I Frankrig på Ursulas regning

“Vi lyder som et Eurovision-line-up,” bemærker min nye veninde en aften på bar, da tjeneren spørger os, hvor vores lille gruppe kommer fra, og vi svarer: “Danmark, England, Estland, Sverige.” Vi har været inde at se franske film med engelske undertekster. Nu bestiller vi drinks på franglish. Vi har det til fælles, at vi alle er her i Paris for et enkelt semester. De fleste af os er Erasmus-studerende, det vil sige, at vi er her i kraft af EU’s udvekslingsprogram. 

At være Erasmus-studerende er en livsstil, som vi læner os ind i sammen i et par måneder. Her kræver det ikke mere at få nye venner, end at snakke med nogen i ti minutter og bede om deres nummer på WhatsApp.

Vi mødes på barer, i bittesmå studenterlejligheder eller på mærkelige parisiske klubber. Vi taler om hver vores kultur og sprog og brokker os sammen over franskmændenes uforståelige normer. En enkelt weekend er der julemarked i den danske kirke, og jeg tager to veninder med. Glædeligt opdager vi, at de danske og estiske juletraditioner er næsten identiske.

Klik her og Støt SEIN

I slutningen af semestret bliver smalltalk-emnet blandt de Erasmus-studerende spørgsmålet: “Hvad har du så lært i løbet af dit udvekslingssemester?” Selvom de fleste af os har skullet arbejde rimelig meget grundet strukturen i det franske universitetssystem, er der ikke rigtig nogen af os, der nævner det faglige udbytte som et centralt tema for semestret.

I stedet er det i højere grad kulturelle og sproglige færdigheder, der bliver oplistet som det vigtigste at tage med hjem fra semestret. Det overrasker mig ikke, det ligger faktisk godt i tråd med den opfattelse, jeg altid har haft af EU’s Erasmus Plus-udvekslingsprogram, som først og fremmest er et kulturudvekslingsprojekt snarere end et akademisk initiativ.

Med Erasmus Plus-udveksling følger et legat, som automatisk udbetales til alle unge EU-borgere, der vælger at foretage deres udveksling inden for Europas grænser. Da pengene tikker ind på min konto slår det mig, hvor stort et beløb, EU årligt må bruge på Erasmus Plus-programmet.

Jeg googler mig frem til, at der årligt bliver brugt 4 milliarder euro på at sende 1,2 millioner unge europæere afsted på Erasmus Plus. Programmet har kørt siden 1987, og da det har fortsat så længe, antager jeg, at det har haft succes. Men hvad er kriteriet for den succes egentlig? Hvad er det, EU regner med at få ud af at sende så mange på udveksling, med legat, hvert eneste semester?

Jeg finder en rapport om Erasmus Plus-programmets resultater i 2022. I forordet står der: “Erasmus Plus er en fundamental møtrik i vores union. Programmet har styrket EU, vores fællesskab, vores identitet og har været med til at fostre værdierne, som binder os sammen. Dermed har programmet bidraget til en mere demokratisk, mere engageret og stærkere union.”

Tallene i rapporten understøtter idéen om Erasmus Plus-programmet som en slags lim for EU. De afslører, at 82 % af programmets deltagere medgiver, at de føler sig mere europæiske efter endt udveksling, og 72 % er blevet mere interesserede i europæiske emner. Måske kan man kalde Erasmus Plus for en fremtidssikring af Unionen, der ved at styrke unges identitet som europæere øger chancerne for et velfungerende samarbejde fremover.

Man kan indvende, at udvekslingsprogrammet kun gavner en specifik socialklasse (dem som går på universitetet). Det er en legitim kritik, da det er disse, der i højst grad gør brug af tilbuddet. EU har dog forsøgt at få en mere mangfoldig kulturudveksling, da de omstrukturerede programmet fra Erasmus til Erasmus Plus, og det i den forbindelse kom til at inkludere udveksling i andre sfærer såsom sport, arbejde og andre uddannelsesformer end den akademiske.

Desuden har EU lanceret DiscoverEU-programmet, som udlodder gratis Interrail-billetter til 18-årige, og sidste år fejrede de også ‘Youth-Year’, hvor det var muligt at ansøge om penge til projekter, der styrkede ungdomsengagement rundt om i EU.

Man er selvfølgelig velkommen til at mene, hvad man vil om EU, og jeg skriver ikke artiklen her for at argumentere for, at Unionen er perfekt på alle måder. Alligevel fascinerer projekter som disse mig, da jeg som kulturvidenskabsstuderende tror på, at kultur og mentalitet er altafgørende for, hvordan vi strukturerer vores samfund.

EU virker til at have anerkendt værdien af en styrket fællesidentitet som et led i et politisk projekt. Ved at gøre intern rejse og kulturudveksling mere tilgængeligt tilbyder man unge at tage ud og opleve på en måde, der styrker troen på egne evner og muligheder, men som også giver en meget større indsigt i andre mennesker og kulturer.

Erasmus Plus-programmet gør, at man som ung føler sig anerkendt som fremtidens demokratiske motor i EU, og det gavner virkelig lysten til at engagere sig og den demokratiske selvtillid. Programmet slår et slag for at forstå kulturmøder og nye oplevelser som grundsten i en velfungerende demokratisk proces.

Jeg tror, at vi i Danmark kunne lære meget af at medregne kulturelle faktorer, når vi lancerer nye politiske projekter, fordi vi i høj grad oplever de samme problemer med geografiske skel og dårlig politisk selvtillid blandt unge – omend på en anden skala, end man gør i EU.

Erasmus Plus-programmets strategi er naturligvis ikke en til en overførbar til national politik, men jeg tror stadig, at der er en værdi i at investere i unge og deres muligheder for nye oplevelser og indsigter. For eksempel er det i uddannelsespolitiske sammenhænge måske værd at overveje, hvordan muligheder for socialt liv spiller ind i unges valg af uddannelse – både hvad angår uddannelsestype og geografisk placering.

Er det måske værd at investere i sociale initiativer, mødesteder for unge eller øget støtte til kultursteder frem for at forsøge at tvinge folk til at vælge anderledes ved hjælp af nedskæringer? Vi kunne også overveje, hvordan tårnhøje offentlige transportpriser hæmmer unge i at rejse internt i Danmark, noget som potentielt kan blive skadeligt for sammenhængskraften og øge den geografiske ulighed i fremtiden.  

Når jeg snart tager hjem fra Paris, er jeg nok både blevet mere dansk og mere europæisk. Mere dansk, fordi jeg har haft en del hjemve, og fordi det er gået op for mig, hvor meget bedre jeg passer ind i det danske uddannelsessystem og ungdomsliv end i det franske. Mere europæisk, fordi jeg har fået skønne venner fra forskellige europæiske lande og er blevet overrasket over, hvor få kulturelle barrierer, der har været.

Desuden har mine øgede sprogfærdigheder fået det til at føles mere naturligt at begå mig i Frankrig, og derfor kommer jeg nok tilbage hertil på rejser i fremtiden. Man kan ikke komme udenom, at disse oplevelser og nye læringer er blevet gjort mulige af Erasmus Plus.

Hvad angår min holdning til EU generelt, må jeg sige, at jeg ikke er immun for deres tilnærmelser – jeg har da fået en øget værdsættelse af det firkantede blå flag med de gule stjerner. Så på den måde sidder der nok en EU-bureaukrat et eller andet sted og gnider sig i hænderne og tænker, at det der Erasmus-legat var meget godt givet ud.

Tekst: Beate Elise Skakkebaek Lindegaard 
Visuelt: Liv Møller
Redaktør: Laura Rye Bislev