Jeg havnede dér, hvor ingen nogensinde drømmer om at være

15. juni 2020

BIDRAG

Tibage i Maj 2016 blev Mathias’ tur til Thailand forvandlet til et mareridt. Et traumatisk overfald, eskalerede i at Mathias 3 et halvt år efter, var så fyldt op med angst, stress og depression, at det til sidst blev for meget. Dette er hans historie og hans opfordring til andre unge, om ikke at gå med deres egne traumer alene.

Jeg fik i november 2019 konstateret en slem depression. Grunden til at det hele faldt sammen der, var fordi jeg gav slip, og lod mange års indre følelser komme ud. Jeg åbnede op over for familie og venner. Alt havde hobet sig så meget op at jeg ikke kunne overskue livet længere.

Mit navn er Mathias Søby Kristensen. Jeg er 24 år gammel og valgte for en lille måned siden at stå frem med min historie om da jeg blev overfaldet og misbrugt. Siden jeg har udgivet den, sidder jeg med en følelse af at alt for mange render rundt med en indre kamp, måske ikke præcis den samme kamp, men de kæmper. De kæmper helt alene.

Grunden til at jeg gerne vil mere ud med min historie, handler i bund og grund om, at jeg føler at det er på tide at der for alvor bliver taget fast i debatten omkring, “det er okay ikke at være okay”. Jeg har desværre fået utallige beskeder fra folk, der er bange for at bryde ud med at have oplevet dårlige ting, de har enten været bange for at blive grint af, eller ikke blive taget seriøst. Alle skal vide at det er trygt at åbne op, fordi vi render alle sammen rundt og bøvler med et eller andet i rygsækken!

Klokken 06.30 skulle vi begge have været på et fly på vej hjem til Danmark, men jeg er der ikke.

Billedeserie af Søren Katborg-Vestergaard

Det er nu snart 4 år siden at jeg begyndte at gemme mine følelser, efter min tur til Thailand. Det tog mig 3 ½ år før jeg var fyldt op med stress, angst og en depression. Og som sagt startede det hele tilbage til i maj 2016. Nedenfor vil jeg dele samme historie med jer, som den jeg delte på min facebook, så i kan få et lille tilbageblik på hvad der egentlig skete:

“Det er d. 16. Maj 2016, sidste aften på vores rejse til Thailand.
Det er denne aften hvor vi var udsat for et traumatisk overfald, hvor vi begge bliver drugged. Vi har begge et blackout fra omkring 20.30 og cirka 16 timer frem.
Klokken 06.30 skulle vi begge have været på et fly på vej hjem til Danmark, men jeg er der ikke.
Mit første minde er at jeg vågner op i en fremmed persons lejlighed, nøgen og i gang med at blive sexuelt misbrugt.

Mine gode kammerat er kommet med flyet, men vi har først kontakt da han mellemlander i Dubai.
Ingen af os kan rigtig huske hvad vi har snakket om og ingen af os har været i stand til at tage nogle fornuftige beslutninger, da vi stadigvæk er påvirket af hvad, der blev puttet i vores drinks.
Det meste af dagen kan jeg kun huske i små glimt. Indtil engang ud på eftermiddagen, hvor jeg først kommer nogenlunde til mig selv.
Her sidder jeg så nøgen i et bad. Fyldt med voldsom angst og panik, over hvad fanden der er sket, hvor jeg er og hvad der skal ske.
Jeg er ikke alene, men da jeg begynder at hyperventilere og panikke fuldstændigt, vælger personen der er med i badet, at gå ind på soveværelset og hente et lille glasrør, blandet med div. stoffer og gir det til mig og siger på sit dårlige engelsk “smoke, this will help” Det gjorde det.
I min rus tidligere den morgen, havde jeg aftalt med min far, at jeg valgte at blive indtil fredag, da jeg troede jeg var i trygge rammer på trods af at jeg havde fået stjålet mit kort og de folk jeg boede ved ikke kunne et ord engelsk. Måske jeg ikke vil tabe ansigt overfor dem og gerne ville opleve den mørke side af turismen? Jeg finder nok aldrig ud af det
Denne rutine med at tage en masse hårde stoffer hver gang angsten nærmede sig, stod på, hele den uge.”

Den 9. Marts 2020 – var første gang jeg delte denne ydmygende og tabubelagte historie om en rejse, der endte galt, og hvilke konsekvenser det har medført. Det har taget mig 4 år ikke at være fyldt med skam og skyld at sige det mest sårbare jeg nogensinde har sagt i mit liv. “Jeg er blevet sexuelt misbrugt”. En sætning der hver dag stadig fylder mit hoved. Hvorfor lod jeg det ske? Hvorfor lod jeg det stå på alle de dage jeg var der. Fordi jeg følte mig taknemmelig over at være blevet reddet. At mine grænser forsvandt som et ydmygt tak. Men når jeg tænker tilbage på det, er det som om at jeg bliver fyldt med angst, panik og en følelse af afmagt.

Jeg kunne ikke ringe til nogen, fordi så skulle jeg jo fortælle hvad der var sket, så jeg ville hellere sidde alene tilbage med denne følelse af skyld og skam.

Grunden til at jeg har holdt det tilbage, tror jeg, er fordi jeg har haft en følelse af, at blive presset af den mandlige kønsrolle. En mand var engang i mine øjne En klippe, en mur, en altmuligmand, en der kan lægge sine følelser på hylden, og sidst men ikke mindst, en der kan slå fra sig. Jeg slog ikke fra mig da jeg blev sexuelt misbrugt. “Jeg lod det ske gang på gang på gang, uden at slå fra mig eller sige fra” denne sætning har siden dengang kørt rundt i mit hoved, og lige præcis de tanker kan få mig til at føle sig som mindre mand.
Jeg kender selv en der har været sådan en mand engang og det er mig. Siden jeg blev teenager husker jeg at have prøvet på at snakke om hvordan jeg har det og hvordan jeg havde alle de her følelser – men blev gang på gang mødt med sætninger – er du homo, du en tøs, tudethias. Jeg vil på ingen mulig måde sige jeg har været udsat for mobning. Men når man som usikker teenager hører de samme sætninger omkring de samme ting – lærer man til sidst bare at lukke af, og sikre sig man ikke bliver kaldt det igen.
Så da jeg var omkring 15 blev det første gang for meget for mig, at skulle holde alle de følelser inde. Bomben sprang og jeg begyndte at lave skade på mig selv. Jeg skulle hærdes. Og det blev jeg. Følelser blev lukket helt ned. Jeg lærte ret hurtigt at bygge verdens højeste mur, en facade, der dækkede mit sårbare indre. Og når man ikke skal passe på sig selv – kan man jo altid passe på andre! Så jeg tog supermandskappen på og fløj derud af, fester, skole, alkohol, prøves grænser af.
Inden Thailand, følte jeg at jeg ligesom lidt havde prøvet mine grænser af og var landet et ganske fornuftigt sted. Men da jeg kom hjem, var det som om alle mine grænser forsvandt, jeg kunne arbejde i døgndrift og når jeg ikke arbejdede drak jeg mig fra alle sanser, begyndte at eksperimentere med kokain. Pludselig var alle de bekymringer der kom når jeg drak væk. Nu kunne jeg alt og alt var rart! Det kunne ikke blive vildt nok. Det var på en og samme tid, en utrolig ensom periode i mit liv. Når jeg endeligt var mig selv, var jeg alene, det var mørkt, tankerne fløj lidt rundt, men jeg havde ingen tætte venner der vidste hvad der var sket, så jeg anede ikke hvem jeg skulle ringe til. Jeg kunne ikke ringe til nogen, fordi så skulle jeg jo fortælle hvad der var sket, så jeg ville hellere sidde alene tilbage med denne følelse af skyld og skam. Og når jeg var ude og drikke mig stiv tænkte jeg tit – folk gider da ikke høre på at jeg har det dårligt. Fordi, så ødelægger jeg jo bare stemningen og festen må lukke. Sådan har jeg haft det med mig selv, lige siden jeg blev overfaldet og misbrugt.

Den første jeg fortalte historien til, inden jeg delte den på min facebook, var min daværende kæreste. Jeg fortalte hende ikke præcis hvad der var sket, men at jeg var blevet sexuelt misbrugt, jeg blev mødt af den dejligste reaktion, den var lige præcis som den skulle være. Jeg fik et mindre angstanfald omkring da jeg fortalte hende det, og endte med at ligge i lille ske i mange timer. Det var første gang der nogensinde blev nævnt hvad der var ske. Så der gik hul på bylden. Og ud flød angst, vrede, gråd og mit liv blev vendt om 110 grader. Jeg skulle til at lære at leve med at have angst. Jeg skulle lære at styre en følelse af at føle sig enormt forladt. Jeg skulle lære at styre en gammel vrede som blussede op. Og så skulle jeg vende mig til at jeg også blev ramt omkring mit sexliv og at det også bar præg af hvad der var sket.
Den dag i dag, har jeg stadig svært ved at acceptere at jeg som mand har store udfordringer omkring mit sexliv, dette hjælper heller ikke depressionen også har taget sin plads. Når man som mand er på antidepressiver er der visse bivirkninger der medfører nedsat sexlyst og vanskeligheder med rejsning.
Og jeg har endelig lært at leve med at sådan er det i en periode. Jeg må som med alt andet lære at arbejde med det, og gå ærlig ud i livet. Men at få bugt med skamfølelsen, er noget der tager tid.

Jeg går ærlig ud i verden og fortæller præcis om hvad der er sket, hvad det har gjort ved mig, og tillader at vise min sårbarhed.

Udover at føle skyld og skam – har jeg har gemt mig bag løgne om hvorfor jeg ikke havde overskud til at ses, eller hvorfor jeg ikke lige kunne komme med ud for at drikke øl eller hvorfor jeg ikke har lyst til at have sex. Jeg besluttede mig for ikke at længere at gemme mig bag en facade af løgne og vrede. Det var nemmere for mig at være vred på alle andre end at skulle kigge indad, fordi jeg vidste at det der gemte sig i det inderste indre ikke var noget jeg kunne tage kampen op i mod. Jeg lod de dårlige tanker blive inde, smide overskudsfacaden på, og blev ædt langsomt op, indtil det hele flød over, efter flere måneder hvor jeg bare havde ventet på det skulle ske. Jeg er stadig en i hård proces – hvor jeg er medicineret for angst, social angst, og en svær depression, jeg er blevet sygemeldt fra studie i 8 måneder – og den her tid bruger jeg på at opbygge mig selv, skabe et solidt fundament, hvor jeg går ærlig ud i verden og fortæller præcis om hvad der er sket, hvad det har gjort ved mig, og tillader at vise min sårbarhed.

Jeg er så taknemmelig over hvor mange fantastiske beskeder jeg har fået, hvor mange kommentarer og hvor mange der støtter mig så meget i min kamp. Folk jeg ikke engang kender bakker mig op!
Jeg håber så inderligt på at det her kan være med til at hjælpe andre med at få modet til at dele deres historie. Fordi aldrig har jeg følt det lettere at gå ud i livet, vel vidende om at folk ved at jeg er et sted hvor jeg kæmper, så går jeg i det mindste ærlig ud i livet.

Hvad tænker du?

  1. Ane Katborg siger:

    Stærk beskrivelse af en frygtelig og livsforandrende hændelse. Hvor er du modig, at du fortæller din historie. Smukke og tænksomme billeder.

  2. Alma siger:

    Stærkt og rørende indlæg. Tak fordi du deler din historie. Masser af støtte din vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN