Interview med forfatteren Thomas Korsgaard

13. september 2019

Som barn måtte han sænke hovedet og falde i hak med omgivelserne, i venteposition til dét liv han drømte om. Så flyttede han til København og skrev to romaner, der delvist baserer sig på barndomsbyen og opvæksten. Interview med den unge forfatter, der voksede op på en gård i Nordjylland, hvor bekymringerne var stærkere end håbet.

I et snit mellem det levede liv og fiktionen

Følelsen af deroute var til tider altoverskyggende, og mest af alt havde han lyst til at flygte. Sætte i spurt og løbe langt væk fra den undergangsstemning, der havde sat sig langs panelerne i det lille hjem for enden af den forblæste markvej.

Det gjorde han så. Thomas Korsgaard tog den chance, han hele barndommen havde higet efter.

I dag sidder Thomas Korsgaard i en lille to-værelses lejlighed i Københavns Nordvestkvarter, langt væk fra provinsflækken Nørre Ørum og det sted, han voksede op. Han er 24 år og har skrevet to bøger om den barndomsby, han forlod som 17-årig.

I de to bøger, Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det, skriver han om drengen Tue, der vokser op langt ude på landet i det lag af samfundet, hvor det er, som om man er snublet og dumpet ned på bunden.

Det er en ærlig skildring af en uskøn opvækst i provinsen. Om at vokse op i en familie, der gynger mellem kærlighed og kaos, og hvor bekymringerne til tider hænger så tungt, at de kvæler al håb om bedre tider.

På familiens nordjyske gård tumler den unge Tue ned ad ungdommens snørklede sti, og stien, der synes at være al for smal, er kuperet med vreden fra en brysk far, der helliger al sin tid med at traske gården tynd i et par mudrede gummistøvler. På den måde undgår han nemlig at bruge tiden med Tue og hans to mindre søskende.

Og den moderlige trøst, Tue længes efter, synes at sive igennem hænderne på dem begge. Gang på gang finder han moderen i en urolig ubalance mellem depressionens mørke favntag og en moders ufravigelige kys og kram. Hun gør, hvad hun kan, og i et famlende forsøg på at holde sammen på noget, der bare minder en smule om en familie, hiver hun familien med på all-inclusive tur til Alanya. Så skal det hele nok ordne sig.

Alligevel er det, selvom han oftest ikke er til stede, ekkoet af faderens rungende vrede, der fylder i hjemmet og i alt, hvad de gør. En evindelig nedtur, om de vil det eller ej.

Men bøgerne er også en fortælling om alt det, man som ung teenager i provinsen går og bakser med: de slørede gymnasiefester, familiens bånd, brusende storbydrømme og det med kærligheden.

Thomas Korsgaard skriver om Tues liv i Nørre Ørum, fordi det minder om dét, han selv kommer fra. Han ved, hvad det vil sige at vokse op i en familie, der falder mod bunden af samfundet og ligger dér, intet at gribe fat i og intet at se frem til. Her er familiefester med hvide plastikstole, kartofler og tørt kød i sølvbakker, og hele tiden lurer katastrofen lige om hjørnet, så en revne vil slå igennem i næste sekund og få både glassene og selvbilledet af en velfungerende familie til at knitre.

Thomas Korsgaard er ikke Tue, og hans bøger er ikke en én-til-én fortælling om sit eget liv – det er vigtigt for ham at fortælle. Men Thomas’ fortælling om Tues liv på landet minder om hans egen, og han bruger fiktionen til at komme tæt på sin egen opvækst i sin egen familie. For lige dér, i snittet mellem det levede liv og fiktionen, ligger sandheden og venter.

Lyt med.

Illustration af Maria Nekman Arevad

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her