Jeg vender mig mod universet

22. juni 2018

Universet er uendeligt. Det er gymnasiet ikke. Om lidt bliver Oskar student, og det er gået op for ham, hvor svært det er at forholde sig til noget som helst lige nu. Så han har skrevet en tekst om at vende sin opmærksomhed mod stjernerne. Om at spørge dem til råds. Og om at finde sin plads i rummet.

Collager af Asta Benedicte Saaby Porsmose

Det er blevet så varmt. Jeg er gået på læseferie, snart er jeg færdig med skolen. Dagene forsvinder fra mig. Solen smelter al struktur i mit liv, og jeg glider stille rundt uden at få fat i noget. Jeg er ikke nødvendigvis nedtrykt, bare distanceret. Ikke nødvendigvis følelsesløs, men det er, som om mine følelser er fremmede fra mig, som under vand. Det eneste, jeg nyder, er at læse. Jeg læser om rumskibe, moderskab, motorveje og nekrofili. ”Jeg kan ikke rigtig forholde mig til noget,” siger jeg til en veninde en aften. Men det er også tvillingens sæson, tænker jeg, alt er alligevel utilregneligt. Det er derfor. Jeg vender mig mod universet. Får internettet til at udregne data for planeternes position i det øjeblik, jeg blev født. Analyser af planeternes positioner kan fortælle mig alt, endda hvordan jeg kommer til at dø. Det er det eneste, jeg vil snakke om, det første, jeg spørger mennesker, jeg møder, om: Hvad er du i stjernetegn?

Det er rart at føle en større sammenhæng. Jeg ligger søvnløs i min seng, med vinduerne helt åbne mod natten og føler mig forbundet med planeterne, der langsomt roterer om solen, helt stille, uendeligt, til jeg falder i søvn. Jeg hører lyde fra rummet på YouYube og prøver at forstå, at jeg er en del af et univers, der hele tiden udvider sig.

”Hvad skal du bagefter?”

Jeg stirrer tomt frem. Henover hovedet på personen der spørger mig. Jeg siger noget med, at jeg ikke ved det eller noget med, at jeg skal holde afsindigt mange sabbatår, aldrig nogensinde studere. Skrive en bog, blive aktivist eller astrolog. Flytte til Sverige, bo ved en sø, tørre i solen på en varm sten. Forlade jorden i et rumskib.

Jeg hører lyde fra rummet på YouTube og prøver at forstå, at jeg er en del af et univers, der hele tiden udvider sig.

Dagene bliver køligere. Jeg går til eksamener. Kan ikke rigtig samle mig om at læse op. Jeg har en uge tilbage, og så er gymnasiet slut for altid, alligevel kan jeg ikke tage mig sammen til at yde det sidste. Solen er på vej ned, og himlen får de smukkeste farver. Dette er det eneste, jeg nogensinde har lyst til at kigge på. Jeg husker at sidde på en trappe engang, ikke langt fra hvor jeg bor. Jeg havde sat mig der for at græde. Jeg husker at kigge op mod månen og tænke: ”Hvorfor?”.

Man kan ikke se stjernerne i byen. Jeg længes væk. Tænk, at universet udvider sig ind i evigheden. Hvad er der, hvor der ikke er univers endnu? Tænk, at noget kan være så enormt. At vi findes på denne planet – dens størrelsesforhold er det eneste, vi kender – at den er omgivet af noget så uforståeligt stort. Alt, jeg kender, holder op, har en overskuelig afslutning. Jeg kan ikke rumme universet i mig, selvom jeg prøver at invitere det ind. Prøver at forstå mig selv som forsvindeligt lille sammenlignet med rummets grænseløshed. Hvor længe tager det ikke bare at rejse gennem et land, tværs over et kontinent eller rundt om kloden. Alt mister betydning i universets størrelsesforhold.

En aften ligger jeg vågen. Det er, som om alt i lejligheden omkring mig summer, og jeg kan ikke koncentrere mig om beroligende, søvndyssende tanker. I stedet tænker jeg på alt muligt andet. På de tre sidste år. På den næste uge. At sige farvel. Alt har ændret sig på de år, de har været så forfærdeligt kaotiske, fulde af angst. Alt muligt er sket, begyndt og holdt op igen. Det føles, som om en livstid er gået. Men hvad så nu? Jeg rejser mig fra sengen, tager sko på og går ud ad lejligheden. Jeg står i natten og kigger mod himlen. Et eller andet lyser deroppe. Jeg betragter det, som det rejser hurtigt hen over himlen.

Hvad tænker du?

  1. Leonora siger:

    Jeg bliver virkelig fortryllet og rørt af denne her tekst – jeg kan virkelig genkende den undtagelsestilstand det nærmest virker som om at jeg’et befinder sig i

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      Tak, Leonora. Det er jeg virkelig glad for at du synes. Og også glad for at jeg har formået at gøre det bare lidt genkendeligt haha… Var bange for at have skrevet verdens mest spacy (pun intended) tekst 😉

  2. Marie siger:

    Din tekst har sat sig på tværs i mit indre univers!

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      ÅH! I am very much here for this Anne Linnet-reference. Tak Marie ! <3

  3. Siri siger:

    Ej, hvor er jeg glad for, at der er en der har det ligesom mig. På det sidste har jeg været sindssygt interesseret i rummet, i stjernetegn (og for den sags skyld også mit eget stjernetegn, Cancer) og planeterne. Det er så interessant at alt findes i en større sammenhæng – og at vi er en del af den. Det var virkelig en rørende og relaterbar tekst!!!

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      Tak! Er også glad for at jeg ikke er alene med den her fascination!! Og er glad for at du kan lide teksten. Ooooog: glædelig cancer season, håber du føler dig i harmoni med stjernerne og planeterne (og solen) <3 God sommer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *