Kibbutz – at have en appetit

14. juni 2018

Kort efter sin studentereksamen tog Linnea væk fra Danmark. Væk fra svære familieforhold. Væk fra skuffelser. Væk fra kulde og ondt i hjertet. Hun tog til Israel for at bo i et frivilligt kollektivt samfund, en kibbutz, og trimme mandarintræer.

Her er ottende afsnit i tekstserien. Om at være beskidt i Tel Aviv. Om en guddommelig vaffel, en biograftur og at være alene.

Illustration af Thit Thyrring

Historien er en fortsættelse på første, andet, tredje, fjerde, femte, sjette og syvende afsnit.

Tel Aviv var en blanding af alt og alt andet end resten af Israel. Beskidte barer som i Berlin, altaner som i Paris, en strandpromenade som i Californien og bygninger som i New York. Alt var så stilet og stilrent, og byen så godt som flirtede med én fra gaden af. Folk sad med cocktails i sækkepuder om formiddagen for senere at drikke en espresso på gadecafeerne langs vandet. Jeg følte, at min pæneste kjole i rygsækken var for krøllet til Tel Avivs smukke mennesker og var helt hylet ud af den, som en pige på første date, da jeg morgenen efter, jeg ankom, skulle ud ad døren. Jeg fik sat mit hår i en knold, hvor mit pandehår hang ned om ørene og renset mine gummisko med en køkkenklud, inden jeg hoppede ud til byen, som forsinket til aftalen. Himlen var bare mere blå her, gaderne renere, og bygningerne højere. Jeg så på dem. Bygningerne og menneskerne. De tykke, de tynde. De høje, de lave. Alle de små altaner med blomstrede puder og slyngplanter, der strakte sig ud mod byen i en by, der strakte sig ud mod middelhavet.

Alt i Tel Aviv var som kager udstillet i en glasmontre. Appetitligt, udsøgt, men for eksklusivt til at være en buffet. Alligevel gjorde jeg et forsøg på at gøre mine dage lidt eksklusive efter at have haft jord tatoveret under mine negle og mudder i mit ellers lyse hår. Jeg startede min dag på cafeen Bar Lerche, hvor jeg købte kaffe og smagte på sufganiyah, de mindede mig om æbleskiver. Jeg købte mig et par lidt for dyre sandaler med en lille hæl, som jeg kunne lege kvinde i – og så gik jeg ellers Tel Aviv tynd.
Jeg havde fået fortalt om så mange madsteder, jeg måtte besøge, så hver dag gik jeg fra den ene cafe til den anden med mellemmåltider hos bagerier, konditorier og kaffebarer. Jeg spiste is med chokolade og hasselnød fra Anettes’s Icecream. Pita fra Miznon med grillet blomkål, tahin og trevlet lammekød. Shakshuka serveret i en pande, så tomaterne stadig sitrede med challah at skubbe æggene op på. Jordbær muffins fra Dallal og mørkristet kaffe fra Nahat. Jeg tror, jeg spiste fem-seks gange om dagen og tilløb mig også til et overtræk i banken, jeg (med vilje) først opdagede derhjemme og en lille overvægt, jeg også først opdagede da mine cowboybukser derhjemme var et projekt at få på.

Med overtrækket pakket godt ned i baghovedet besluttede jeg mig for at tage i biografen en aften. Jeg købte billetter ved en lille skrant i Ramat Gan, lidt udenfor centrum. ‘C’est la Vie’ blev det til, da det var den eneste film med engelske undertekster.
At gå i biografen i Israel var stikmodsat af at gå i biografen i Danmark. Dem på de andre sæder talte, råbte, grinte højt, græd med, sukkede og så sang alle højt med på sangene i filmen. De kom virkelig hinanden ved. Jeg følte mig helt udenfor, da jeg ikke sang med og begyndte kejtet at nynne med. Og var der ikke noget med at blive på sin del af sædet. En stor kvinde med enorme bryster til venstre for mig møvede hendes arm og bryst over på min side, som sled op ad min skulder hver gang hun tog sine popcorn til munden. En ældre herre på min højre side fik stukket sin sylespidse albue ind i siden på mig med enkelte pauser, da han skulle tisse, hvor jeg kunne få strukket min side. Begge to sad og kommenterede på filmen og spurgte ind til mig, når de ikke sang med på de franske sange. Jeg kom ud og syntes, at dem i mørket havde været en langt større oplevelse end dem på lærredet.

Jeg følte mig ikke ensom, men for første gang lagde jeg mærke til, at jeg var alene.

Jo længere jeg kom fra biografen, desto mere stillede byen hen. Folk gik med lette smil og snakkede med hinanden på det sprog, jeg havde lagt øre til længe nu. Et par gader henne opdagede jeg en let tinnitus’ summen i mit venstre øre fra stilheden omkring mig. Luften var tung, lun, omringende, nærmest omklamrende. Jeg følte mig ikke alene i biografen med syngende israelere. Jeg følte mig ikke alene på de lange busture med rygsækken på det andet sæde. Heller ikke på markerne med lydbog i ørene. Jeg følte mig ikke ensom, men for første gang lagde jeg mærke til, at jeg var alene. Lige nu havde jeg ikke én ved mig, som jeg kunne fortælle om mine to sidemænd i biografen til eller sende øjne til over israelerenes ulidelige køkultur, hvor de står på ens hæle, selvom der er masser af plads. Og når jeg ville komme hjem og kunne fortælle, så ville det nå at være blevet ligegyldigt og uinteressant for folk, fordi de ikke var der. Jeg nød ikke at skulle være noget for nogen, men manglede det egentlig også.

Sidste aften i Tel Aviv tog Chavi og hendes søn Omri mig ud til en dessert i byen. Vi kom til et mærkeligt lejlighedskompleks i udkanten af centrum og gik ind ad en smal opgang. Chavi bankede på en dør på anden sal i den bygning, der så helt forladt ud. En kvinde med venlige øjne, uglet hår og knugede hænder åbnede døren. Indenfor sad folk skulder om skulder og på alle hjørner og kanter. Man kunne ikke engang se, hvem der sad med hvem, fordi det hele smeltede sammen. Alle havde det godt i det, der lignede en lille stue i et hjem. Babette hed damen med de knugede hænder og Chavi havde ligget på fødestue med hende, og hun lavede vafler til enhver israeler, fordi alle kom til Tel Aviv for at besøge hendes lille stue.
Vi fandt en plads oppe i baren, hvor de lavede vaflerne foran os på vaffeljern, der varmede hele rummet op og smeltede chokolade i gryder. Vi bestilte, og inden længe blev der sat tre tallerkner med tykke, gyldne vaffler på skranten, vi sad ved. Jeg tog en bid, lukkede øjnene, vippede hovedet tilbage og udstødte waow! Så højt, at alle israelere med hovedet begravet i egen vaffel kiggede op på mig. Den lille gud med hårnettet, der havde lavet himlen, jeg spiste, spurgte, om jeg kunne lide den. Jeg smilte, så man kunne se mine tænder, der så rådne ud med et lag smeltet chokolade ud over dem, og sagde ’Mushlam!’ (perfekt) med mine fedtede hænder, der samlede sig i en takkende gestus. Tænk, at jeg skulle sidde i Israel og lave en scene over en vaffel med varm chokolade. Jeg endte også med at tage 5 kilo på. Jeg fik større bryster, en mave, jeg gik og trak lidt ind, og mine to første strækmærker af al den appetit, men jeg ville ikke havde taget en eneste iskugle, pita eller vaffel tilbage.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her