Kan jeg tillade mig at blive mor, når jeg har en personlighedsforstyrrelse?

27. marts 2023

I denne tekst undersøger og reflekterer Björk over, hvordan hun blev afvist ved en ægdonationsklinik, fordi hun var diagnosticeret med borderline. Det har fået hende til at tvivle på og overveje, om hun en dag kan blive mor.

– “har du nogle arvelige sygdomme?”

– “nej, men jeg har lige fået en personlighedsforstyrrelse.”

– “hvilken?”

– “borderline”

– “ja, men så kan du desværre ikke donere æg.”

Samtalen havde jeg med en ægdonationsklinik tilbage i 2020 efter en episode af kaos , som jeg kalder det (i mangel af bedre). Min diagnose giver mig nogle spontane idéer, som, jeg synes, er virkelig geniale i øjeblikket – denne gang at donere æg. Men ikke desto mindre fik jeg idéen og skrev mig på en liste til ægdonation. Kort efter blev jeg ringet op af den pågældende ægdonationsklinik.

Klik her og Støt SEIN

Jeg har længe overvejet, om jeg vil sætte børn i verden; blandt andet på grund af klimakrisen, hungersnød, sygdom, krig, racisme, sexisme and you name it. Mange af de nævnte ting er nok noget, mange af os går og grubler over. Nok især unge på min alder (jeg er lige fyldt 25) og ældre, hvor børn så småt begynder at blive en overvejelse. Men for mit eget vedkommende blev overvejelsen en helt anden på grund af en ny uforudset faktor, jeg stødte på for snart tre år siden. Nemlig, da jeg fik diagnosen emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse; type borderline.

Min diagnose giver mig nogle spontane idéer, som, jeg synes, er virkelig geniale i øjeblikket – denne gang at donere æg.

I starten af min udredelse tænkte jeg slet ikke over det med børn. Der var jeg kun lige fyldt 22 og fokuserede bare på at lære mig selv bedre at kende med en diagnose og at få noget hjælp til at lære at leve med den. Men spørgsmålet omkring at sætte børn i verden opstod dog, da jeg fik den “gode” idé at donere æg. Jeg tror ikke rigtig, jeg fik spurgt ind til, hvorfor jeg ikke kunne donere æg, fordi jeg havde borderline. Men efterfølgende begyndte jeg selv at undersøge det og fandt ud af, at borderline kan være arveligt. Jeg læste på psykiatrifonden:

“Der er ikke nogen enkel forklaring på, hvorfor nogle udvikler borderline. Men både arv og miljø spiller en rolle, hvor vores medfødte personlighedstræk udvikler sig i et samspil med omgivelserne. Risikoen for at få borderline er altså større, hvis et familiemedlem har borderline eller anden psykisk sygdom.”

Da jeg søgte videre på “ægdonation som psykisk syg”, var følgende noget af det første, der kom op på Google:

“Der må ikke være kendte væsentlige arvelige sygdomme i ægdonors nærmeste familie (forældre, søskende og egne børn). Det gælder både fysiske sygdomme som psykiske sygdomme.”

I øjeblikket kan jeg ikke huske, hvordan jeg havde det med informationen. Jeg har glemt en del i perioden efter min udredelse, men jeg tror, at jeg var lidt i chok og nok også ked af det. I dag rumsterer ét spørgsmål inden i mig: “Kan jeg tillade mig at blive mor, når jeg har en personlighedsforstyrrelse?” For har jeg lyst til at sætte et barn i verden velvidende om, at verden nok er endnu mere ødelagt grundet klimakrisen osv., når det ankommer? Og mest af alt: Er der så en chance for, at mit barn vil udvikle borderline, når jeg selv har diagnosen?

Det er et spørgsmål, jeg stadig ikke kan svare på, men som jeg forsøger at lægge lidt på hylden. Lige nu har jeg ikke en partner, og jeg har ikke lyst til at være enlig mor. Så beslutningen er ikke presserende. Et sted indeni har jeg alligevel altid set mig selv blive mor, og jeg drømmer tit om at være gravid. Det gør ondt at tænke på, at jeg en dag højst sandsynligt er nødt til at vælge, om jeg vil være mor med den risiko, at mit barn potentielt kan komme til at få et – i nogen grad – mere udfordrende liv. Det gør især ondt, når jeg læser linjer som disse på nettet:

“Kan man være mor med borderline?
En mor med personlighedsforstyrrelse er måske ufølsom over for sit barn, afbryder ofte sit barn i leg eller gode oplevelser og reagerer sjældent positivt på sit barns utryghed. Mødre med personlighedsforstyrrelse smiler mindre, rører mindre ved barnet og leger færre lege med deres barn.”

Det er svært at læse, fordi jeg ikke føler, jeg kan genkende mig selv i beskrivelsen. Der er kæmpe forskel på mennesker med borderline, da borderline er et spektrum og kan variere ligesom så mange andre diagnoser. Og jeg er ikke i tvivl om, at man kan blive en fantastisk forældre, selvom man har en psykiatrisk diagnose. Jeg bliver heldigvis ikke længere lige så tynget af citater som ovenstående.

Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker med diagnoser, der modbeviser al den stigma, der desværre findes. Desuden har jeg selv gode forældre, som har bevist, at det ikke altid er forældrene, der er afgørende for udviklingen af borderline. Det er i høj grad også oplevelser, der kan ske udenfor hjemmet. I lang tid læste og hørte jeg overalt, at borderline var afgjort af traumatiserende hændelser som vanrøgt eller overgreb begået af omsorgspersonerne eller andre nære personer i opvæksten. Men da jeg ikke kunne genkende mig selv i beskrivelserne, begyndte jeg at tvivle på, om jeg overhovedet havde diagnosen.

Der er kæmpe forskel på mennesker med borderline, da borderline er et spektrum og kan variere ligesom så mange andre diagnoser.

Gennem terapi, litteratur og andre mennesker med samme diagnose, fandt jeg dog ud af, at der er mange forskellige grunde til, at man kan udvikle diagnosen. Og det er derfor, det er så vigtigt at søge veldokumenteret information og ikke blindt stole på alt, man hører og læser på nettet. For lige netop misinformation er desværre grunden til, at mange har fordomme om mennesker med borderline – og om mennesker med diagnoser generelt.

Jeg synes selv, at det hjælper at læse veldokumenteret litteratur, der har nye og opdaterede data om diagnoser. Lige nu læser jeg: ‘I Hate You – Don’t leave me: Understanding the Borderline Personality’, som er en rigtig god og oplysende bog om borderline, skrevet af professionelle folk: en kliniker samt en medicinsk- og helbredsforfatter. De har begge arbejdet med borderline i mange år og stigmatiserer vigtigst af alt ikke folk med borderline. De ser dem som ligeværdige individer, der blot har nogle andre udfordringer end majoriteten. Derudover kan jeg anbefale den danske forfatter Karen Fastrups selvbiografi “Hungerhjerte” og “Det sultne hjerte – en håndbog om borderline” af Simon Ankjærgaard, som giver et virkelig fint indblik i, hvordan et liv med borderline kan se ud, og hvordan man kan lære at leve et godt liv med diagnosen.

Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker med diagnoser, der modbeviser al den stigma, der desværre findes.

I forhold til at blive mor kan jeg også vende situationen om, som nogle i min omgangskreds så fint har gjort mig opmærksom på. For jeg kan også blive en rigtig god mor, der kan tage højde for og har viden om, hvordan man i højere grad kan håndtere et liv med udfordringer – med eller uden borderline. Jeg kan sørge for ikke at føre dårlige vaner videre, men de gode fra mit eget teenage- og voksenliv. Jeg kan fortælle om mine egne erfaringer med diagnosen og håbe, at mit barn vil kunne tage afsæt i mine erfaringer og forhåbentligt lære af dem.

Jeg vil forhåbentlig give mit barn en god og tryg start på livet og skabe et miljø, hvor det måske ikke udvikler en diagnose. Det er trods alt ikke kun arv, men også miljø, der er med til at bestemme det. Selvom jeg ikke er herre over, hvordan mit barn bliver, eller hvordan verden møder det, kan jeg lære mit barn, hvordan det kan møde verden. Jeg kan lære mit barn det, jeg har lært. Om hvordan verden nu engang er og kan være, og hvordan det er okay at reagere med følelser og ikke mindst tale om dem. Noget jeg har lært og kan give videre, fordi jeg er, som jeg er. Og så prøver jeg altid at huske på, at jeg ikke er min borderline. Jeg har “bare” borderline.

Hvis man vil vide mere om borderline, kan man gå ind på Psykiatrifonden og læse om både borderline og andre psykiatriske diagnoser. Det er noget, jeg anbefaler alle at gøre, da en ud af tre rammes af psykisk sygdom. Og det kan meget vel være nogen i din omgangskreds, der går rundt med psykiske udfordringer.

Hvad tænker du?

  1. M siger:

    Selvfølgelig kan du blive mor. Ingen tvivl. Jeg har selv læst det citat om mødre der har borderline, og det er jo desværre direkte misinformation.
    Har selv en personlighedsforstyrrelse. Det smerter mig at der skal være så meget stigma. Nogle gange ville jeg ønske jeg bare kunne sige det højt, men jeg vælger ikke at gøre det fordi jeg ved der er så mange fordomme. Heldigvis har jeg ligesom dig mødt en masse mennesker med alverdens diagnoser der brudt med mine egne fordomme. Mere tolerance🙏

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her