Reportage: Kvindernes Kampdag forbinder kvinder på tværs af generationer

Solen skinnede, da jeg cyklede mod Nørrebro Teater. Det var søndag eftermiddag, og jeg havde taget mine blå strømpebukser på i dagens anledning. Det var nemlig 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag. En dag jeg ikke tidligere havde gjort noget særligt ud af at markere, men det skulle der laves om på. Jeg var taget afsted med ønsket om at møde en masse kvinder og forstå, hvorfor kampdagen stadig betyder noget for kvinder på tværs af generationer.

Derfor tog jeg til KVINFO’s 8. marts fejring, som bød på debatter, musik og fadøl. Da jeg nåede frem, blev jeg mødt af et hav af kvinder og cykler, som fyldte det halve af Rantzausgade. Jeg så kvinder i alle aldre, farver og former. Folk grinede og snakkede med hinanden. Det første, som overraskede mig, var den store aldersforskel, jeg kunne se blandt kvinderne. Det fik mig til at tænke på de generationskløfter, som ofte omtales i debatten om feminisme.

Et af dagens store temaer er det pres, som feminismen står overfor. På scenen diskuterer forsker Andreas Beyer Gregersen, journalist Anders Haarh Rasmussen og debattør Anne Kirstine Cramon det backlash, som feminismen møder.

De taler blandt andet om, hvorfor det kan være svært at identificere sig med feminismen, hvis man ikke er venstreorienteret kvinde fra Nørrebro med hår under armene. Er feminismen i sin iver efter inklusion og diversitet blevet så bred, at den for nogle føles snæver?

I debatten læser jeg ofte om en generationskløft i feminismen. Ældre generationer, som mener at unge kvinder klynker over mental load. Og unge kvinder, som mener, at ældre generationer har glemt kampen. Det kan virke som om, at vi ikke længere kæmper den samme kamp

Kampen på tværs af generationer

Den første jeg falder i snak med, er Margaritha på 22. Hun står i en pelsjakke med mørkt krøllet hår og har hvad jeg vil kalde et klassisk ‘Nørrebro-look’. Hun er kommet for at markere dagen – og for at huske historien.

“Jeg synes, at kampdagen er vigtig. Jeg synes, at det er vigtigt at huske på, hvorfor vi kan stå her i dag i forhold til hvor stort et fremskridt, der er sket de sidste mange år, og at hylde de mennesker, der har været med til at lade det ske.”

For Margaritha er det relativt nyt at engagere sig i feminisme. En sag som fylder meget for hende er mental load – det usynlige mentale arbejde, som kvinder ofte påtager sig, for at få et hjem og en hverdag til at fungere. Efter at have skrevet et projekt om mental load er hun blevet mere opmærksom på de små skævheder i hverdagen.

“Jeg føler, at jeg spotter det meget hos folk jeg kender og deres forhold.”

Mental load-debatten har fyldt meget i medierne de seneste år, og ofte er det unge kvinder som Margaritha, der sætter ord på den. Jeg bliver nysgerrig på, hvordan kvinder fra andre generationer ser på kampen.

Lidt senere møder jeg en kvinde på 72 år, som er ved at finde sin billet frem på telefonen. Hun fortæller mig, at hun ikke plejer at deltage hvert år, men at hun alligevel synes, at kampdagen er vigtig. Da jeg spørger hvorfor, virker det næsten som om, at alle årene passerer forbi i hendes blik. 

“Det betyder jo, at det, der har været arbejdet på siden vi fik fri abort i 1973 – der er stadig noget at kæmpe for.”

For hende fungerer kampdagen som en påmindelse om, at kampen ikke er slut. Hun fortæller om en samtale fra en fødselsdag, hvor en jævnaldrende mindede hende om noget, der stadig mangler at blive løst.

“Det der med ligeløn, det har vi ikke helt klaret endnu.”

Udenfor møder jeg også kusinerne Astrid på 57 og Stine på 51. De står lidt for sig selv i mængden og snakker over en øl. De er kommet sammen for at høre oplæggene.

“Vi er kusiner og holder meget af hinanden, og vi snakker meget om kvinder og køn og historie,” fortæller Astrid.

For Stine er kampdagen blevet vigtigere med årene. Hun fortæller, at hun ikke altid har været god til at fejre kampdagen, men at noget har ændret sig i hende.

“Jeg synes mere og mere, at det bliver presserende at huske Kvindernes Kampdag og at gøre noget for at gøre opmærksom på ligestilling og skævvridninger.”

Astrid fortæller, at hendes syn på feminisme har ændret sig gennem samtaler med yngre generationer.

“Jeg er vokset op i en generation, hvor kulturen meget var, at vi er så lige, så det skal vi ikke kæmpe for. Den yngre generation – mine børns generation – har lært mig meget i mine snakke med dem om, hvordan de ser på historien, på vilkår og hinanden i forhold til køn og ligeværd.”

Hendes syn på feminisme har ændret sig gennem samtaler med yngre generationer. Måske er det netop i de samtaler, at kampen udvikler sig: når generationer lytter til hinanden og lærer på tværs.

Snakken med Stine og Astrid efterlader mig med en varm følelse i kroppen. Jeg følte mig inspireret af de kvinder, jeg befandt mig i blandt. Hvis jeg kunne, ville jeg gerne snakke med dem allesammen.

Dem, der kæmper for det, vi har kært

Mellem samtalerne spotter jeg pludselig et velkendt rødt, krøllet hår. Rosa Lund fra Enhedslisten er på vej hen til teatret. Hun stopper kort op for at svare på et par spørgsmål, før dørene åbner.

“Vi er kommet, fordi det er kvindernes internationale kampdag og KVINFO har lavet dette dejlige arrangement,” siger Rosa Lund.

Hun peger også på, at tidspunktet gør dagen særlig vigtig.

“Måske lige netop i denne tid, hvor ligestillingsdebatten er blevet et minefelt og KVINFO har været meget under angreb.”

Når Rosa Lund bliver spurgt om, hvilke ligestillingsproblemer der fylder mest, tøver hun ikke.

“Alle, har jeg lyst til at sige. Men partnervold fylder rigtig meget.”

Det er opløftende at se politiske magthavere som Rosa Lund til kvindernes internationale kampdag, da hun netop har muligheden for at tage kampen op på et politisk niveau. Kampen foregår ikke kun hos kvinderne uden for teatret, men også på Christiansborg.

Jeg spørger til sidst, hvilke fremskridt vi har set i kampen for ligestilling, og hvilke udfordringer, vi stadig står overfor.

“Største fremskridt er jo, at vi lige har udvidet abortrettighederne her i Danmark. Den største udfordring er, at debatten er så polariseret. Der er mange unge mænd, som ikke føler, at ligestillingsdebatten handler om dem.”

Herefter ringer klokken og alle bevæger sig ind mod salen.

Kvinder side om side 

Salen summer, indtil værten Nynne Bjerre går på scenen. Der klappes entusiastisk, og stemningen er høj. Under den første debat griner hele publikum indforstået, da en mandlig debattør siger: “Jeg vil godt hjælpe dig med at svare på spørgsmålet” til sin kvindelige meddebattør. 

Stemningen er både alvorlig og let. Nogle sidder koncentreret og tager noter, mens andre læner sig tilbage i stolene med en øl i hånden. Når jeg kigger rundt i salen, ser jeg igen den samme blanding af generationer, som jeg lagde mærke til udenfor. Unge kvinder i tyverne sidder side om side med kvinder, der har oplevet kampen for fri abort og ligeløn på tæt hold.

I debatten bliver forskellene mellem generationerne ofte fremhævet. Men denne søndag eftermiddag i Nørrebro Teater virker det mindre som en kløft og mere som en samtale.

Kampene ser forskellige ud. Nogle taler om mental load, andre om ligeløn, vold mod kvinder eller den polarisede debat. Men én ting går igen i alle samtalerne jeg havde den eftermiddag: følelsen af, at kampen ikke er slut.

Og måske er det netop derfor, kvinder i alle aldre stadig møder op den 8. marts.

Tekst: Nicoline Lindberg Kaufmann

Redaktør: Megan Owen

Visuel: Mie Hamann