Kibbutz – at være for lille

05. marts 2018

Kort efter sin studentereksamen tog Linnea væk fra Danmark. Væk fra svære familieforhold. Væk fra skuffelser. Væk fra kulde og ondt i hjertet. Hun tog til Israel for at bo i et frivilligt kollektivt samfund, en kibbutz, og trimme mandarintræer.

Her kommer anden del af tekstserien. Hvori Linnea ankommer for første gang til kibbutzen og begynder sit arbejde på en plantage i alt for store sko.

Illustration af Corinna Karlsen

Historien begynder, hvor den slap i første afsnit

Den nat sov jeg i 13 timer, og morgenen efter spiste jeg cornflakes i hængekøjen og lå der hele dagen og ålede mig. Jeg havde lange samtaler med Yalle i køkkenet de dage, jeg var i ørkenen, hvor jeg af og til græd, og hun holdt armene om mig. Hvor vi grinte og begge fortalte historier. Vi vendte og drejede tingene og lavede det, hun kaldte ’open heart surgery,’ hvor man går ind og opererer på problemerne. Yalle var en rigtig hønemor, der talte en blanding mellem dansk, engelsk, hebraisk og noget helt fjerde. I hendes køkken var der kosher-opdeling, enorme avocadoer, kærlighed og nybagt kage. Altid en nybagt kage. Så jeg sad for det meste på skamlen i køkkenet, mens Yalle lavede omhyggelige simreretter, og jeg talte med munden fuld.

Efter et par dage i hængekøjen med sol og tiltrængte samtaler med Yalle, tog jeg afsted til hovedkontoret for frivillige i Kibbutzer i Tel Aviv. Med to rygsække og en meget stor madpakke, snoede jeg mig ind i en smal elevator med rustrøde vægge og et gulvtæppe, der lignede DSB’s sædebetræk. Jeg kom op på femte sal til lugten af kedelkaffe og kanel og bankede på to døre, før jeg ramte den rette.
Indenfor sad en lille dame med briller midt på næseryggen. Hun lignede lidt én, der havde sprunget weekenden over de sidste par år. Hun fik mumlet noget om Kibbutzer, og jeg fortalte lidt om mig selv, og at jeg ønskede at arbejde med landbrug. Hun trak brillerne længere ned på næsen, så hun så endnu mere indsunken ud og spurgte, om jeg ikke hellere ville arbejde i køkkenet eller noget, der passede bedre til en pige af min højde og drøjde. Jeg blev en smule selvbevidst. Det var da ikke det, jeg skulle. Jeg skulle jo plukke æbler og høste græskar og alt andet i den dur. Jeg var da ikke taget til Israel for at stå indenfor i et køkken. Der gik et øjeblik, inden jeg igen spurgte, om jeg ikke måtte få lov til at prøve det af. Hun sagde, at jeg måtte tale med kibbutzen om det, men at hun foreslog, at jeg overvejede andre muligheder. Afsted kom jeg dog. Til Kibbutz Bar‘am i Nordisrael. Vest fra Golanhøjderne og med Libanon som nabo 300 m. overfor. Jeg fulgte intenst med i alt uden for togvinduet, mens jeg kørte gennem landet. Fra ørken til nåletræer, fra tørke til frodigt, fra fladt land til bjerge. Bar’am lå isoleret på toppen af et ud af mange bjerge, og efter en køretur på 3 timer, der tog mig gennem, hvad føltes som tre klimabælter, kom jeg til bjerget.

Jeg skulle jo plukke æbler og høste græskar og alt andet i den dur. Jeg var da ikke kommet til Israel for at stå indenfor i et køkken.

Jeg havde hjemmefra skabt mig det her præcise billede af Kibbutz som et sted, der kun tiltrak et par frivillige ad gangen, og at aldersgruppen nok var en del ældre end mig. Et simpelt og primitivt sted, som ville tage én 50 år tilbage i tiden. At man ikke drak eller røg af religiøse årsager, og at det var et sted, hvor jeg ville bruge min tid på at læse mine tykke, danske bøger, når jeg ikke skulle høste og så på markerne.

Bar’am var koldere og grønnere end Alon og alt andet end det, min fantasi havde fået Kibbutz til at være. Der var 41 frivillige, jeg var nummer 42, og langt de fleste var i min aldersgruppe. En håndfuld sad på græsset og røg cigaretter og spillede kort og var omkring mig i løbet af ingen tid med spørgsmål fra højre og venstre. Jeg kunne mærke mavesyren stige lidt op i kroppen igen af alle de nye ansigter foran mig.
Området for de frivillige bestod af to toetagers huse med et common room med PlayStation, syv korridorer med radiatorer og dobbelte brusere og courtyard med træer, lyskæder, græs og en bålplads for foden af græsset. Der var fodboldbane, pool, basketsal og en pub. Jeg var absolut stadig i det 21-århundrede. Jeg blev placeret på værelse nr. 12, som lå lige ud til courtyard og fik at vide, at min roomie var i Jerusalem for weekenden og ville være tilbage tirsdag. I løbet af dagen fandt jeg ud af, at jeg virkede lidt kejtet blandt de andre. De frivillige røg dagen lang og drak øl som vand, jeg havde lagt cigaretterne fra mig og ikke det mindste lyst til at drikke. Folk sad i grupper eller to og to og talte i timevis, jeg ville bare læse min bog i min egen lille verden. Jeg var anspændt og følte mig for umoden til bare at slå mig ned og for moden til deres humor. En mærkelig kombination af, at jeg var for ung og for gammel.

Jeg mødtes om lørdagen med Raviv, der var tidligere officer i militæret og bosat i kibbutzen, og som nu stod for de frivillige. Han, præcis som kontormusen, løftede brynene helt op i hans solbrændte pande, da jeg spurgte, om jeg måtte arbejde med landbrug i kibbutzen. Han trak på det og endte med at give mig lov med en ’du skifter jo nok’-bemærkning, der gik helt ind og gnavede mig i maven. Han gav mig et sæt klodsede arbejdsstøvler i den mindste størrelse, han havde; det var 38, som jeg kunne sejle rundt i med min 36-centimeters fod. Morgenen efter stod jeg op kl. 4.05, tog to af mine tykke sokker på fødderne og det, jeg ellers kunne fiske frem i mørket af tøj, og blev kørt til Hula Valley, hvor Bar’am havde citrus, fersken- og bønneplantager. Vi kørte ned ad bjerget til en dal nedenfor Golanhøjderne. Solen var på vej op og himlen nåede at skifte farve tre gange i løbet af den fyrre-minutters køretur. Blå – lilla – rød.

I løbet af den første tid i Hula Valley, fandt jeg ud af, at jeg jo var lille i forhold til de andre, klodset i for store støvler og kom ofte til at klippe grene ned i hovedet på mig selv, men jeg følte mig ret sej derude. Med den hvide varevogn, sårene, mudderet, sveden og pornoplakaterne. At måtte blive beskidt og klam og lugte af gødning. Jeg fik da også udslæt og varmeknopper oveni rifterne, og mine fingre opsvulmede til det dobbelte i varmen, men det føltes alligevel godt. Det var nok også derfor, jeg aldrig endte med at skifte job til køkkenet.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Tak, det var lige det jeg havde brug for midt i vinterlandskabet!

    1. Linnea la Cour Brag siger:

      Er da så glad, hvis jeg har kunne hjælpe lidt på kulden!

  2. Olivia siger:

    Jeg har ventet på denne 2. del – så fint og godt skrevet! Tak.

    1. Linnea la Cour Brag siger:

      Selv mange tak! Helt skønt, at du læser med.

  3. Martin siger:

    Spændende.
    Godt tænkt med for umoden og moden på samme tid. Det kender vi.

    1. Linnea la Cour Brag siger:

      Hahah fantastisk, ja et mærkeligt limbostadie.

  4. Matthew Cross siger:

    Cant wait for the third!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *