Kan det norske kongehus overleve sig selv?

Inden for få måneder er tre forskellige spor smeltet sammen til én samlet fortælling. Retssagen mod kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, hendes tidligere kontakt med den senere dømte sexforbryder Jeffrey Epstein og prinsesse Märtha Louises ægteskab med den kontroversielle spirituelle rådgiver Durek Verrett.

Hver for sig kunne sagerne have været håndterbare. Kongehuse har historisk overlevet affærer, skilsmisser og interne konflikter. Men det, der adskiller de nuværende skandaler fra tidligere tiders royale kriser, er ikke nødvendigvis deres alvor, men deres karakter.

For som det formuleres i en kronik i Aftenposten:

“Kongelige er aldri privatpersoner.”

Når en kongelig indgår i private relationer, er de derfor aldrig udelukkende private. De er institutionelle. Og netop denne sammenblanding mellem privat dømmekraft og offentlig funktion er blevet central i lyset af Marius Borg Høiby-sagen, der ifølge VG er blandt de mest omfattende i nyere tid. 

Sagen rejser ikke blot spørgsmål om ansvar i en juridisk forstand, men om dømmekraft i en institutionel forstand. For kongehuset eksisterer ikke på baggrund af demokratisk legitimitet, men af tillid. Og tillid er i sidste ende et spørgsmål om vurdering. Kan de personer, der repræsenterer staten, navigere i magtens netværk uden at kompromittere institutionen?

Det er her, Epstein-forbindelserne bliver særligt problematiske. For selv om kontakten mellem Mette-Marit og Epstein ligger flere år tilbage, er det ikke nødvendigvis handlingen i sig selv, der skaber politisk sprængstof, men hvad den signalerer om dømmekraft i mødet med globale magteliter.

Josefine Elfrida Hartvig Twisttmann, Uden titel

Den slags signaler har konsekvenser.

En ny måling fra det norske TV2 viser, at 47,6 procent af nordmændene mener, at kronprinsesse Mette-Marit ikke bør blive Norges næste dronning.

Tallene peger på en tillidskrise, der rækker ud over tabloid interesse. De vidner om en offentlighed, der i stigende grad er villig til at vurdere kongehuset på samme parametre som politiske institutioner.

I Berlingske vurderer kongehuskommentator Tove Taalesen, at der kun er én reel strategi tilbage for kronprinsessen:

“Der er jo ikke noget så vidunderligt som en angrende synder.”

Men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt i en tid, hvor monarkiets eksistensgrundlag i stigende grad udfordres af en logik om at tillid kan mistes hurtigere, end den kan genopbygges.

Historisk har monarkiet haft den fordel, at det netop ikke var politisk. At det kunne hæve sig over samtidens konflikter og fungere som nationalt samlingspunkt. Men i en medievirkelighed, hvor forbindelser til kontroversielle figurer, uanset om det er finansfolk eller spirituelle rådgivere, kan dokumenteres og deles globalt på få minutter, bliver det vanskeligere at opretholde forestillingen om den upolitiske monark.

Kongehuset er med andre ord ikke længere kun en kulturel institution. Det er en institution, der forventes at udvise politisk dømmekraft uden at være politisk ansvarlig.

Tillidskrisen i Norge rejser derfor et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad skal vi bruge kongehuset til, hvis vi ikke længere kan stole på dets dømmekraft?

Skandaler kan et monarki måske overleve. Spørgsmålet er, om det i længden kan overleve sig selv.

Tekst: Ingrid Cecilie Dam Lang

Redaktør: Marie Bjerre Nielsen

Visuelt: Josefine Elfrida Hartvig Twisttmann