Om ikke at have passion

Jeg er på skattejagt efter passionen. Jeg ønsker, den skal være til stede i alt, hvad jeg foretager mig. Jeg forestiller mig den som en helt vild følelse. Både vild energi og stor tryghed – at man elsker det, man gør, og at det er det helt rigtige.

Jeg prøver tit at stoppe op og lede efter den. Jeg prøver at mærke efter, om den er derinde et sted i mig. Men jeg ved ikke helt, hvordan den føles. Måske er den også uopnåelig?

1. post

Uddannelse. Jeg er lige startet på universitetet og er rigtig glad for det. Altså, jeg synes det, jeg lærer, er spændende. Dem, der underviser, er gode. Dem, jeg går sammen med, er søde. Vi har det sjovt osv osv. Så det må jo være godt? Men jeg er på jagt efter et slags ekstra lag. Jeg vil føle, at netop den uddannelse er det eneste rigtige for mig, og at der skal være en ild inden i mig, der bliver tændt af at læse lige netop det. Jeg bliver tit i tvivl og føler også, at jeg kunne være glad, hvis jeg læste noget andet. Så det er ikke her, når uret ringer om morgenen, at passionen findes.

2. post

Det andet stop handler om alt det, jeg laver i min fritid. Hvad kan jeg egentlig lide at lave? Der er mange forskellige ting. Men hvad er det, der giver allermest mening? Det, der tilfører mig ny indsigt, inspiration og glæde? Det ved jeg ikke, og jeg shopper lidt rundt. Men det gør, at jeg hele tiden bliver i tvivl, hvad der specifikt definerer mig. Helt banalt. Så måske er det problemet: at der er masser af ting, jeg laver, som måske gør det sværere for passionen at komme frem?

3. post

Tanker om fremtiden. Den her hænger sammen med post 1.
Jeg vil have, at den passion i min uddannelse skal drive mig hen til et job, hvor passionen også skal være der. Igen skal der være den der entydige følelse af, at sådan som mit liv er, er lige præcis som det skal være, og at det er den eneste rigtige måde, det kan være på. Jeg mærker det allerede nu, at folk spørger, om jeg synes, jeg er landet på den rette hylde. Det vil jeg gerne kunne svare ja til. Og ikke med rolig stemme a la “det er jeg vel nok”, men med et højt og tydeligt “ja”.

4. post

Hvad med verden? På denne her post skal jeg løse mit forhold til verden. Hvorfor kæmper jeg ikke noget? Hvorfor handler det hele om mig selv og min egen lille boble? Hvorfor gør jeg ikke noget? Okay, jeg har da masser af meninger og tanker om verden, og det er da ikke sådan, at jeg ikke føler noget ifht. alle de ting, der er galt med verden eller alt det forfærdelige den, rummer. Men det bliver jo ligesom aldrig til så meget. Igen vågner jeg ikke op om morgenen og ved, at jeg vil og kan gøre en masse for miljøet, blive politisk aktiv eller noget trejde.

5. post

Det sociale. Jeg har mange meget skønne venner, som jeg holder helt utroligt meget af. Men jeg har det med at føle mig lidt fjern nogle gange. Som om vi ikke kan nå helt ind til hinanden. Igen higer jeg efter en eller anden helt vild følelse af at venskabet skal slå gnister, og at vi skal være 100 % på hinandens bølgelængde. Den følelse finder jeg ikke rigtigt i hverdagen, hvor jeg snakker om løst og fast med mine venner, drikker en kop kaffe over læsningen eller laver pasta til aftensmad.

Min skattejagt er gået i hårdknude, og jeg er blevet væk. Måske er det fint nok. Det her var en klassisk “jagten på noget”. Og jeg tror ikke, jeg finder det “noget”, altså passionen, den er måske utopisk. Men derfor er jagten måske fin i sig selv, for den kan vise, at jeg, og nok ca. os alle sammen, løber lidt forvirret rundt og prøver en masse forskellige ting og forhåbentlig en passion, der gør os glade. I denne her jagt på den store passion har jeg fundet en masse ting, jeg kan lide, og det kan vel kun være godt, at det er en masse forskellige ting?

Det kan godt være, de ikke kan pakkes sammen og give en stor passioneret lykkefølelse, men min hverdag betyder noget for mig, og det må være nok for nu. Så “skatten” må i virkeligheden findes i alle posterne, i alt det, der gør én glad, og glæden i at livet ikke nødvendigvis behøver at have en sammenhæng og et mål.