Interview med Sage Lenier: Vi skal have klima på skoleskemaet

Jeg er taget til konferencen LOOP i København, hvor bæredygtighed og cirkulær økonomi er vigtige overskrifter. Her skal jeg tale med den unge amerikanske klimaaktivist, taler og medieperson Sage Lenier.

Sage, 25, kæmper for at få klima på skoleskemaet og blev i 2023 hædret af Time Magazine som “Next Generation Leader”. Vi skal snakke om arbejdet med organisationen Sustainable & Just Future, og om at være ung og klimainvolveret. Men inden jeg får lov at snakke med Sage, skal hun holde en tale på hovedscenen.

Sage Lenier taler på hovedscenen ved bæredygtighedskonferencen Loop. Foto: Kristian Ridder-Nielsen/Dagbladet

Først og fremmest klimaaktivist

På hovedscenen introducerer Sage Lenier sig selv som klimaaktivist, content creator, talsperson og leder af uddannelsesprogrammet Sustainable & Just Future.

Jeg bider mærke i, at hun først og fremmest nævner, at hun er klimaaktivist. Så da jeg senere får mulighed for at stille nogle spørgsmål, er jeg nysgerrig på, hvad klimaaktivisme betyder for hende:

“Ordet klimaaktivist bruger jeg til at beskrive hele bredden af det arbejde jeg laver. Jeg er i den ret særlige position, at jeg har mulighed for at repræsentere klimabevægelsen over for nogle mennesker i magtfulde positioner og bruge den position til at tale for klimabevægelsen og til at skubbe den frem.

Direkte aktioner har jeg ikke været med til det sidste stykke tid, men det kommer jeg til, og det er i hvert fald slet ikke noget jeg er imod.” Direkte aktion er et udtryk klimabevægelsen bruger om en slags aktivisme, hvor man fysisk gør modstand med sin krop. Sage nævner for eksempel, at hun har venner, der i protest har lænket sig fast til et privatfly.

Klik her og Støt SEIN

“Jeg tror, at mange mennesker har en idé om, at den eneste handling, de kan tage, er at lænke sig til døren uden for et privatfly og lave direkte aktion. Direkte aktion er også fantastisk, men meget af forandringen skal også komme fra samfundet. Jeg synes, uddannelse er vigtigt, så folk lærer, hvad de skal prioritere.”

For, som hun senere siger: “Lige nu tror folk, at det bedste, de kan gøre, er at drikke havremælk.”

Klima på skemaet

Som 19-årig skabte Sage Lenier programmet Sustainable & Just Future på University of California, Berkeley. Det er en non-profit organisation, som laver universitetsprogrammer på universiteterne i USA. Målet er at give folk den klimauddannelse, de ellers ikke får i uddannelsessystemet. Siden har 2500 studerende været gennem programmet. 

“Det, vi laver i øjeblikket, har selvfølgelig også sine begrænsninger. Jeg vil gerne komme til at nå ud til mange flere mennesker. Men det er virkelig svært at ændre på et system, der ikke har nogen interesse i at blive ændret på, når det kommer til uddannelse eller politik eller noget andet for den sags skyld.

Så lige nu undersøger vi forskellige muligheder for, hvordan vi kan gøre vores uddannelsesprogram offentligt tilgængeligt – altså helt uden begrænsninger. Jeg vil gerne nå ud til mange flere mennesker og ikke kun dem, som vi kan nå på et universitetscampus.”

I USA koster det nemlig mange penge at gå på universitetet, og Sage peger på, at klimauddannelse burde være tilgængeligt for alle. Uanset om man har penge til at gå på universitetet eller ej. 

Vil du sige, at du er ekspert i klimaforandringer, og skal man være det for at have noget at sige om det?

“Nej, det tror jeg ikke. Jeg er her for at give folk ny viden, og det gør ikke noget, at jeg ikke er verdens førende forsker inden for det. Klimaforskere er tit ikke så gode til at kommunikere, måske fordi de er så dybt nede i det, de arbejder med.

De ved ikke, hvad almindelige mennesker tænker eller bekymrer sig om, og de ved ikke, hvordan de skal formidle det. Der er det nemmere for mig at nå ud til folk, selvom jeg ikke er klimaforsker.”

Men hvad er det så, vi kan gøre for at få klimadagsordenen til at være mere til stede i vores skoler og på vores uddannelser, måske også dem, som ikke er direkte relateret til klima?

“Noget af det, vi prøver at gøre med vores universitetsprogrammer, er at komme ind på en skole og virkelig styrke eleverne. Vi vil have dem til at tænke “helt sikkert, vi har brug for det her” og derigennem hjælpe dem med at starte en bevægelse. Jeg tror, det er den største styrke, vi har, og yderligere at studerende mødes på tværs af landet.

Desværre har klimabevægelsen nogle gange gjort sig bemærket ved at være for forudsigelig og ikke vedholdende nok, i stedet for at sige “fra mandag af og på ubestemt tid, indtil vi vinder, så kommer vi ikke i skole”. Det er ligesom lidt for nemt for systemet.

Jeg tror, at vi må være mere forstyrrende og gøre det på en måde, så de ikke kan sige nej til os. Det er den bedste chance, vi har. Det er bare ikke særlig let at skabe forandring på universiteterne på den måde.” 

Brug for en fælles front

Klimabevægelsen har taget mange forskellige former, og uddannelsessystemet har altid været en vigtig del af den. Et eksempel er Greta Thunbergs “Fridays For Future”-demonstrationer, hvor skoleelever i 7.500 byer over hele verden strejkede fra skole hver fredag i protest.

Og selvom oplysning og uddannelse er de primære fokuspunkter i Sages arbejde, er hun samtidig meget tydelig omkring, at alle de forskellige dele af klimabevægelsen har brug for hinanden. Ingen af dem kan drive den nødvendige forandring alene. Hun mener også, at vi må se på, hvordan man tidligere har krævet store samfundsforandringer:

“Intet godt sker uden forstyrrelser og demonstrationer, i nogensomhelst sammenhæng. Race, feminisme, queer-rettigheder, alle sådan nogle ting. Intet godt sker uden massive forstyrrelser.” 

Sage er tydeligvis en både stærk og karismatisk person. På trods af de stærke vendinger om nødvendigheden af forandring, synes jeg, at jeg kan mærke en vis tro på, at tingene kan forandre sig. Derfor spørger jeg ind til, hvad det er, hun håber at opnå med det, hun laver?

“At reducere lidelse. Folk snakker altid om optimisme og håb. Jeg har ingen af delene. Jeg er bare realistisk. Vi er blevet født ind i en allerede fastsat mængde af ødelæggelse og lidelse, og det er jeg jo selvfølgelig ikke glad for. Det er derfor, vi (red. Sustainable & Just Future) er her.

Jeg har ikke noget at være optimistisk over, men lad os være realistiske. Der vil stadig være adskillige milliarder mennesker på planeten om 50 eller 100 år fra nu, så hvad skal vi gøre for at hjælpe dem med at overleve?.”

Netop hvad der er realistisk, har vist sig at være svært at blive enige om. Men Sages idé om vidensdeling som et middel, lader til at kunne samle de fleste på tværs af spektret.

“Jeg siger altid til folk, at jeg ikke vil have flere klimaaktivister, jeg vil have en klimabevægelse. De fleste har haft den her virkelig lange samtale om racisme og slaveri og sådan nogle ting.

Og det er ikke fordi alle er blevet raceretfærdighedsaktivister, men det betyder, at de fleste ligesom er på bølgelængde – ikke i hele Amerika, men på den liberale side. Vi har ikke haft den samtale om klima, vi har bare klimaaktivister. Jeg tror, at den samtale vinder lidt frem, og det er her uddannelsen kommer ind.”

Samtalen om klima, skal ikke kun foregå blandt klimaeksperter og -aktivister. Det skal være noget, vi alle taler om og har en fælles forståelse for.

“Man behøver ikke at være klimaekspert, men man skal være klimadannet. De fleste mennesker i USA er racedannede. De er ikke eksperter, og de er ikke aktivister, men de er dannede. Og det er det (red. klimadannelse), der betyder noget.”

Tekst: Jens Ozmec

Visuelt: Sofie Mylliin Rasmussen

Redaktør: Frida Schmidth Nielsen