I Sexmagasinet er feminin og piget ikke lig med useriøs

11. oktober 2022

Som vært på opinionsprogrammet Sexmagasinet er Sofie Riise Nors din cool og kloge storesøster der normkritisk analyserer klassiske emner som film, shopping og musik. Hun genbesøger den kultur, der formede os i den tidlige pubertet og peger på nutidige problematikker. I anledning af International Pigedag deler Astrid sin begejstring for programserien og sine tanker om den feministiske awakening

Feminin og piget er hverken lig med useriøs, uværdig eller uintelligent
I et pink studie sidder vært og feminist Sofie Riise Nors, for det meste i full-face-makeup og super sexede outfits. Normalt ville jeg aldrig kommentere på en værts udseende, men i opinionsprogrammet Sexmagasinet er Sofie Riise Nors’ looks en del af en essentiel pointe, der fastslås i løbet af programmets to sæsoner. Feminin og piget er hverken lig med useriøs, uværdig eller uintelligent. Studiets indretning leder tankerne tilbage på 00’ernes teenagepigeværelser og er indrettet med blomster, Bratz og glimmerklistermærker. Også de temaer, programmet undersøger, kunne være samtaleemner på samme teenageværelse:

 ”Vi skal snakke om drenge, sex, make-up, film, shopping og selvfølgelig hardcore feminisme!” præsenterer Riise Nors og gestikulerer med sine lange akrylnegle. I programmets lyserøde og hyperfeminine univers dykker vi,  sammen med Sofie Riise Nors, i hvert af de 10 minutter lange afsnit ned i et udvalgt emne. Hun tager os tilbage til barndommen og den tidlige pubertetsprægede ungdom og forklarer, hvordan Disney har givet os et forskruet syn på homoseksualitet, hvorfor Barbie er både empowering og problematisk, og at Nik og Jay muligvis også er feminister. Hun genbesøger den kultur, som har formet os og peger opklarende på nutidige problematikker. Hun tager os i hånden og fortæller om menstruationstabu og brysternes byrde. Emner jeg troede, jeg havde dealet med for længst, men som alligevel fik mig til at genoverveje mit forhold til min krop og den skam og stolthed den er forbundet med. 

Kvindelige og feminine erfaringer
Sexmagasinet er et opinionsprogram. Sådan definerer Sofie Riise Nors det selv. Hun har en klar politisk holdning, og du skal gerne overbevises. Det leder sommetider til karikaturer og følelsesladede udråbstegn for at tydeliggøre pointer. Jeg forestiller mig de mænd, jeg kender, se Sexmagasinet. Hvad ville min far tænke om Sofie Riise Nors’ facts og fortolkninger serveret i det pink studie? Ville min bror, mine drengevenner eller min kæreste godtage de udsagn og holdninger hun deler, selvom de ofte er bygget på erfaringer frem for data? Kvindelige og feminine erfaringer. Mange af Sofie Riise Nors’ påstande er baseret på genkendelighed. Jeg har stået i samme situationer, delt hendes frustrationer og mødt de mænd hun beskriver. Så jeg undrer mig over, at jeg er ramt af tanken om manglende data som underbygning af hendes argumenter. Mangler jeg virkelig en tabel, der viser mig, at vi tit tillægger ”pigede” egenskaber mindre værdi, før jeg kan acceptere det udsagn? Eller undskylder jeg på forskud den følelsesladede tilgang overfor de mænd jeg kender? På den måde konfronterer Sofie Riise Nors seeren med egne fordomme ved at insistere på det feminine og erfaringernes berettigelse. 

Den feministiske awakening 2.0
Efter at have set Sexmagasinet genkender jeg en følelse, jeg første gang følte i 8. klasse. En periode af mit liv man passende kan kalde min feministiske awakening. I den periode stiftede jeg for første gang kendskab med feminismen og begyndte sultent at undersøge de fordomme og forventninger, der er forbundet til køn. Jeg satte mig ind i emner som hævnporno, mangelfuld seksualundervisning, transkønnedes rettigheder, fremstilling af kvinder i film osv. Jeg tog de feministiske briller på for første gang og så verden gennem deres kritiske brilleglas. De briller har jeg ikke taget af siden, men har måske heller ikke pudset dem de seneste par år. Jeg har ikke på samme måde, som i slutningen af folkeskolen, sat mig aktivt ind i feministiske emner. Ikke før Sexmagasinet. Sofie Riise Nors har igangsat min feministiske awakening 2.0. Jeg rykker op i rang. Feministisk level 2. Her beskæftiger vi os med intersektionalitet, løngabet og tjenestemandsreformen, som Sexmagasinet også dykker ned i. Jeg har med Sexmagasinet genopdaget glæden ved at uddanne mig selv i samfundet omkring mig og at se kritisk på den kultur, der former os.


Sofie Riise Nors’ feministiske univers breder sig ud over forskellige medier og platforme. Hun deler feministisk indhold i meme- og tegneserieformat på henholdsvis Instagramprofilen @sofieriisenors og i bogen, der også bærer navnet Sexmagasinet (vol. 1).

Hvad tænker du?

  1. Isabella siger:

    Nice artikel og vigtige pointer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her