Klumme: Det har jeg lært af at blive fyret fra et værtshus

Min helt store sabbatårsdrøm er at rejse langt væk. Gerne til Colombia eller Brasilien, helst i en gammel, tank-lignende suv. Jeg har endda købt en modelbil magen til netop den retro Land Rover Defender, jeg gerne vil køre derovre.

Den står på mit skrivebord og fungerer som symbol og motivation for den rejse, jeg kan få, hvis jeg arbejder nok. Jeg vil gerne nå det i mit sabbatår, for jeg føler, at det ellers er for sent. Så kalder voksenlivet, og pludselig er jeg knyttet til en uddannelse og karriere i Danmark.

Sabbatåret føles for mig som det lille vindue, hvor man kan leve et helt andet liv, end man på noget andet tidspunkt kan – uafhængigt af, hvilken fremtid man vil have.

Jeg vil også ud at rejse, fordi jeg efter at have boet i den samme by hele mit liv keder mig. Jeg længes efter den udfordring, der kommer ved at prøve noget helt nyt. Jeg tror, at friheden i sabbatåret giver de perfekte rammer for at lære noget, man ellers aldrig vil kunne – gennem en modgang, man ellers aldrig vil opleve.

Tuborg-manden

Så meget des mere vil jeg gerne ud og rejse. Så meget des mere må jeg tjene penge.

Så for et stykke tid siden marcherede jeg ned på det første og bedste værtshus med en ansøgning og blev hyret på stedet. Nu kunne jeg så bytte nogle kedelige måneder for de sjove måneder i min fremtid.

Det er altid sjovt at træde ind på et værtshus. København har ændret udseende på mange måder de seneste mange år. Hvor det dog endnu ligner sig selv, er på indersiden af de gamle, brune værtshuse.

Tuborg-manden er altid til at finde et sted på væggen, røgen hænger tungt i luften, stamkunderne fortæller røverhistorier med store armbevægelser ved baren, og der spilles stadig de samme 80’er-dansktopsange over højtalerne.

“Musak”, som en stamkunde lærte mig, at man kalder det; den slags musik, der konstant kører over lydanlæg offentlige steder. Det er et blandt flere ord, der er blevet tilføjet til mit ordforråd, siden jeg startede mit arbejde. Jeg har lært hvad en flyversjus, snudestrammer og gummicheck er, samt hvad det vil sige at “tage turen til Viborg”.

Klik her og Støt SEIN

Stamkunden

Når jeg siger, at det betyder meget for mig at have lært det, er det selvfølgelig ikke, fordi jeg har manglet disse ord. Men det fungerer som en markør for, at jeg endelig har fået et hul igennem til et fællesskab, som jeg ikke før har været en del af. Den typiske stamkunde på et værtshus er oftest en mand, som er et par årtier ældre end mig selv.

Alder og køn er de eneste to markante forskelle mellem dem og mig. Dog var jeg stadig nervøs, da jeg startede mit nye job på værtshuset. For jeg vidste, hvor uvant det var for mig at stå og konversere med disse slags kunder, som er så stor en del af jobbet. Det virkede fjollet at være så nervøs.

Normalt er jeg nemlig ikke genert, når jeg skal tale med nye mennesker. Så længe vi er jævnaldrende, er det sjældent svært. Selv hvis vi kommer fra vidt forskellige steder på jorden, kan vi grine af de samme TikTok-referencer og synge med på de samme 2010’er-popsange.

Men at tilpasse sig jargonen på værtshuset vidste jeg ville være sværere, selvom jeg har boet i samme by som disse folk i 20 år. 

“Bedre egnet til cafearbejde”

Jeg var lige omkring så langt her med min artikel, da jeg blev fyret. Min chef var kommet ind i starten af min vagt og havde fortalt mig det. På mange måder er jeg ikke uenig i hendes begrundelse. Jeg havde heller ikke altid været den bedste værtshusbartender.

Hun havde forklaret mig, at jeg nok var “bedre egnet til cafearbejde“. Jeg var ked af, hvor tydeligt det havde været. Og var jeg ked af,  at jeg sagtens kunne se, hvad hun mente. Jeg er da nok fuldstændigt oplagt til at sidde i en café på Frederiksberg og lave flat whites til alle de andre unge piger med Sophie Scarfs på og genbrugsbøger i tasken.

Det ville sikkert være meget nemmere for mig at vænne mig til end værtshuset. Men så nemt skal det ikke være. For jeg tror desværre, at de steder, vi kommer fra, oftest er de steder, vi ender, rent sociologisk set.

Når jeg en dag tager en uddannelse, er jeg sikker på at støde på folk, som minder om mig selv igen.  Når jeg får et job – altså et rigtigt voksenjob – er min kreds snævret endnu mere ind, og jeg opfylder stadigt samme profeti.

Jeg møder samme type med samme interesser, formodentligt samme slags opvækst og alder, for vi er i samme skæbnefællesskab. Hvor synd ville det ikke være?

Så meget des mere tror jeg, at det er vigtigt, at jeg netop nu har sådan et job. For som sagt tror jeg, sabbatåret er der, hvor man kan lege rundt med forskellige liv. Jeg kan nu mere end nogensinde gøre mig de erfaringer, jeg gør mig her.

Jeg arbejder der endnu

For jeg har tilpasset mig, siden jeg begyndte på artiklen. Jeg bliver glad, når jeg ser de sædvanlige stamkunder komme ind, og jeg ved netop hvilken øl, jeg skal stille frem til dem. Jeg glæder mig til at høre hvordan det går dem.

Jeg kunne allertydeligst mærke følelsen af at høre til, da jeg blev fyret. Selvom jeg vidste, at jeg hurtigt ville kunne få nyt job, så jeg kunne spare rejsepenge op igen, var det tanken om netop dette job, jeg ikke kunne ryste af mig.

Det, jeg bliver betalt for, er slet ikke kun det praktiske job som bartender, men også jobbet som en at samtale med. Og det kan også være et arbejde. Jeg må nogle gange lægge øre til timelange knevrerier og nogle gange i processen afvise enormt kikset bejleri eller forsøge at forstå pløret fuldemandssnak.

Enkelte kommer også, fordi de har brug for en at tale med. Jeg har vidst, at ensomheden fandtes og sørget over den, men før sad jeg bare derhjemme og kunne håbe forgæves på, at det blev bedre.

Det har været en udfordring for mig at tilpasse mig værtshuset. Men det er en udfordring, som jeg ville være skuffet over mig selv, hvis jeg ikke kunne overkomme. For så er det heller ikke sværere. Som sagt tror jeg virkelig på, at jeg netop lærer af at overkomme udfordringer. Så jeg tiggede, blev givet en chance til og arbejder der endnu.

Jeg har ellers set denne “tjene penge”-periode af sabbatåret som en slags hi; en fase, der måtte overstås, en nederen tid, der skulle byttes til sjov tid på min rejse. Som en fase, hvor jeg ikke rigtig ville lære noget revolutionerende eller blive udfordret på nogen måde. Det er jeg ved at skifte mening om.

Jeg vil stadig enormt gerne ud og rejse – langt væk, i lang tid. Jeg savner modvinden, når man er et nyt sted. Jeg tror stadig på, at jeg er nødt til at lære noget for at få mit sabbatår til at tælle. Og jeg tror stadig, det er nu eller aldrig, at jeg har denne grad af frihed til at gøre det. 

Jeg vil sikkert sagtens kunne prale af min Land Rover-rejse, når jeg har taget den, og fortælle folk, at det er der, jeg virkelig fik oplevet nye ting og overtrådt grænser. Men det ville være at undergrave, hvor meget jeg også lærte, mens jeg tjente pengene til overhovedet at have råd til den – på et værtshus. 

Tekst: Idun Sandsgaard
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Laura Rye Bislev