Kondomet: “Jeg vil jo bare folk det bedste, men jeg føler mig holdt udenfor”

Denne artikel er skrevet på baggrund af RFSU’s undersøgelse ‘Kondomtjek – Danmark 2023’, interview med Sex & Samfund og personlige erfaringer.

År efter år slår vi danske unge vores egen rekord i antal klamydiasmittede. Nogle rekorder er fede at slå, men denne er ikke en af slagsen. Det virker, som om der er en let og ligetil løsning på problemet: kondomet.

Men selvom du kan sikre dig et stort, fedt green flag ved at hive et kondom op af lommen, bliver det oftest dernede. Derfor har jeg taget fat i kondomet, den mest centrale, og dog så oversete, spiller i vores klamydia-problem, til en snak om, hvordan han egentlig går og har det.

Good guy og god til at blende ind

Det er lørdag aften, og jeg har aftalt med kondomet at mødes på en lokal bodega. Stedet er livligt, men jeg genkender ham nemt blandt de andre gæster – vi har mødt hinanden før. Denne gang minder dog ikke om de forrige. Kondomet har indvilget i at lade mig interviewe ham om de udfordringer, han har for tiden.

Han har det nemlig ikke så godt. Han er nedtrykt – og det er ikke på grund af de lange vintermåneder, vi alle har måtte kæmpe os igennem.

Kondomet føler sig holdt udenfor. Han er ensom. Hans sociale liv er ikke, hvad det har været. Han var glad for, at jeg ringede, fortæller han mig, for det er lang tid siden, at han har været i byen. Vi sætter os ved et fedtet brunt bodegabord med to øl foran os, og jeg starter interviewet med et simpelt spørgsmål.

Hvordan har du det?

“Ikke helt på toppen, for at være ærlig. Mit sociale liv hænger lidt i laser for tiden. Det er virkelig lang tid siden, at jeg er blevet inviteret med til noget. En fest, i byen … hvad som helst. Og jeg forstår det ikke rigtig, for hver gang jeg støder ind i nogen, jeg kender, siger de: ‘Skal du ikke med næste gang? Ej, men selvfølgelig, vi vil så gerne have dig med. Vi skriver til dig!’ Men det bliver sjældent til noget. Og det kan man altså godt blive lidt skuffet over i længden.” 

Kondomet trækker på skuldrene og kigger ned på sin øl. Det er overraskende for mig at se ham så nedtrykt. I mine øjne har han altid bare været en sjov og festlig type, lidt overfladisk, måske, men det er jo ikke, fordi hans historie ikke vækker genklang.

“Det er ikke for at være selvfed, men jeg synes egentlig selv, at jeg er en rimelig god fyr. Jeg vil jo bare folk det bedste, men jeg føler mig holdt udenfor. Det virker, som om folk ikke rigtig ved, hvad de skal gøre af sig selv, når jeg træder ind i et rum. De bliver ofte lidt akavede. For eksempel herinde,” siger han og slår ud med armene mod resten af lokalet.

“Alle ved godt, hvem jeg er. Og selvom der nok er et par stykker, der kunne få lyst til at ringe til mig senere, lader de alle, som om de ikke kender mig, eller smiler hurtigt og halvhjertet hen over skulderen. Og det værste er: Jeg ikke ved, om jeg bebrejder dem. Jeg er begyndt at tro, at det er mig, der er noget galt med. Jeg har overhørt mange sige, at fester uden mig er de bedste. Jeg forstår det bare ikke, for jeg føler egentlig, at jeg er ret god til bare at blende ind.”

Det dårlige selskab

Kondomet fortæller mig, at han af og til bliver inviteret med til fest. Men når han gør, føles det ikke altid, som om det er af de rigtige grunde. 

“Jeg bliver tit associeret med nogle typer, jeg ikke rigtig identificerer mig med. Klamydia og herpes, kender du dem? Gonore også. De er virkelig ikke særlig godt selskab. Men det er, som om at hvis de crasher en fest, så er jeg lige pludselig også velkommen. Så siger folk endda til mig: ‘Godt, du kom! Hvor ville vi bare ønske, at du havde været her fra starten af’. Men så kunne de da bare have inviteret mig med fra starten, tænker jeg bare.”

Jeg kan ikke lade være med at få lidt dårlig samvittighed. Det er ikke, fordi jeg selv har inviteret kondomet med til fest særlig mange gange. Men hvad har han egentlig selv gjort for at komme ind i varmen igen? 

“Det er pinligt at indrømme, men jeg har prøvet alt muligt for at virke lidt mere interessant. Og fræk, for at være helt ærlig. Den her jakke for eksempel,” siger han og løfter op i den læderjakke, der hænger på hans stoleryg.

Den er rød og læderagtig og har små knopper over det hele, der ligner en masse små bumser eller granatæblekerner. Og så dufter den af … jordbær.

“Men det er ikke, som om der rigtig er noget, der virker. Tværtimod,” fortsætter han og hænger jakken tilbage på stolen. 

Vi er ved at have drukket ud, og selvom dette er et professionelt møde og interviewet er nået til vejs ende, nænner jeg ikke at efterlade ham så sørgmodig på bodegaen.

“Har du nogen planer i aften?” spørger jeg ham for at sikre mig, at jeg ikke lader ham i stikken.

“Ja, lige i aften har jeg faktisk en aftale med en ny ven: cykelhjelmen. Vi mødte hinanden tilfældigt, men faldt hurtigt i snak. Det har vist sig, at vi har ret meget tilfælles.”

Tekst: Astrid Hein Ernst
Illustrationer: Anna Sander og Stine Helmo Kisling
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge