Kom du? Ja, det kan du tro

Om at skulle testes for sexsygdomme

Nå, så vågner man der, det virkede akavet i går at bringe det på bane, og nu er det hele for sent og for kringlet, og man vil bare gerne hjem.

Så kan man gå lidt og tænke over, at man nok burde ringe til lægen; lige blive testet.

Det bliver i morgen, lægen er også lukket, hallå man.

Nå. Det bliver mandag, det dejlige ved undskyldningen om en lukket læge er overstået, man skal lissom have ringet og få det overstået.

Så kan man stå der, akavet i en trappeopgang på ens skole eller i bussen på vej på arbejde og hviske ind i telefonen.

Først en kradset jingle, elevatormusik.

Så bum, så tager hun den, Jeanette fra klinikken: 

“Jamen hold da op, hvorfor ringer du?”

“Du vil testes for klamydia”

“Hvorfor? Symptomer? Hvornår? Det var da ærgerligt. Klør det? Svier det? Hvordan ser det ud?”

Alle informationer over en træls forbindelse, og du vil egentlig bare gerne lukke samtalen ned. 

“Jamen, kom herind morgen!”

Det gør man så, og går gennem samtalemøllen en gang til. Denne gang hos en sygeplejerske, hun stiller de samme spørgsmål. Hold op, hvor irriterende, samme trælse blik.

Man tør ikke spørge, om man har gjort det rigtigt, det hele er weird.

Af med overtøjet, op med vatpinden.

Rulle lidt rundt.

Tjuhej, hvor det går, man får sved på panden af kejtetheden i det hele.

Tulrer ud af toilettet igen, og alle kigger op fra deres magasiner og tænker: “Nå, ja, okay akavet for hende” og “haha, godt det ikke er mig”.

Ind i boksen. Hvornår får jeg svar? Man skal selv stille spørgsmålene, man får intet foræret af kvinden med de lange negle, der sidder og kigger fordømmende på en og hele weekendens eskapader.

Hun har aldrig været så dum og frygtløs, skal man forstå.

“Du får svar inden for rimelig tid”.

Jamen for helvede, hvad er rimelig tid, tænker man, men tør ikke stille flere spørgsmål.

Trasker ud af klinikken med skammen intakt og tænker, at det gider man ikke igen, det der.

Om at tænke for meget

Tjuhej, hvor det går, og nu går han ned. Det skulle jo egentlig være hammerfedt, men pludselig ligger man stiv som en søstjerne og kigger op i loftet.

Hvordan forholder man sig lige til det her? Det hele bliver meta-agtigt.

Tæller streger i loftet, tænker på, hvordan man lugter og smager.

Ad.

Nej.

Vil ikke tænke på det alligevel.

Du var lige i zonen, nu er man tilbage, pludselig bevidst om det hele, alt for bevidst. Man har set i alle programmer på P3, at man bare skal nyde det, eje det og ikke tænke.

Nu tænker man over, at man tænker, at man tænker for meget og tankerne.

Skulle have drukket ananasjuice, skulle ikke have tisset i det klamme toilet, skulle ikke have taget de der bukser på, der lugter lidt for meget af denim.

Hvad tænker han? Tænker han? Hvorfor tænker man?

Ej, det er noget rod.

Kom op igen.

Om at fake en orgasme

Kom du? Ja, det kan du tro.

Fedt.

Løgnen, der går på tur.

Magter ikke at kommunikere tydeligt, kan desuden heller ikke formulere det lige så godt, og altså, hvorfor ikke pynte lidt på det hele, det andet er sgu da for akavet. Så ja, vi siger, at jeg kom.

Det kunne jeg jo også lige så godt altså, kunne jeg ikke?

Spørgsmålet kommer med cirka 70 km/t, og man får ikke lang tid til at svare. Stilheden er larmende i rummet.

Vil helst ikke virke pernitten eller for meget, men får også dårlig samvittighed, man ved jo, man burde kommunikere klart og tydeligt. Det siger de i ‘Sex IRL-podcasten’, og det siger alle veninderne. 

Altså: Du skal eje din seksualitet, sige: “Nej, jeg kom ikke og det er også fint”, eller “nej, det var en lidt tarvelig omgang, men hej hej og god vind fremover”.

Tekst: Alberte Prinds
Visuelt: Ida Agnete Storgaard
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen