Når kølerpoesi sætter tanker igang

21. september 2017

I denne måned samler vi digte ind til en SEINsamling af kølerpoesi. De samme 9 ord danner rammen for vidt forskellige tanker og fortællinger.
Til inspiration har Caroline skrevet et digt om ungdom og sårbarhed med udgangspunkt i ti tilfældige ord.
Du kan indsende dit kølerdigt til SEINsamling indtil 26. september.

Ord:
nøgen, impuls, bær, tro, dele, hensyn, stemme, kaffe, møder, valg

Grobund til ærlighed

Alt nyttigt hensyn smerter næsten at tage imod
Jeg har en nøgen tro på, at jeg er født til at blive mere
Men troen giver altid sen medvind,
Og så har nervøsiteten og dårlige impulser taget over
Kan vi dele vores ellers tavse bekymringer,
Give dem stemmer og lade dem udvikle sig
Til fast rutine over det sædvanlige kaffevalg på vores stamcafé
Uden manipulation af vores valg, kan vi brede os ud
Bevæge os længere end før og bedre tage imod
Jeg tror, jeg har svært ved at blotte min sjæl ligesom dig
Måske er det bare rutine at bære en maske
Men behøver den at være lavet af panser?
Hvad nu hvis det var skabt som et bær?
Blødt og fint at røre, men ved for hårdt et tryk så skrøbeligt
Jeg har det som om, jeg er et bær på indersiden
Men har et panser udadtil
Kun ét eneste menneske ved, når jeg revner
Men hvilken nytte har det, hvis dét menneske er mig?
Derfor vil jeg hellere bære mine følelser og tanker
Uden på tøjet, så vi begge kan tage del
I både drømme og mareridt
Vi er en ungdom, der drømmer og dømmer;
Drømmer om oplevelser skabt af diamanter
Dømmer dem, der er for svage eller for forskellige
Ambitionerne er store, men hvis vi nedbryder hinanden
Hvilket behov er der så for uendelig succes?
Jeg vil skabe en ny åbenhed i mig selv
Blotlægge min sjæl og vise den til enhver, der spørger
Jeg er træt af at leve i mit panser
Det er for tungt, og jeg vil være lettere
Jeg vil vise mine svagheder over for dig
Sammen kan vi skabe en ny dagsorden uden så meget konkurrence
Bliver livet ikke skønnere, hvis vi kan styrke hinanden
I stedet for at leve i evig kamp,
Hvor vi gror på bekostning af andre?

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her