Jeg vil ud at opleve til sommer og har pakket klimasamvittigheden i min rygsæk
Udflugt til Sloveniens grønne bjerge eller kinaskak med bedstemor i baghaven. SEINs klimaredaktion kommer med sommeridéer, der både holder klimasamvittigheden og kontoen i god behold, og som samtidig stiller spørgsmålet: Hvad er egentlig en god sommer?
Pludselig er den her: sommeren. Med sig bringer den lune aftener, badeture, familieferier og sidst, men ikke mindst, tårnhøje forventninger. Hver eneste solstråle skal udnyttes, og der er ikke en park, der ikke skal besøges med en flok venner.
Samtidig har udlængslen meldt sin ankomst med tanker om nye kulturmøder og varme lande, hvor solen (næsten) altid står højt på himmelen. Familien vil til Mallorca, veninderne foreslår en tur til Sydfrankrig og Østeuropa virker faktisk også ret spændende.
Men med et begrænset budget og ikke mindst grøn samvittighed, er det næste fly sydpå ikke altid svaret på udlængslen og sulten efter oplevelser. En gelato i varmen virker fjern, når kontoen har 863 kroner tilbage til resten af måneden og kun lige kan betale en envejs-busbillet (på tilbud) til Firenze.
Til et sædvanligt tirsdagsmøde på SEINs klimaredaktion snakkede vi om alle de sommerforventninger, der kan opstå, solstress og selvfølgelig sommerferieidéer. Vi kunne genkende mange af de samme tanker til sommeren i hinanden.
Idéerne måtte selvfølgelig hverken være for dyre eller have et stort klimaaftryk, men skulle stadig give følelsen af en god ferie. Der blev udvekslet erfaringer i et væk. Snakken gik dog hurtigt fra udenlandsoplevelser til danske perler og afslapningsdage derhjemme.
For er den gode sommer egentlig betinget af store oplevelser under varme himmelstrøg og i mødet med fremmede kulturer? Eller er det lige så godt at cykle rundt på Samsø eller spise hjemmelavet marmelade i baghaven? Måske er det en blanding?
I hvert fald kommer Mie, Sofie og Rose i indlægget her med deres bud på en god og samtidig billig og klimavenlig ferie i Europa, Danmark og herhjemme.
Mie: Udlandet er kun en motorvej væk
Er det umuligt at slippe tanken om at dyppe tæerne i noget andet end Vesterhavet, sætte tænderne i en autentisk börek eller forsøge at finde hoved og hale i et fremmed sprog? I så fald er der heldigvis måder at rejse ud i verden på, der belaster klimaet mindre end flyrejser.
Det kræver faktisk ikke mange timer i tog eller bus, før man kan træde ud på en station, hvor alt fra byernes huse til bladene på træerne, kaffepriserne og måden folk forholder sig til hinanden på, ikke ligner det, man kommer fra.
Rejsetiden kan man bruge på at glæde sig, nyde udsigten og lytte til det der album, man mangler at få hørt – eller man kan tage en lur! Det er på togturene, du møder en gruppe tyske fodboldfans på vej til kamp, falder i snak med den ældre ungarer på stationen, og fornemmer jargonen blandt unge parisere på vej i sommerskole.
Jeg har været overrasket over, hvor mange byer, naturområder og spændende kroge af Europa, man kan nå til med bus og tog, og det er som regel også en oplevelse i sig selv at have fast grund under fødderne på vejen ud og hjem. Selv var jeg helt forelsket i Sloveniens grønne bjerge, da jeg i 2023 selv var på bus- og togtur og kan virkelig anbefale det
Göteborgs Universitet har i samarbejde med blandt andet energimyndighederne i Sverige udviklet denne beregner, der giver mulighed for at sammenligne CO2-udledningen ved rejser til forskellige destinationer.
Her kan du se et bud på, hvor meget mindre CO2, der udledes ved at vælge toget frem for flyet til grønne bjerge i Slovenien eller småbyerne i Nordfrankrig.
Sofie: Ferien kan også findes i fædrelandet
Også i Danmark er der meget omkring os, som mange endnu ikke har set. Vores land bugner af spændende oplevelser, kunst og historie. I sommeren kan man eksempelvis tage på en endagstur til Esbjerg og se de fire hvide mænd, der kigger ud over havet.
Eller man kan tage til Ribe og se Danmarks ældste by og domkirke. Man kan også besøge et af de mange kunstmuseer, vi har her i landet.
Festivaler er også en stor del af kultur-Danmark. Vi har masser af dem, og de kan alle bringe kultur, kunst og musik direkte til dig. Det er selvfølgelig ikke altid den billigste oplevelse, men med frivilligt arbejde kan man nå ret langt med gratis entré samt drikke- og madbilletter.
Overnatter du på festivalen, så husk at tage dit telt med dig hjem – så har du det til næste festival eller telttur i det fri. Og hvis klimasamvittigheden også skal med hjem, kan man lige huske at rydde pænt op.
Hvis ikke interessen er for kunst eller kultur, kan naturen måske gøre det. Danmark er heldigvis så fladt, at cykelferier er meget overskuelige.
Personligt er jeg selv stor fan af, hvor nemt det er at tage hurtigfærgen fra Aarhus til Samsø og cykle øen rundt – her er nogle gode shelterpladser, som man kan overnatte i. Der behøves ikke dyrt udstyr: Hvis jeg kan gøre det på min havelåge af en cykel, kan din nok også klare det!
Naturoplevelser er der mange af. Selv gad jeg godt besøge Faxe Kalkbrud, som skulle være et smukt og unikt sted. Klipper findes også i vores kære land: Her kan du eksempelvis besøge Møns Klint, Bulbjerg eller Bornholm.
Der er altså masser af store og små oplevelser, der nemt kan findes i vores ganske land. Det er blot at gå på opdagelse, og måske tænke ud af boksen. Da jeg først gik i gang med at tænke over alle de mange muligheder, kunne jeg næsten ikke stoppe tankestrømmen igen. Så det er bare med at komme i gang.
Rose: Sommerlykken kan også skabes i din baghave
En sommer derhjemme kan være helt fantastisk, klima- og budgetvenlig på samme tid. Jeg har altid tilbragt mine somre hjemme og er aldrig taget på den årlige sommerferie til Sydeuropa. For mig er det hyggeligt at lave en bucket list over alle de ting, som jeg godt kunne tænke mig at lave derhjemme i løbet af sommeren.
En af mine yndlingsaktiviteter er at tage på sanketure i naturen og plukke bær. De kan for eksempel bruges til at lave syltetøj eller bage en tærte, som kan medbringes på stranden, på picnic, eventuelt i baghaven eller på kanotur med venner eller familie.
Jeg er så heldig at bo tæt på vandet, og et lille dyp i sommervarmen er altid rart og forfriskende. Tiden derhjemme kan også bruges på at komme endnu mere ned i gear og for eksempel løse krydsord, male eller læse bøger. Hvis vejret siger solskin, elsker jeg at sidde ude på altanen med en kold is – og husk lige solcremen.
Vi behøver ikke tage ud på store eventyr, når der er utallige muligheder for at skabe sommerminder i vores egen baghave.
Man kan også besøge dem, man ikke lige får tid til at se i hverdagen. Hver gang jeg har besøgt min mormor i ferierne, skulle vi altid have et slag 500 eller kinaskak. Små oplevelser som disse er stadig blandt dem, der står klarest for mig, og som jeg mindes flere år efter.
Jeg har derfor lært, at de små stunder, som vi måske ikke får taget os nok tid til at nyde i en travl hverdag, kan være mindst lige så givende. Vi behøver ikke tage ud på store eventyr, når der er utallige muligheder for at skabe sommerminder i vores egen baghave.
Om du er til en bustur til syden, en varm morgen i et festivaltelt, cykel-idyl i flade Danmark eller kinaskak med bedstemor, så skal sommeren nok blive god. Måske er det vigtigste bare, at hverdagen bliver sat på pause. Og at netop pausen med tid og ro til at komme ned i gear og være spontan, er det allerbedste ved en sommerferie.
Tekst: Mie Horsbøl Rasmussen, Sofie Dyhm-Junge, Rose Madeleen Guiseppi og Frida Schmidth Nielsen,
Visuelt: Klara Kjær Larsen
Redaktør: Frida Schmidth Nielsen
Gode anbefalinger og en sød tekst, selvom i var mange forfattere på den, hænger den stadig rigtig fint sammen!