Jeg hedder ikke Tornerose

Tornerose stak sig ømt på blommen af sin pegefinger og blev dermed lagt i en dyb, lang søvn, som kun kunne brydes af en stærk, mandlig prins og hans bløde læber mod hendes. Han ville hurtigt få livet frem i hende igen, og sammen ville de forelske sig på mindre end ét minut og leve lykkeligt sammen til deres dages ende.

Den Tornerose, der går i byen med sine venner i 2021, hvis corona stadig blot var en øl og ikke en verdensomspændende pandemi, kunne se ud på flere måder. Tornerose ville måske være nonbinær eller en mand. Hun kunne også stadig godt være kvinde – både transkvinde og ciskvinde. Hun ville næppe blive bedøvet af en rosentorn; både fordi det er mere attraktivt at tage øl med på date end en buket roser, men også fordi man meget hurtigere bliver bedøvet af for mange tequilashots eller narkotiske stoffer, der langsomt blandes med en stærk G&T. Den moderne Tornerose falder dog alligevel i dyb søvn og ender måske i en seng, der ikke føles nær så hjemlig som sin egen, og i denne seng bliver Tornerose ikke vækket af et blidt kys, men måske af en hånd, der roder rundt i kønsdele, måske af penetration, måske af samleje, men Tornerose bliver i hvert fald vækket af en voldtægt eller et seksuelt overgreb.

Problemet er, at vi er vokset op med Tornerose som en fortælling om, hvad det ultimative mål er, når det kommer til romantiske relationer. Fortællingen om prinsen på den hvide hest, der valser ind og stjæler et sovende kys er simpelthen det, vi som børn bliver fortalt, er det, vi skal stræbe efter at få. Det er det, der bliver billedliggjort som den bedre del af romantiske forhold.

Vi alle kender historien udenad, fordi vi er vokset op med den. Vi kan se hende ligge og sove. Med hendes blonde, smukke hår og i en tilstand, der gør, at prinsen på den hvide hest ingen modstand møder, når han kysser hende. Han vil jo intet svar få, da hun netop sover og er ude af stand til at svare. Han lader hende aldrig vågne og giver hende en mulighed for at føle efter, om hun har lyst til seksuel kontakt. Om hun vil være en del af akten.

Er det ikke lige netop sådan, at vi ikke skal have seksuel kontakt med hinanden? Er det ikke indlysende, at søvnen ikke er en adgangsbillet? Så hvorfor idylliserer vi Torneroses fortælling om hendes egentlige seksuelle overgreb?

Tænk nu, hvis fortællingen om Tornerose var anderledes. Tænk nu, hvis han i stedet for at kysse hende til hun vågner, kom tilbage en anden dag, mens hun var ved sine fulde fem og kunne takke ja eller bede ham om at gå. Tænk nu, hvis hun ikke havde ligget forsvarsløs, og prinsen på den hvide hest havde skrevet sig samtykke bag øret, inden han vækkede hende fra den dybe søvn. Hvordan ville vi så se eventyret? Ville eventyrets lykkelige slutning og eventyrlige klimaks forsvinde? Ville vi se eventyret, som det i virkeligheden var? Med en voldelig, ulykkelig slutning, der endte i en voldtægt?

For sådan er eventyret jo i den oprindelige version. Folkeeventyret blev fortalt fra mund til mund og begik sig i voksne kredse. Det handlede om den unge prinsesse, der ganske vist var lagt i en dyb søvn på grund af en stikkende rosentorn. Men forskellen er blot den, at i det oprindelige eventyr blev Tornerose voldtaget af kongen, og hun blev ikke vækket af et kys, men derimod en af de tvillinger, hun havde født, et produkt af voldtægtssæden fra kongen. Tvillingen suttede blidt på Torneroses pegefinger, hvori rosentornen sad, i håbet om at modermælk ville komme ud. Så overvej, hvis prinsen i Disney-versionen blot havde taget tjørnen ud af fingeren på Tornerose. Det ville jo have virket.

Eventyret er i sin reneste form ikke en lykkelig fortælling om et magisk kys, men derimod en fortælling om en forsvarsløs prinsesse, der bliver voldtaget. Folkeeventyret er blot blevet ændret til at være børnevenlig populærkultur. Og vi burde jo ikke ændre på historien og give en high-five til voldtægtskulturen og gøre den børnevenlig. Det kan ikke være det billede, vi skal male af lykkeligt, romantisk samvær for børn og voksne mennesker med tendens til at se Disney.

Heldigvis findes prinsen på den hvide hest i mange former i det virkelige liv. Prinsen findes blandt alle køn, og prinsen på den hvide hest er det ekstraordinære menneske, der hjælper. Prinsen er ikke den, der ser på eller lovpriser sig selv ved ikke at voldtage, men prinsen er derimod krigeren, der altid tager kampen op. Prinsen findes i form af en god ven, der siger fra og bakker op, når nogen uberettiget tager hånden under nederdelen på dansegulvet. I form af en opmærksom bartender, der ser en pille i en drink og slår til med det samme. I form af en kæreste, der altid kysser blidt og kigger på sin partner inden skridtet videre tages. Et one-night-stand, der spørger om samtykke, selvom man har kysset hele aftenen, og som forstår et kropsligt nej. En far, der altid henter sin datter, selvom der kun er 200 meter hjem, bare fordi det er efter mørkets frembrud. En politimand, der tror på voldtægtsofrene fra første gang, de træder ind på stationen. Et voldtægtsoffer, der står frem og fortæller sin historie.

De findes alle steder og er på mange måder voldtægtskulturens heltelige modstandere. Forbilleder og mønsterbrydere. De har lært spillet at kende og spiller mod de regler, som de blev givet som børn. Gennem historier, fortællinger, film og samfundsopdragelse. De er opmærksomme, kærlige, omsorgs- og respektfulde.

Voldtægtskulturens heltelige modstandere har forstået, at sex handler om mere end ét menneskes lyst. Og dem skal vi hylde. For de ved, at en voldtægt har mange ansigter. Og at den viser dem så ofte som muligt. For sådan burde prinsen på den hvide hest være, men nogle gange ser vi os blind på, hvordan virkeligheden er.

Virkeligheden er blot den, at myten om den ideelle voldtægt i en gyde blot er en falsk fortælling, som vi har accepteret som samfund. Det er ikke den ideelle voldtægt, for den findes ikke. Ligesom den ideelle voldtægtsperson heller ej findes.

Voldtægten er forskellig og personlig. Den kan synes kærlig og omsorgsfuld, selvom den er det stikmodsatte. Den kan findes i alle relationer, og den kan godt være fremmed, men den kan også være romantisk. Vi kan alle være voldtægtsforbrydere, men vi kan også alle lade være. For det valg har vi, selvom vi måske er i tvivl om, hvordan vi gør. Men du, kære voldtægtsperson, du må forstå, at du er mange forskellige ting. Du må forstå, at du gør mere ondt end godt. Også selvom du giver orgasmer med på vejen. Og til dig, min kære voldtægtsperson, har jeg skrevet et brev. Et brev, hvori du ikke længere kan gemme dig.