Pollen

Markerne får mig til at græde

Jeg cykler på min blå cykel

fik den i konfirmationsgave

Mine øjne klør

Blomsterstøvet gør dem røde

Jeg har bare tæer

klipklapper og nektariner i kurven

 

Mine knæ er solrøde

Summertime Sadness i ørerne

Jeg gnider tårerne ind i øjnene

En velkendt skvulpende lyd

Jeg cykler langsomt

min lange røde nederdel kaster pollenstøv omkring sig

Mine tårer ligner minder

der florerer i luften

Et insekt rammer mit øje

Orker ikke at fjerne det

Bakken er stejl

Jeg har kun tre gear

 

Jeg tænker på i går

at jeg fandt ud af

at andre også så farver og former

at deres krop også skiftede form og størrelse

inden søvnen

som børn

 

Min mund er tør

Jeg har intet vand

Kun Benadryl i skuldertasken

Mine øjne er gennemvædede

de minder mig om sommerens smerter

kærestesorger, ensomhed, kedsomhed og allergi

Det føles rart at græde

uden grund

Bare væske

der glider ned ad kinderne

og tørrer i modvinden

 

Kornet er højt

Bakken er lang

Ligesom ferien forude

et privilegium

og en pligt

til at udrette

og udnytte

I går vågnede jeg og var tom indeni

Det sker nogle gange

Det gik først væk om aftenen

Var i trance og spillede Sims i regnen

Glemte, at jeg eksisterer uden for spillet

 

I dag cykler jeg grædende til Maglesø

Ikke af sorg denne gang

bare af pollen

Jeg tænker på de andre gange

jeg har grædt på cykel

Melankolien efter en bytur

Kærestesorg

Der er noget rart ved at cykle

når man er vred og fortvivlet eller begge

Sikkert også noget farligt

 

Mit hår er i to fletninger

Mascaraen, jeg lagde tidligere

er for længst smurt ud i mit ansigt

Jeg nyser og nyser

Og mister grebet

Har altid nyst grimt og voldsomt

Aldrig fint og sødt

Ankommer til søen

Stadig tørstig

Nu løber næsen også

Jeg tager høretelefonerne af

Opdager, at jeg er forpustet

Hellere græde af pollen end af sorg

tænker jeg

Du er heldigere end sidste år

tænker jeg og nyser igen

 

Pollenramt og tørstig, sidder jeg og kigger på søen

Og tænker på noget Maj My skrev i sin nye bog

Noget med, at mennesker er blevet vant til at betragte naturen fremfor at være i ét med den

 

Jeg gnubber mine øjne

Og ser en frø imellem sivene

Vi kigger på hinanden

Føler jeg

Jeg forsøger at tænke, at det da var en form for forbundethed

Imens jeg sidder der bliver jeg irriteret på mig selv over, at jeg ikke fik pollenindsprøjtningen før sæsonen begyndte

Tænker jeg er ustruktureret

Og at jeg burde vide bedre

Frøen kvækker

Måske den kan se jeg har allergi

Eller at verden er mærkelig for tiden

Måske den bare kvækker

---

Tekst: Gry Sofie Vejsager 

Redaktør: Nina Lodberg Sparre