I Wien findes der engle

24. juli 2024

Hvem kan glemme det, der ikke længere er? Er rejsen et sted, man kan gå ind i en anden fortælling – blive et andet jeg? En ung kvinde nedskriver sine tanker og indtryk undervejs på en rejse i Wien. Hun oplever, at noget rykker sig i hende.

Det er tidlig morgen. I nat drømte jeg om, at jeg skulle få små hestebørn ind på de rigtige folde i en lufthavn. Inden jeg lagde mig til at sove, læste jeg i ‘Kirstens hævn’ af Bjørn Rasmussen. Jeg vågnede med ‘Vienna’ i hovedet. Billy Joel synger “Why are you still so afraid. Slow down you’re doing fine”.

Min moster sidder ved siden af mig. Jeg ved vinduet. Skyerne er smukke, Jorden fyldt af marker. Jeg ser dem gennem skyerne. I lufthavnen mødte jeg tre, jeg kender. Danmark er en landsby. Jeg tager et billede fra vinduet.

Rejsen er en gave fra min moster. Det er ti år siden, vi sidst rejste sammen. Jeg skulle prøve at flyve for første gang. Jeg skulle mærke, at jeg kunne overleve. Jeg havde angst for himlen. Den holdt mig inde på mit værelse med nedrullede gardiner. Fik mig til at gemme mig under min seng, når der var en sky på himlen.

Farmor har sagt, jeg skal forestille mig en engel omfavne mig, når jeg bliver ængstelig, og jeg tænker på dengang, jeg troede, der var engle i himlen. Nu tænker jeg, om skyer er andet end vand, hvad himlen er lavet af, hvordan dette fly holdes oppe. Jeg har fået et andet forhold til himlen.

Min moster fortæller mig om forskellige ruter, piloten skal følge, at man kan flyve hurtigere, hvis man er langt oppe i himlen. Og jeg tænker på det skamfulde i al den CO2, dette fly genererer. At være i flyet er at være i angsten, uden at kunne gøre noget ved den. Flyet er en stor hvid fugl, og dette er en Miyazaki-fortælling. Vi er inde i fuglen. Dens indre organer er formet til vinduer og sæder. Skyerne bliver mindre og mindre. Lufthavnen er en anden verden. Vi er flere kilometer over jorden.

Til venstre, i den anden passagerrække, sidder en far og datter. Datteren er lille, måske tre år gammel. Hun sidder på hans skød, og jeg føler mig sikker, fordi de er med. 

Klik her og Støt SEIN

Om aftenen skriver jeg i mine noter: “Wir sind in Wien! Himlen er blå. Bygningerne hvide. Alt er smukt”.

Om aftenen mødes vi med min mosters venindes veninde, der bor i Wien. Hun viser os rundt i kvarteret, vi skal bo i. Vi spiser på et traditionelt østrigsk kaffeehaus. Væggene er hvide, vinduerne store, møblerne mørke.

Et klaver står i midten af rummet, en af tjenerne spiller på det. Over klaveret hænger en stor lysekrone med blomster bundet på. I vinduerne hænger lamper med tylskørter som skærme. Jeg sender et billede til min ven, der før har været i Wien. Han sender et udråbstegn og skriver, at han vil tilbage.

Venindens veninde fortæller om, hvordan hun endte i Wien. Hun er fra Danmark, men havde for nogle år siden en snak med en mand i New York, der tog hende til byen. Hun skriver på en bog, og jeg vil gerne læse, hvad hun skriver. Hun får skrivevejledning af en forfatter i New Zealand og en anden i Peru.

Jeg spørger hende, om der er noget, hun vil anbefale os at se. Hun siger, at hun holder af at gå i supermarkeder. Hun foreslår os at gå i Julius Meinl, et af de ældste. Hun går aldrig på museer, det er overstimulerende.

Hun holder af at gå ture i den samme park, og at se den samme film i den samme biograf igen og igen: ‘Der Dritte Mann’ i Burg Kino. Den bliver vist tre gange i ugen. Hun fortæller os hvilke dage, den vises. Jeg skriver det på min liste.

Da vi går rundt i kvarteret, tilbyder nogen fra et lille issted os gratis is. Hun siger, det bare er fordi, hun kender dem, og jeg siger ja. 

Om morgenen afspiller jeg Mozart fra min telefon, mens vi gør os klar på hotelværelset. Han boede i en bygning tæt på vores hotel. Jeg forsøger at sætte mig ind i byen gennem dens musiske ophav.

Min moster har været i Wien én gang før sammen med min onkel, det er mange år siden. De har rejst meget. Rejst til solformørkelser, til steder, man kunne se solen forsvinde. Sidste år gik han bort.

I dag er solen skarp. Vi har trukket for, gardinerne hænger tungt, rammer gulvet. Byen har vel nok forandret sig. Forleden så jeg min onkel som taxachauffør i en fransk film, det var ikke ham, men føltes sådan. Jeg fortæller min moster om filmen, siger, at vi måske møder ham et sted i Wien. 

Senere går vi gennem en park, min moster standser og siger, at hun er sikker på, at hun og min onkel har været der før og kommer i tanke om forskellige steder i parken, de har taget billeder.

DF, sagde min onkel, og så skulle man stille sig som forgrund til en baggrund. DF, forkortelse for “dan forgrund”. Min moster griner, og jeg stiller mig som en engel, og hun tager et billede.

Parken er stor og grøn. Flere buske er klippet til figurer. Jeg forsvinder i minder, og går forbi flere steder, vi er blevet anbefalet uden at vide det. Gennem det ene distrikt ind i det andet. Min ven har skrevet, at jeg skal huske at se på bygningerne omkring mig. De ændrer sig, alle farverne, duftene.

Vi går i ring ved Judenplatz. Vi har fulgt efter en skoleklasse på guidet tur. Vi kommer ind i en katolsk kirke, sætter os, og en kvinde bag os begynder at synge. Jeg optager en memo og skriver i mine noter: “Englene synger i Wien”.

En prædiken begynder. Jeg forstår ikke, hvad præsten siger, kun at han mener hvert et ord. Jeg tegner kirkerummet i min notesbog. “Assumpta est maria gaudent angeli”, står der skrevet over præstens hoved. Jeg gætter, ud fra mit år med latin i gymnasiet, at det må handle om, at Jomfru Maria er blevet (noget) og om engle.

Senere slår jeg det op. Den engelske oversættelse er: “Mary has been taken up into heaven; the angels rejoice”. Englene glædes over, at Jomfru Marias fysiske legeme er blevet genforenet med hendes sjæl i himlen – og ikke er gået igennem forfald ved døden.

Jeg læser på nettet, at Jomfru Maria bliver tilbedt som en himmeldronning af de romersk-katolsk-troende. Et maleri over skriften viser en engel, der rider på en hest i en sky. Jeg forsøger at få maleriet med på min tegning, hesten bliver utydelig. 

Jeg vil gerne se en udstilling af Gustav Klimts værker. Han levede i Wien, og jeg tænker, at man måske kan se det i hans malerier.

Vi tager på Palais du Belvédère, og jeg forsvinder i et maleri af hans have. Han malede det i sine sidste år. Jeg læser i parateksten ved siden af maleriet, at Klimt tænkte, at der i afbildningen af naturen var en evigt uforandret ro. Jeg vil have maleriet med mig, men må nøjes med et billede af det.

Paladset virker som et majestætisk himmelrum. I nogle af udstillingsrummene er der hængt spejle op. Alt virker kæmpe, vi er små myrer. Efter et kig i alle rum, går vi i slotsparken. Der er en botanisk have.

Imellem det botaniske, tænker jeg, at min moster ligner en blanding af Jacklyn Kennedy og Lady Diana. Hun har store, sorte solbriller i sit korte hår, en pepitaternet blazer og en sort kortærmet skjorte på. 

Jeg tror, vi taler i flere timer. Vi går langs Donau-kanalen. Det er aften. Det bedste må være duften af sommer. Der er mange mennesker. Der bliver vist fodbold på skærme. Et andet sted står nogle og danser.

Min moster siger, at hun holder mest af at se det daglige liv. Det, der er lige nu. Vi er taget afsted uden for ferien. Livet er på hjørnet, og vi sætter os. Hele turen har jeg sange i hovedet. Jeg går og nynner. Mindst fire forskellige om dagen. Min moster kender ikke til det. 

På flyveturen hjem skriver jeg i mine noter: “Lige nu er jeg en himmeldronning”. 

Wien føles som en drøm, jeg læser i min dagbog. Det er nogle dage siden, vi kom hjem. Jeg er tilbage i mit arbejde. Jeg sidder på mit værelse og ser ud ad vinduet. Udenfor er skov mod himmel. Træerne former sig til et bjerg, bevæger sig op et sted langt væk.

I Wien kan man fra kanalen se et bjerg, som træerne fra min udsigt, minder mig om. Mit vindue er åbent, nogle bier summer i himlen, en fugl kvidrer. Solen er lav. 


Tekst: Hannah Withen Hejl
Visuelt: Lærke Thers Karlshøj
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen

Hvad tænker du?

  1. Tilde Marie B. siger:

    Ej hvor er det smukt Hannah, både selve fortællingen, men også dine beskrivelser. Jeg føler helt, at jeg var med i Wien<33

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her