Til klimatopmøde som ung aktivist

Globalt klimatopmøde i en oliestat

FN’s 28. årlige klimatopmøde, COP28, har netop fundet sted i Dubai. Her har verdensledere, virksomheder og interesseorganisationer forhandlet en global klimaaftale i to uger. Dubai ligger i De Forenede Arabiske Emirater, som er verdens syvende største olieproducent, og direktøren for landets største olie- og gasselskab har siddet i spidsen for forhandlingerne.

Mange har kritiseret værtsskabet, fordi udfasningen af fossile brændsler, herunder olie og gas, er essentielle for at løse klimakrisen. For vil en forhandlingsleder, som tjener kassen på at sælge olie og gas, skrive udfasningen af netop dette ind i en bindende global aftale?

Aktivister fra hele verden er taget til Dubai for at lægge pres på forhandlingerne og den vigtige udfasning af fossile brændsler. Det er dog ikke med samme muligheder for aktivisme som i Danmark, for i De Forenede Arabiske Emirater er der hverken forsamlings- eller ytringsfrihed. Alligevel vil aktivisterne kæmpe for en ambitiøs klimaaftale. En af dem er Salam, der er taget til COP28 med tre andre aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Salam er 19 år, kommer fra Nykøbing Falster og arbejder som lærervikar. Til februar flytter han til København for at læse medicin. I fritiden er Salam engageret aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse og elsker lange aftener med venner, te og gode snakke. 

28. november: Stilhed før storm

Salam ankommer til Dubai lige inden midnat den 28. november. Det er første gang, han skal deltage i en COP. Der var et begrænset antal aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, som kunne komme med, og Salam er glad for at en af pladserne gik til ham.

Med pladsen følger også et stort ansvar, så Salam er spændt og lidt nervøs for, hvordan de næste to uger skal forløbe. De andre tre aktivister har deltaget i COP før og kender mennesker og begreber som Salam aldrig har hørt før. Men han glæder sig også. Salam er meget ekstrovert og kan ikke vente på at møde en masse nye mennesker fra hele verden.

Salam, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse

29. november: Socialt rus og næse puds

Det er dagen, før COP28 skydes i gang, men Salam og de andre aktivister har allerede meget at lave. De mødes med aktivister fra det globale nord og det globale syd under paraplyorganisationen WAT-GP (We Are Tomorrow Global Partnership). De er cirka lige så mange mennesker, som der er i et klasseværelse, og det føles helt vildt godt at lære alle at kende.

Der er præsentationsrunde, og det er helt som at starte i en ny klasse. Salam får alle til at grine på første dag, Det sociale kører, mens næsen løber. Dagen forinden havde Salam nemlig siddet i den danske novemberkulde i et kvarter og ventet på metroen uden jakke, fordi den er der jo ingen grund til at have med til Dubai. 

Tilbage på hotelværelset kommer nervøsiteten tilbage, og som Salam fortæller os, at han “gik i seng med høj adrenalin og en snottet næse”. 

30. november: Whaaat, nu er vi igang

Det er første dag af COP28 og Salam glæder sig til “det her exciting ass shit”. Han hører åbningstalen, som han lidt modvilligt må give stor ros for retorikken. Den handler blandt andet om rammerne for en fond, der skal gå til klimaskader, som i sig selv er positivt.

Salam og de andre fra Den Grønne Ungdomsbevægelse mener bare ikke, at pengene kan række nok på nogen måde. Det skal de snakke med nogle medier omkring, og Salam får lavet sit første interview, hvor nervøsiteten får ham til at fumle lidt med ordene. Lige pludselig skal han også med på live-tv, og det går til gengæld rigtig godt. 

Salam og de andre aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse håber på at kunne komme i kontakt med de danske ministre til COP28 og skubbe dem i en grønnere retning. Det er især ret svært at få et møde med Mette Frederiksen.

Dog har Theresa, en af de andre aktivister, tidligere på dagen været til møde med den hollandske premierminister, der undrede sig over, at Mette Frederiksen ikke ville snakke med aktivisterne. Så han gjorde det mest oplagte: tog en selfie med Theresa, sendte den til Mette Frederiksen med en besked om, at han synes, hun skal mødes med Theresa omkring Den Grønne Ungdomsbevægelse. 

Impostersyndromet rammer Salam, idet han kommer hjem på hotelværelset, og han tænker: “Hvad laver jeg her?”
 

1. december: Held og lokal pizza

Heldet følger Salam og de andre aktivister på anden dag af COP28. Det starter godt ud, da der bliver åbnet for en ny indgang, lige idet de ankommer til konferencen. De kan styre lige udenom den enormt lange kø  – helt som når medarbejderen i Netto åbner en ny kasse. Inde til konferencen skal de mødes med en masse aktivister i den helt anden ende af området.

Ud af ingenting kommer et lokalt minitog forbi, et slags tivoli-tog, som kører dem den lange vej. Og ikke nok med det byder en lokal mand dem senere på 4 gratis pizzaer, han lige havde til overs. Salam og de andre tager glædeligt imod. Som Salam siger, da jeg taler med ham: “Vi tager imod deres (De Forenede Arabiske Emiraters, red.) mad – men ikke deres greenwashing.”

Salam er godt nok vildt kræsen, så de andre spiser pizzaerne, og han får nogle kopnudler.

Ellers står dagen i networkingens tegn. Salam snakker med en palæstinensisk aktivist, mens han varmer vand til sine kopnudler og bliver gennem hende en del af flere aktivistgrupper. Og i stedet for at høre Mette Frederiksens tale, som han i øvrigt ikke har adgang til at komme ind og høre fysisk, tager han til et møde med nogle af de palæstinensiske aktivister. 

Senere spiser han aftensmad med de danske ungdomsdelegater, Marcus Taulborg og Lise Coermann Nygaard. De kommer ind på, at ungdomsdelegaterne heller aldrig har mødtes med hverken Mette Frederiksen eller Dan Jørgensen. Og det får ikke ligefrem et møde med ministrene til at virke nemmere at få på benene. 

Salam går i seng med en god fornemmelse i maven, dog rimelig sent, da han lige havde glemt at lave et opslag til Instagram. Han har virkelig fået mødt mange spændende mennesker og føler, at mange gode ting er blevet sat i værk.

2. december: En gammel bekendt

Klokken 10 er Salam igen ved konferencen og her på dag tre skal TV 2 følge aktivisterne fra Den Grønne Ungdomsbevægelse. Salam deltager i flere møder og tager blandt andet til et arrangement, hvor der skulle have været gratis mad. Men dag tre bød hverken på gratis mad eller tivoli-tog.

Til et arrangement i den tyske pavillon møder han en gammel bekendt belgier. De har aldrig mødt hinanden, men har siddet til Zoom-møder sammen i deres tid som aktivister i Fridays For Future og aftaler at mødes nogle dage senere. Networking, networking, networking!

Aftenen byder på mad med alle aktivisterne fra WAT-GP og senere en irsk bar.

3. december: Demonstrationer i Dubai

En træt men veloplagt Salam er efterhånden ved at være godt inde i dagsordenen til COP28. Han deltager i en demonstration om klimakrisen og dens påvirkning af vores sundhed, som var en vellykket aktion. Salam, der ovenikøbet er palæstinenser, tager med de andre til en meget rørende solidaritetsdemonstration for Palæstina. Her møder han sin palæstinensiske kontakt – hende, han mødte med kopnudlerne – som spørger, om Salam ikke har lyst til at deltage i et interview? Et interview med Al Arabiya.

Salam er efterhånden vant til interviews, takker ja og bliver heldigvis ikke mødt af nogen spydige spørgsmål. Efter interviewet suser Salam hen til et event, hvor han skal stille spørgsmål til publikum. Han når ikke at komme før tid og snakke med deltagerne, men når det lige til eventets start. Salam suser videre til endnu et interview, denne gang med mig. På et telefonopkald fortæller Salam en times tid om sin første uge til COP28.

Den travle aktivist er også nødt til at skynde sig videre for at mødes med sin kusine, der faktisk bor i Dubai.

Tekst: Frida Schmidth Nielsen

Visuelt: Josefine Kynne

Redaktør: Janê Gad Akrawi