Forsvinder det magiske ved julekalendere, jo ældre man bliver?

For mig har det i mange år været alfa og omega at følge med i en god tv-julekalender, hvis jeg skal have en vellykket december. Det er blandt andet gennem julekalenderen, at måneden har fået en helt speciel betydning.

Det hele kulminerer d. 24 december med juleaften og vigtigst af alt det sidste storslåede afsnit! Der præsenteres livsomvæltende konflikter, nye universer og spændende karakterer. Og når jeg snøfter lidt over, at det ikke er hvid jul, så kan behovet (delvist) blive dækket af at se sneen falde på tv.

Julekalendere som tradition

Den nordiske tv-tradition kan spores tilbage til starten af 1960’erne, og udviklingen har gjort, at julekalendere spænder bredt lige fra dukkefortællinger til tidsrejser. Julekalenderen har et helt særligt genremix, hvor myter, musik og fantasy sagtens kan sameksistere.

I bedste public service-stil har nogle af dem historiske elementer, der har lært seerne om Absalon, Grundtvig og religion. Og formen gør, at noget så catchy som en musical om nordiske guder lykkes i ‘Jul i Valhal’ (2005).

Men de seneste par år har jeg haft et dilemma med de nye julekalendere. Jeg sakker bagud og bliver aldrig rigtig investeret. I stedet skal jeg virkelig lægge mig selv i selen for ikke bare at komme til at binge watche hele ‘Absalons Hemmelighed’ (2006) den første uge.

Hvad har forandret sig, og hvorfor er det så vigtigt for mig at fastholde et forhold til julekalenderen?

Måden, jeg ser julekalendere på, har ændret sig markant. Som barn åbnede jeg Børnenes U-landskalender med en ledetråd til julekalenderen, og jeg kunne bruge resten af dagen på at tænke over det. Jeg så trofast et afsnit om aftenen med min familie samlet rundt om tv’et.

Nu kan julekalenderen streames på alle tidspunkter af dagen, hvilket selvfølgelig gør det mere tilgængeligt. Desværre fjerner det også det klassiske prime time samlingspunkt, hvis man benytter sig af tilbuddet.

Nostalgiens magiske kræfter

Det er svært at komme udenom, at jeg er blevet ældre og ikke er julekalenderens primære målgruppe. Aldersforskellen mellem mig og hovedpersonerne bliver også større, og hele oplevelsen ved at blive småforelsket har dårligere forudsætninger end før.

Hvis jeg derimod genser mine favoritter, har nostalgien magiske kræfter (som jeg har skrevet om før her). Et gensyn med mine yndlingsjulekalendere som barn, er også et gensyn med gamle forelskelser, følelser og minder. Dermed kan jeg få lov til at synes, at Jesus fra ‘Jesus og Josefine’ (2003) fortsat er pænt sød.

Jeg har efterhånden set så mange julekalendere, at jeg kan gennemskue konventionerne. Jeg forventer et klimaks d. 23 december, og at julen reddes inden juleaften, så jeg med ro i maven kan gå ind og spise risalamande bagefter.

Det er nu ikke ensbetydende med, at julekalendere kun er for de små. Narrative julekalendere til voksne har haft store succeser blandt andet ‘The Julekalender’ (1991) og ‘Jul på Vesterbro’ (2003).

Derudover kan film og serier målrettet til børn sagtens appellere til en bred gruppe og er nogle gange allerbedst, når de kan forstås på flere planer.

I ‘Absalons Hemmelighed’ er der for eksempel et sideplot til det ældre publikum, hvor forældrene forsøger at balancere et travlt arbejdsliv med familien.  

Forventningernes skuffelse

Derfor holder jeg fast i at have høje forventninger til DR’s nye ‘Tidsrejsen 2’ (2024). Allerede fra starten blev jeg dog tabt. Første afsnit indledes med et flashback og gennem hele afsnittet klippes hurtigt i forskellige tider og steder, som gjorde det stort set umuligt at lære de nye hovedpersoner at kende og forstå deres mål.

Jeg havde en følelse af, at de undervurderede børns koncentrationsevne, og derfor ville nå en masse. Derudover var nogle af replikkerne totalt off i forhold til, hvad børn siger.

For eksempel siger pigen, Holly: “Han smykker sig med lånte fjer”, mens Romeo kalder sin mor “pirrelig.” Sproget er stift, og hos familien Storm er alt i pangfarver, hvilket kolliderer med resten af det etablerede univers.

Jeg tænker på, om jeg i en alder af 22 år, allerede er blevet typen, der siger: “Det var bedre dengang, jeg var barn,” eller om de rent faktisk var bedre, da jeg var barn.

Hvis jeg skulle beskrive julekalenderens guldalder, ville jeg nemlig kategorisere det som 00’erne til midten af 2010’erne. Det sammenfalder med tidspunktet, at jeg var barn, og det er måske ikke helt tilfældigt?

Tilbøjeligheden til at knytte stærkere bånd til julekalendere fra ens egen barndom er bare større. Jeg møder mange unge på min alder, der stadig husker isheksen Iselin i ‘Pagten’ (2009) som enormt uhyggelig, og sådan er det nok forskelligt fra generation til generation.

Min far husker ‘Jullerup Færgeby’ (1974) som en af de bedste, og jeg kan ikke udelukke, at børn, der ser ‘Tidsrejsen 2’ nu, vil fremhæve den om et par år.

Til trods for, at jeg er blevet ældre, insisterer jeg hvert år på at give de nye julekalendere en chance og samtidig gense mine favoritter. Måden jeg ser julekalender på har ændret sig, men det rituelle, glæden og magien kan jeg stadig finde frem. 

Julen er for mange traditionerne og gentagelsernes tid, og for mig er julekalenderen fortsat den ultimative nedtælling til juleaften. 

Tekst: Mathilde Daugård Lyngbo
Illustrationer: Noah Rainsford
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge