Bidrag: Rygning kan slå dit ufødte barn ihjel

I aften er jeg i destruktivt humør. Jeg har besluttet mig for at jeg vil ryge cigaretter til jeg har hovedpine. Jeg er ellers stoppet med at ryge, har det altid ekstra dårligt dagen efter jeg har røget, men holder alligevel fast i min beslutning. Tror det er fordi jeg tænker for meget når jeg går, håber at cigaretterne kan få mig til bare at tænke på at ryge og gå. Udenfor regner det. Det gør det hele meget bedre. Det gør mig glad at jeg også kan blive våd.

Jeg tager sko på som jeg bevidst ved, ikke kan holde til vand. Fordi jeg har en tanke om, at det er rart at få våde fødder. Det er længe siden jeg har haft våde tæer. Cigaretpakken på mit skrivebord er der kun to cigaretter i, som jeg ellers havde øremærket til joints, men nu skal de ryges. De to alene er selvfølgelig ikke nok til at få hovedpine. Så jeg går i kiosken for at købe en ny pakke. Rød Marlboro, blød pakke. Jeg har altid tænkt at reklamer ikke havde nogen effekt mig, men ’Marlboro Man’ i doubledenim og Michael Schumacher i hans Ferrari har overbevist min underbevidsthed, at det er præcis den slags cigaretter jeg skal købe.

Klik her og Støt SEIN

Jeg bevæger mig nu ned ad Sønder Boulevard med den første cigaret i munden. Som hurtigt bliver erstattet med den næste. Først ryger jeg med venstre så med højre. Det skal være i balance. Jeg holder en lille konkurrence med mig selv. Det gælder om at få den længste aske som muligt. Men de bliver ikke lange i aften. Det er regnen og vindens skyld. Hver gang jeg bliver færdig med at ryge en cigaret, er der en lille trang i mig til at knipse den væk, som var jeg en italiensk mand der lige har røget færdig foran sin kiosk. Men det er jeg ikke.

Så jeg går sirligt med den indtil jeg finder en skraldespand. For enden af Sønder Boulevard vender jeg snuden tilbage samme vej jeg kom fra. Blot langs Istedgade denne gang. Vælger at tage mine briller, som er dækket af regndråber, af og gå i nærmest blinde tilbage. Uden mine briller er det som lyset danser forvirret rundt i mine øjne, og jeg kan kun fornemme mennesker ikke se hvem de er. Ved Enghaveplads er jeg løbet tør for gader jeg kender. Nu er der kun de mennesketomme nærmest klaustrofobiske gader tilbage inden jeg er hjemme. Men vil ikke hjem.

På vej op ad opgangen, med sko som svupper, går jeg med et håb om at de andre er gået i seng. Jeg har et ønske om at ligge på gulvtæppet i stuen, som et lille barn, også være usynlig så ingen kan spørge mig hvorfor jeg ligger der. Helt våd og lugter af røg. For jeg ved det ikke selv.

Hvis du har noget på hjerte, lægger SEIN gerne platform til. I dette bidrag udfolder Jonas sine tanker om emnet depression i relation til sig selv. Lægger du også inde med en film, fotoserie, tekst, podcast, artikel, debatindlæg eller andet, du bare må dele?

Så send et bidrag til os her:  https://seinmag.dk/bidrag-med-dit-vaerk/

Tekst: Jonas Langmark Gliese 

Redaktør: Camilla Angaard Nielsen