I kriser blomstrer troen

02. februar 2021

Tro er et tabuiseret emne at tale om, men det seneste år er der opblomstret en stille aftabuisering af tro og åndelighed. Men hvorfor er det kommet på tale netop nu? Hvordan kan vi tale om noget så abstrakt som tro og ånd? Og hvad kan tro være, hvis det ikke handler om salmer, kirke og en skægget mand på en sky? 

Det har længe været tabu at tale om tro. Forestillingen om troende mennesker er ofte, at de er snæversynede, og det tilegnes konservative mennesker, der ikke forstår den fremadskridende verden. Det er forestillingen om afskrivningen af naturvidenskabens gyldighed, en mand med hvidt skæg på en sky og bedrevidenhed, der hæver den troende over andre. Og hvis det er associationerne, så forstår jeg godt, hvorfor mange ikke gider at tale om tro.

Måske har vi været på et vildspor i lidt for mange år. Vi taler om et stærkt frisind i Danmark og religionsfrihed, men tro og åndelighed dét har vi ikke lyst til at tale om og slet ikke lytte på. Det er et tab i samtalen om, hvad det vil sige at være menneske, for tro hænger sammen med måden vi forstår os selv i verden på. 

83 % af jordens befolkning. Så mange mennesker tror lige nu på en Gud, og det er foruden andre former for spiritualitet, og hvad har vi. Det er en stor afskrivning af menneskelige indsigter, hvis vi afviser åndeligheden blankt. Nogle vil måske tænke, at det er de 83 %, der ikke forstår de resterende menneskers verdensbilleder, og det taler ind i en meget opdelt diskussion om, hvem der afskriver hvem, men det går begge veje. Det kræver af os alle, at være åben overfor nye og fremmede sandheder som vi umiddelbart ikke forstår.

Tænk, hvad har man egentlig at miste ved at tro? Hvis man en dag opdagede, at der slet ikke var noget derude, så gav det vel hverken plus eller minus på kontoen. Medmindre man har blod på hænderne, men det er en helt anden snak. 

 

“Vi søger indad”, fordi alt “det ydre er blevet taget fra os”.

Nogle har måske lagt mærke til, at bag danskernes lukkede hoveddøre og tidens sensations fyldte overskrifter er der sket noget det seneste år. Noget blomstrer op og får nyt liv. Det er ikke noget nyt, at mange har genopdaget værdien af langsommelighed og fordybelse som følge af tidens rastløshed og ensomhed. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at det har været medvirkende til en forsigtig, men fornyet åbenhed over for åndeligheden. Det har medvirket til en begyndende aftabuisering af troen, som jeg ser det.   

Berlingske skriver i en artikel fra december 2020, at forfattere, skuespillere og mediepersonligheder i årets løb har åbnet op om deres tro i bogudgivelser, artikler og radioprogrammer. Et af de radioprogrammer er Tal til mig, hvor kendte interviewes om deres forhold til tro. Siden sin begyndelse i januar 2020 er det blevet lyttet til over 200.000 gange om ugen, og radiovært Iben Maria Zeuthen siger om åndeligheden: “Man søger indad”, fordi “alt det ydre er blevet taget fra os”. 

I uvisheden, ensomheden og rastløsheden søger vi indad for at finde mening, fordi vi ikke har andre steder at kaste vores søgen mod. Det kan være en søgen efter vores formål det næste år frem eller her i livet, og efter hvad der betyder noget. De færreste finder svaret på meningen med livet inde bag kedsomhedens fire vægge, men nogle har fundet overgivelse til det, der er. En hengivelse til, at nogle kræfter er større end én selv. Måske behøver man ikke åndelighed til at overgive sig, men for nogle er der en overensstemmelse. 

... forståelsen af åndelighed åbner døre til at se hinandens eksistentielle grubler.

Det “ydre”, som er taget fra os, er vores studieliv, arbejdsliv, sabbatår, fejringer og ferier og muligheden for at planlægge, men det er også antallet af fede arrangementer, måden, vi går klædt på, og fortællingen om os selv. Ingen kan tage fællesskabets betydning fra os, men det ydre kan ikke tilskrives samme betydning som før, og så må vi tilskrive den en ny. Lige så vel kan de indre faktorer få ny betydning. Den søgen indad, som Zeuthen taler om, er en undersøgelse, ja, nærmest en ransagelse af sig selv. Og dét er en bæredygtig investering i sig selv sammenlignet med at identificere sig med ydre faktorer, der gør glæden afhængig af noget bestemt. 

Det med at tro er en værre abstraktion, så hvad er åndelighed, og hvad vil det sige at tro, hvis ikke det handler om troen på forældede traditioner? Man skal nok erfare det selv, og man bliver ikke et troende menneske fra den ene dag til den anden, men forståelsen af åndelighed åbner døre til at se hinandens eksistentielle grubler. 

Jeg vil ikke forsøge at definere tro objektivt, for det er umuligt. Og jeg vil heller ikke definere min egen tro eller åndelighed, for jeg er lidt af en flagrende sjæl og stadig ved at udforske mig selv rent spirituelt. Jeg vil i stedet formulere det mest essentielle med Søren Kierkegaards ord, men også forsøge at beskrive den udbredte fortolkning af tro som kærlighed. Dét baserer jeg løst på inspiration fra bøger, jeg har læst, podcasts, jeg har hørt, og samtaler med venner.

Ofte taler man om en guddommelig tro, men den behøver ikke være religiøs, selvom den er åndelig – selv Gud forstås ikke altid religiøst. Det er, fordi tro er en tro på det åndelige, og ånd kommer af ‘ånde’ eller ‘puste’ fra græsk, hvilket henviser til vejrtrækningen. Den egentlige betydning henviser til, at det åndelige sjæleliv sidestilles med menneskets mest livsgivende kraft, der er den luft, vi indånder. 

Tro er ofte tæt beslægtet med troen på, at alting er kærlighed eller nærvær, som et indre bæger, der aldrig bliver tømt. Selv når vi mindst tror, så kommer den tilbage uanset hvad. Ligesom blomsterne i græsset, regnormen i hullet og solen i morgen. Den energi slipper ikke op, for den er cyklisk, uendelig. For mange er det alligevel svært at tro på den kærlighed, der varer for evigt, for alt er jo betinget.

Materielle goder går i stykker og forsvinder, og gode oplevelser føles som et kort sekund. Selv kærligheden fra venner og familie er betinget af, at vi arbejder for relationen – eller i det mindste er i live for at kunne opretholde den. Sådan føles hele verden betinget af dit og dat, men vi vil elskes på trods, ikke på grund af. Menneskets indre kærlighed er derimod ikke betinget af noget, den har for nogle samme uendelighed eller ubetingede tilstedeværelse som naturen. Den står imod liv og død, og sådan forstår jeg kraften på troen som kærlighed. I teorien kan den være hvad som helst. 

Sat på spidsen er sandheden, at Gud er ingenting, for Gud er ikke en ting eller noget, vi kan begribe.

Søren Kierkegaard beskriver troen som absurd, fordi den kan indeholde, og udholde, alt det, menneskelig tænkning ikke kan, “fordi Troen netop begynder der, hvor Tænkningen hører op.” For ham findes troen i de oplevelser, vi ikke kan tale om, fordi vi objektivt ikke kan forstå den guddommelige oplevelse, men subjektivt ved, at oplevelsen er sand. Tro er derfor ikke sikker viden, men en dyb tillid til livet.

Sprogets begrænsninger kan ikke beskrive det guddommelige, spirituelle eller åndelige 1:1, da sproget er et tegn, vi har tilfælles, mens troen er individuel. Man kan i stedet sige, hvad troen ikke er, og hvilken betydning den har. 

Kierkegaard var selv troende, men ville ikke kalde sig kristen, selvom han var uddannet teolog. Han var nemlig det, man kalder negativ teolog, hvor Gud beskrives med alt, hvad Gud ikke er. For Kierkegaard er tro det uforståelige, det uvisse og samtidig det stærkt lidenskabelige, ligesom tilværelsen kan siges at have været i det forgangne år, med smitte som et spøgelse i rummet, uforudsigelige smittebølger og den indre lidenskab, som nogle har fundet frem i en tilværelse af larmende stilhed. 

Det har længe været en tendens at begrebsliggøre troen. Vi sætter prædikater på den ved at kalde den for en tro på Gud og tilskriver den straks en religion. Sat på spidsen er sandheden, at Gud er ingenting, for Gud er ikke en ting eller noget, vi kan begribe – hvordan vi end vil fortolke det. Vi kan ikke holde det guddommelige i hænderne eller finde de rette ord for det.

Med Kierkegaards ord er Gud det “absolut forskellige”, altså alt det, der adskiller sig fra, hvad vi forstår. Måske er grunden til, at nogle beskriver deres tro som kærlighed, natur eller nærvær, at vi alle ved, hvad det betyder, men ikke kan beskrive ordene lige så rammende som oplevelsen af dem. Det er også derfor, at troen er en over-bevisning, fordi den går ud over det der kan bevises. 

Uanset hvad, så er det op til fri fortolkning, hvordan man definerer sin tro.

Der er ingen, der skal fortælle andre, hvordan man tror. Nogle tror ikke, andre tror på videnskaben, på en lille religion eller på astrologien. Det er ikke dét, der tæller. Måske handler det bare om at finde sin egen lille træpalle i den store verden, hvor man selv får lov at male hvert et hjørne uden at føle sig fortvivlet, når man maler ved siden af. Her er alle farver flotte, også træsplinterne, for dem kan ingen jo komme uden om. Måske handler det om at have en tro på, at livet nok skal gå, eller en måde at overleve på, når livet gør allermest ondt. Det op til fri fortolkning, hvordan man definerer sin tro, for ingen ser alligevel verden ens. 

Det er straks sværere, når det handler om at forstå den andens åndelighed, særligt fordi vi i så mange år har afskrevet troen, som et gyldigt svar på måden vi forstår verden på. Selvom åndeligheden ikke er noget vi kan tale om, så har vi udvisket det meste af det sprog der engang var, for at tale om troen. For at løse det problem siger den spirituelle læremester Eckhart Tolle, at det handler om at bruge mere end ord for at forstå – ellers projicerer man sit eget verdensbillede over på den anden. Kun gennem sansning, helt fri af domme og fortolkninger, kan vi nærme os en retvisende forståelse af den anden, og hvordan vedkommende tror. 

Det kan nærmest lyde utopisk, måske endda håbløst er komme dertil hvor alle domme har forladt en, men det er, hvad mange troende oplever åndeligheden gør ved dem. Jeg synes, det er noget af det sværeste i verden, og det føles ofte som en livslang øvelse at give slip på den måde. Men jeg er ikke lukket for, at det kan lade sig gøre, for som årene går, bliver jeg langsomt mere og mere bevidst om min måde at være i verden på. Jeg bliver mere åndeligt forbundet. 

Folk er allerede begyndt derude.

Samtalen om tro konfronterer os med mennesker, vi ikke forstår, og gør vores egen verden større. Den rækker både ind i, men også ud over, religion og ind i samtalen om, hvad vi ser som meningsfuldt. Den rækker ind i, hvilke værdier vi forsøger at efterleve, og hvordan vi håndterer livets nedture, uanset om man er gudstroende, spirituel eller bare et nysgerrigt menneske. Tænk, hvad vi kan opdage om os selv og hinanden, hvis vi spørger mere ind til hinandens tro og åndelighed. Folk er allerede begyndt derude.

Hvad tænker du?

  1. Carina Andersen Larsen siger:

    Kære Helene. Jeg synes du skriver inspirerende om tro og spiritualitet. Jeg føler også at tro har meget med kærlighed at gøre.

    Hav et godt liv.

    Venlig hilsen
    Carina.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN