Tech-tanker: Det teknologiske kapløb om Metaverset

16. august 2022

Tech-Tanker er en serie, hvor Anna undersøger nutidens mest innovative og intelligente tendens; teknologien. I vores digitaliserede verden er tech-giganterne hele tiden i vækst – på både godt og ondt. Denne serie graver i tech-aspekter, der bevidst eller underbevidst påvirker os i vores hverdag og hjælper os med at forstå de vigtigste teknologiske fænomener.

Under coronanedlukningerne blev virtuel Zoom-undervisning og møder på Teams til hverdag. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at fremtidens arbejdsplads i langt højere grad kommer til at foregå i et virtuelt univers – metaverset – hvor kampen om ejerskabet er ved at tage form.

Visuelt af Emma Svane

Hvad er Metaverset?

“The Metaverse” stammer fra science fiction-romanen ‘Snow Crash’, der i 1992 beskrev en gigantisk planet i virtual reality, hvor man som en avatar kunne mødes med folk over en kop kaffe, gå på natklub, til koncert og bygge sit eget hus – som netop også er visionen med Metaverset. Et univers hvor vi kan interagere med andre og leve et digitalt liv gennem en figur. Rent teknisk er metaverset en virtuel verden i 3D, som tilgås via augmented reality (AR) eller virtual reality (VR), ved hjælp af VR-briller (som i fremtiden sikkert er forklædt som en smart ‘normal’ brille). 

Metaverset er med andre ord fremtidens internet, der skal opløse tid og rum. En parallelverden i 3D. Iført dine briller kan du gå rundt i verdener, som virksomheder eller andre brugere har skabt. I metaverset vil du kunne shoppe, dyrke motion, spille spil, gå til undervisning og måske endda arbejde og tjene penge, der kan bruges derinde. 

Gennem Metaverset vil mine fremtidige redaktionsmøder med nyhedsgruppen her på SEIN formentligt blive rundt om et bord i vores eget virtuelle kontorfællesskab. Måske mine fremtidige aftaler med veninder bliver på en virtuel café, hvor vi drikker en kop kaffe, vi selv har brygget i køkkenet. En biografdate kan afvikles i Netflix’ egen biograf i Metaverset, hvor man ser en film med andre Metavers-brugere. Kan I se det for jer? 

Metavers-kapløbet

Facebooks navneskift til Meta er et glimrende symbol på, hvem der skal sætte dagsordenen for det kommende Metavers, hvis man spørger Zuckerberg og hans hold. Med navneskiftet kom nemlig udmeldingen om 10.000 nye udviklere i firmaets europæiske kontorer, samt ønsket om, at Meta ikke længere skulle ses som et social medie-selskab, men som et metaversselvskab

Hvis man spørger Tech-journalist Anders Høeg Nissen, er det dog ikke ovenstående der er længst med udviklingen – det er tværtimod spilfirmaer som f.eks. Fortnite. Sidste år så vi et eksempel på dette, da rapperen Travis Scott optrådte live gennem computerspillet, som en virtuel figur med egen stemme, i en verden han selv havde skabt. 30 millioner brugere var med til koncerten og 200 millioner livestreamede på YouTube. Altså en revolutionerende begivenhed. 

Af andre tech-giganter der er med i kapløbet om Metaverset, tæller også Disney og i særdeleshed Microsoft, med deres platform Mesh. Google har ligeledes deres egen virtual reality brille, Google Glass. Også hardware-firmaerne er i gang med udviklingen af f.eks. lugte-apparater og hjerne-chips, så vi kan kontrollere Metaverset med tankens kraft og sågar lugte til internettet. Altså tyder meget på, at de dominerende tech-giganter gør sig klar til kampen om Metaverset.

Noget der godt kan blive problematisk er, hvordan det i Metaverset er vigtigt, at tingene spiller sammen og fungerer på tværs af hinanden. Noget, der let kan blive svært med flere aktører. Samtidig er det også noget rod, hvis én stor virksomhed – som f.eks. Meta – skal sætte hele dagsordenen for metaverset. 

Problematikken leder op til det afgørende dilemma;

Skal Metaverset udvikles af virksomheder som f.eks. Meta og Microsoft, som så bliver ejer og kontrolløren af det, eller skal det udvikles som internettet, uden ejer og direkte kontrollør?

Dataindsamlingen bliver Metaversets levebrød – men hvad med etikken? 

I 2017 meddelte magasinet The Economist, at verdens mest værdifulde ressource ikke længere er olie, men derimod data – en af de centrale grunde til, at techgiganterne gerne vil have dig med ind i metaverset. Hvis man spørger ekspert i sociale medier Astrid Haug, vil den ekstreme dataindsamling, vi oplever i dag gennem f.eks. TikTok og Instagram virke uskyldige ved siden af den, der kommer til at foregå i metaverset. Data om alt fra kropsbevægelser, puls og humør vil kunne blive læst ud fra vores ansigtsudtryk, og med fremtidens mulige reguleringer for dataindsamling, gør techgiganterne sig da også klogt i at finde på en ny måde at høste vores personfølsomme data.

Metaverset kan måske lyde kompleks, men udover det tekniske, er der endnu et lag; det etiske aspekt. Gennem et stort læk i The Wall Street Journal sidste år, kom det frem, at Meta har været orienteret om en række grundlæggende problemer med Facebook og Instagram, men bevidst ignoreret disse for profit. Det er blandt andet grundet disse afsløringer, at nye reguleringer er på vej mod tech-giganterne – f.eks. mere gennemsigtighed og kontrol med deres (skadende) algoritmer. Metaverset kan derfor forstås som om, at mens ‘data-politiet’ går i gang med at regulere den ‘gamle’ verden – ved at opsætte nye regler for de digitale apps – går tech-giganterne i gang med at skabe den ‘nye’ verden gennem Metaverset, hvor der hidtil ingen regler er. 

Slutteligt er der spørgsmålet om vi i fremtiden overhovedet vil kunne skelne mellem den fysiske virkelighed og AR/VR – denne form for teknologi har nemlig potentiale til at ændre på menneskets virkelighedsopfattelse. Vi har de seneste år set, hvad misinformation på internettet kan gøre, så at vi nu giver verdens mest magtfulde tech-aktører mulighed for at påvirke vores egen virkelighed, virker for mig, som en farlig udvikling. Dog en udvikling der er uundgåelig. 

Eksperter mener, at metaverset kommer til både at ændre måden, vi er online på, men også måden vi arbejder, lærer og omgås andre mennesker. Om det bliver til det bedre eller værre, og hvilken tech-boss, der bliver skyld i det, må tiden vise. 

Hvad tænker du?

  1. Mette Just Jørgensen siger:

    Jeg er forundret over hvor meget magt vi gennem tiden har tilladt at lægge over i udemokratiske hænder, som techgiganterne i høj grad er. Gang på gang har undersøgelser vist hvor skadelige deres algoritmer er, både Google og Facebook, og samtidig hvor ligeglade ejerne bagved er. Se blot hvordan hadtale, udemokratiske samtaler og ekkokamre blomstrer på facebook, uden de på nogen måde stilles til ansvar. Lige netop disse punkter er jo det de skaber profit på, hvilket vi tillader i vores demokrati. Det gør mig urolig at der er placeret enorm politisk magt i forretninger, der kun har profit for øje og på ingen måde demokrati. Lige en sidenote til resten, men synes det er så fedt at i skriver om netop dette, da det er så utroligt spændende, komplekst og ikke mindst vigtigt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her