Kan man stadig kalde en spade for en spade?

Der er ikke som sådan noget nyt i, at kunstnere bryder med konventioner eller normer – det er nærmest deres job. Kunsten består og lever i sin kerne af modreaktioner, og i musikhistorien er der masser af venstresving og monumentale genreskift. Alligevel vil jeg mene, at vi er på vej ind i en brydningstid, hvis ikke vi allerede er i den. Flere og flere kunstnere begynder at udfordre den kunstneriske ensidighed og tilhørende rolle, som publikum og kritikere tit tilskriver dem. Mængden af artikler i blandt andet Soundvenue og Information om netop dette har fået mig til at tænke over, hvad der sker – eller er ved at ske – med genrekonventioner og -dominanser samt artistnormer. 

Klik her og Støt SEIN

Kigger vi på to af tidens største genrer, pop og hiphop, bliver både artistnormer og genrekonventioner kraftigt udfordret. På hiphopsiden har vi bare i årets første kvartal set tre hiphopartister, der bevæger sig fra hiphoppen over i forskellige udgaver af rockmusikken. Først herhjemme hos et af vores absolut største hiphopnavne, Artigeardit. Det smager stadig af Ardit med hans karakteristiske sprog og diktion, men musikken bærer langt mere præg af indie-rock og -pop end den hiphop-produktion, han sædvanligvis lægger på. Også mumble-rapperen Lil Yachtys ‘Let’s Start Here‘, et psykedelisk rock-projekt, der blander Pink Floyd og Tame Impala, har taget røven på hele musikverdenen. Senest også britiske Slowthais postpunk-projekt ‘UGLY’.

Soundvenues musikredaktør, Kristian Karl, fremhæver i en artikel kunstnere som D1MA, Artigeardit, Lil Yachty, Kendrick Lamar og Tyler, The Creator. Han argumenterer for, at kunstnernes afvigelse fra hiphop har rod i en gammel antagelse om, at hiphoppen har brug for et ekstra ben ud over sit eget for at være interessant – for at være kunst. I poppen ses det hos blandt andre Roskilde- og albumaktuelle Caroline Polachek, der nærmest er blevet gjort til totem for en ny og alternativ måde at være popmusiker på. Polachek og den relativt nye hyperpop-skole med kunstnere som Charli XCX, Rina Sawayama og Rebecca Black laver popmusik. Og Polachek endda på den store måde. Men ingen af dem er – eller ”opfører” sig som – popstjerner, som vi kender dem fra blandt andre Dua Lipa og Ariana Grande.

Fælles for de fleste af disse kunstnere er, at de ikke vil puttes i en kasse. Og det er netop det, der er centralt for denne tid. Tidligere brydningstider har oftest handlet om, at en gammel kasse er blevet erstattet af en ny. Det er min mening, at hiphoppen i lang tid har været den ”nye” rockmusik – og nu begynder hiphopperne så at lave rockmusik. Hvad fortæller det os om tidens dominerende genrer? Jeg tror, at den nye kasse er, at kasserne i sig selv er ved at forsvinde. Vor tids musikere og musikforbrugere er det lille skaldede barn fra The Matrix, der kan bøje en ske med tankerne, fordi there is no spoon. Kunstnerne kan bøje konventioner og kasser, fordi de ikke eksisterer for dem på samme måde, som de tidligere har gjort. 

Vi kender alle sammen de gode gamle subkulturer. Punkeren, emoen, hiphopperen. Man gik i noget bestemt tøj og hørte noget tilsvarende bestemt musik, og hvis man ikke gjorde det rigtigt, blev man udstødt eller i hvert fald set ned på. I dag kan man, selv i min semi-kulturradikale omgangskreds, høre både Rasmus Seebach og Johann Sebastian Bach, samtidig med at man hører Kendrick Lamar. Den måde, hvorpå vi lytter til så mange forskellige genrer og tager dem til os, er også begyndt at vise sig i musikken. En genre bliver selvfølgelig altid udvidet og udfordret af sine kunstnere gennem sin levetid, men hvis man skifter alle delene ud på en cykel, er det så den samme cykel?

En af grundene til det paradigmeskift er (som det som regel er med dem) forbrugerne. Den formentlig største forbrugergruppe, Gen Z-ungdommen, er ifølge popmusikforsker Anders Reuter »kulturelle altædere«.  Særligt på TikTok bliver vores generation hyppigt præsenteret for alverdens ny og gammel musik, som vi flittigt tager til os. Gamle hits får revivals, som vi har set det med Kate Bush, Fleetwood Mac og flere andre. Samtidig bliver hitlisterne og festivalernes lineups mindre og mindre vestlige. Vores generations kunstnere tager både den globaliserede kulturindustri og musikalske historie med sig ind i sangskrivningen. Efter bølgen med 80’er-inspireret popmusik fra Dua Lipa, Miley Cyrus og The Weeknd kom den nuværende bølge med 00’er-inspireret, amerikansk high-school rock, som vi ser hos Billie Eilish, Olivia Rodrigo og SZA. 2020’erne er lyden af en samlet musikhistorie og en inkluderende og globaliseret kulturforståelse. Så for at svare på spørgsmålet i overskriften: there is no spade.

Tekst: Justus Ortmann
Visuelt: Astrid Urup Møllerhøj
Redaktør: Martin Bjerg Dahl