tager dankortet målrettet frem, men det bliver viftet væk med en kærlig hånd, og min ven betaler vores frokost. Han mener, at han skal give igen, selvom jeg tænker, at jeg skylder ham et helt ungdomsliv. Vi går ud ad døren, og hans ven råber farvel, mens klokken, der signalerer gæsters entré eller udgang, klinger højlydt. Vi skilles lige udenfor, og da jeg krammer ham farvel og ser ham dreje om på sin højre fod, ser jeg et smil fra hans mund og øjne, der ikke smiler, men heller ikke er blanke. De stråler af mod.

Hvad tænker du?

  1. Emma siger:

    Skøn fortælling, flot skrevet, smukt venskab<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN