Kan du lægge din hånd her?

28. september 2020

Historien starter hos en ung mand, der har svært ved at leve op til de direkte og indirekte krav, der bliver sat til ham og kun føler sig fri, når han er fuld. En våd aften overbeviser han sig selv om, at han har fået nok af angsten for ikke at passe ind. Han beslutter sig derfor for at tage metroen til endestationen, Kastrup Lufthavn, og hoppe på det næste ledige fly.

3D-billede af Yana Yun Lin

“Skæbne er et ord der kun bruges som et skjold mod virkeligheden.”

Denne sætning sad fast i mig mens jeg sad i Kastrup med beduggede øjne og skuede med misundelse ud over en flok jakkesætklichéer. Byen jeg elskede, var i gang med at tvære sig selv ud som tårerne i mine øjne mens jeg kylede mig selv ned på sæde 19A i Boeing 707. 

“Er De okay?” spurgte en stewardesse med omsorgsfulde øjenbryn.

“Ja, jeg tror bare jeg er en smule ensom og fuld,” sagde jeg mens jeg mindedes de utallige weekendmorgener tilbragt liggende krøllet sammen under dynen og givet de moralske tømmermænd carte blanche til selvmordstanker.

“Det er helt naturligt, jeg får det på samme måde fra tid til anden, kunne de tænke Dem en flaske vand på flyets regning?” 

Jeg gad ikke at besværliggøre hendes arbejde yderligere og takkede pænt nej tak.

“Er De helt sikker?” 

Med en elegant og kærlig professionalisme lagde hun en hånd på min skulder.

“Ja, jeg har det fint, tak”

“Okay, bon voyage”

“Bon voyage”

Hun fjernede sin hånd fra min skulder med en blid aen.

“Skæbne er et ord der kun bruges som et skjold mod virkeligheden”.

Natten havde altid noget nådesløst og råt over sig. Natten tog aldrig hensyn til min usikkerhed og tvivl. Det gjorde den heller ikke den nat i Boeing 707.
Jeg faldt i staver til Olivias telefonsvarer. 

“Hej, det er Olivia, jeg kan desværre ikke fanges på nuværende tidspunkt, du spilder din tid hvis du lægger en telefonsvarer // Hi, you’ve reached Olivia, I am not available at the moment, but you can waste your time leaving me a message”.

Bippet forstummede mit forsøg på at undskylde for ikke at være i stand til at røre hende. 

“Jeg vil have at du skal gribe mig, ligesom København, ligesom livet.” Disse storladne sætninger havde skræmt mig og fik mig til at føle mig udenfor hendes verdenssyn.

Jeg vågnede med en grim smag i munden. Jeg måtte have sovet med munden åben. 

“Så er vi her // Nous sommes ici”

Stewardessen virkede mere utålmodig nu. Som når man er for langsom til at pakke tingene sammen ved kassen i supermarkedet, og alle kigger på en som om de ønskede man aldrig var blevet født.

Hvor er jeg? Hvad er det her for et sted? Passagererne tog deres sikkerhedsseler af synkront, næsten indøvet, og rejste sig op. 

“Hvor er vi?” spurgte jeg ud i et rum uden rum for spørgsmål.

En mand kiggede på mig som om jeg var skyld i den høje misbrugskurve i Danmark. 

“Bienvenue à Marseille”

Jeg rejste mig fortumlet fra 19A, og som den sidste forlod jeg flyet.
Billeder af smilende fædre i ¾-shorts med deres børn på skuldrene prydede reklameskiltene mens jeg stillede mig på en rullebane og lod den føre mig mod ankomsthallen. 
Jeg havde altid haft det svært med ankomsthaller. Det var det sociale spil. Hvis jeg var den ankomne, blev jeg altid ganske spontant og ufrivilligt hovedpersonen i spillet, og efter alle krammene var der altid en forventning om at jeg kom med en gæv bemærkning og stod for planlægningen af hvem der kører med hvem, hvorhen, og om vi skulle tage motorvejen eller Amager Strandvej.

Marseilles ankomsthal var ligesom alle andre ankomsthalle i verden. Propfyldt med kærlig- og ensomhed. 
Jeg måtte få mig selv væk fra lufthavnsmelankolien. 
En buschufør råbte “DERNIER APPEL À NÎME”
Jeg overtalte buschaufføren til at lade mig betale ved ankomst og satte mig bagerst i bussen.
Jeg husker tydeligt at ankomme til centrum, men jeg husker endnu tydeligere hvordan stedet gjorde det til et sted. 
Den flade mark strakte sig ud over en uoverskuelig distance indtil den stoppede brat op ved et højt bjerg. Som om marken havde været i gang med at flygte fra hvad end marker nu engang flygter fra og pludselig løb ind i dette bjergterræn.
Der var en tryghed i naturen. Den havde historier, som regel ganske umiddelbare og ubarmhjertige. 
Men den tog aldrig ondskabsfulde ændringer, og hvis den gjorde det, kunne man altid give menneskene skylden.
Som når mennesker planter påskeliljer i midten af en rundkørsel og så bare kører rundt om dem i ring med deres dieselmotorer. 
Jeg fandt det nærmeste skilt hvor der stod “Bar & Café” og lod hænderne gribe mit hoved.

 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN