Korte idéer om religion

Kære læser, hvorfor begav du dig i kast med at læse denne artikel? Har du ikke bedre at tage dig til? Ved du ikke, at spædbørn i Afrika sulter? Ved du ikke, at universiteterne er ved at blive overtaget af pseudovidenskabelige ideologer? Ved du ikke, at Big Tech censurerer, hvem det passer dem, og dermed agerer selvudråbte dommere over ytringsfriheden, frihedens egen hjørnesten, din autonome frihed til at leve det liv, du ønsker dig? Ser du, jeg tror, du er ude efter noget. Enten er du på flugt fra modets fordring om at konfrontere verdens problemer og leder derfor efter tilfældig underholdning, eller også udforsker du netop det ukendte i søgen efter svar og løsninger på udfordringer, der står i vejen for opnåelsen af dit og dine medmenneskers ideale liv. Hvad end grund til læselyst du har, er du velkommen. Jeg vil i det følgende prøve at skærpe din interesse ved at forsøge at artikulere de bagvedliggende processer, der har affødt dit valg om at læse nærværende artikel.

Hvorfor læse?

Hvordan bør et menneske handle? Findes der en evigtgyldig måde at være menneske på, der i videst muligt omfang tilvejebringer det ideale liv? Om end længst forglemt er dette endnu menneskets grundlæggende spørgsmål. Det er derfor af yderste relevans for det moderne menneske at forsøge at besvare det og ikke fortabe sig endimensionelt ud i den ganske vist enormt nyttige, men ligeledes følelses- og værditomme virkelighed af verden som en rent objektiv og sanselig størrelse.

Nuvel. Først skal vi prøve at bevæge os ind i en mærkværdig tankerække; væk fra verden som en objektiv, sanselig virkelighed og ind i en verden af myter og værdier. Vi skal forsøge at forstå, hvorfor makrosociale strukturer og mekanismer er identiske med intrapsykiske ditto – hvorfor indretningen af den menneskelige psyke afspejler organiseringen af kulturen.

Marduk-myten – fra polyteisme til monoteisme

Vores historie begynder i det gamle Mesopotamien. I landområdet, der ligger i det nuværende Irak, var der mange forskellige og spredte stammer, der ofte bekrigede hinanden. Hver stamme havde sine guder. Disse var personligheder med besynderlige egenskaber, temperamenter og værdier. Ganske som mennesker har det. Da stammekulturerne således forsøgte at efterleve deres guders viljer, var krigene lige så meget en krig mellem mennesker, som mellem guder. Sejrherrernes gud ville bestå som den stærkeste og mest ideelle gud – den, hvis værdier (når de førtes ud i livet) viste sig bedst til at organisere og føre en krigsførende stamme i kamp mod en anden.

Nogle stammer ville måske have en krigsgud, mens andre ville have en gud for landbrug. Spørgsmålet går da: Hvilken kultur har størst sandsynlighed for at overleve – stammen, der producerer våben og træner sine soldater i kampfærdigheder, forsvar og plyndring, eller stammen, der producerer mad og træner sine bønder i landbrug, ressourceomfordeling og behovsudsættelse (det tager tid før korn spirer)? Svaret lyder til dels: Den første vil klare sig godt i krigstid, hvor militært forsvar såvel som angreb (med henblik på tilegnelse af andres ressourcer) er fundamentelle nødvendigheder for overlevelse, mens den anden vil klare sig godt i fredstid, hvor produktionen af vedvarende føde til eget forbrug samt til handel (som fredsbevarende/krigsforebyggende middel) er en fundamental nødvendighed for overlevelse.

På et tidspunkt blev en række stammer bragt sammen og dannede én forenet kultur: den sumeriske. Denne sammensmeltning af forskellige samfund betød, at hver enkelt stammes guder måtte flettes ind i en fælles, harmonisk forståelse af gudsdyrkelse i den nye kultur. Resultatet blev fødslen af en ny mytologi med én ny gud: Marduk, som havde øjne hele vejen rundt om hovedet og talte magiske ord. En mester i opmærksomhed og kommunikation. Men Marduk bar også et utal af navne, som efter sigende var levn fra de forenede stammers tidligere guder: En buket blomster ligner én stor smuk blomst. Den er den samlede mængde af skønhed indeholdt i hver enkelt blomst, men deri transcenderende den enkelte blomsts skønhed således, at den bliver noget større, mere end én stor blomst, mere end en samling af blomster; en buket, en ny kategori, et nyt væsen. Marduk var netop sådan en buket; den akkumulerede mængde af alle de ”gamle” guder inkarneret i én personlighed, der derfor overgik og transcenderede dem alle.

Eksempel: En blikkenslager, der også kan mure og spille violin, er teoretisk set tre gange så kompetent som en person, der kun mestrer én af disciplinerne. Det betyder, at han mestrer handling i flere domæner og derfor kan siges at være mere ideel end sine enkelt-domæne-kolleger, der må bede om hjælp, når de støder på endnu utillærte domæner. Idealitet er nemlig defineret ved moralsk visdom, dvs. indlært viden om, hvordan man bør handle i flest mulige typer af situationer. Vores multitalent vil således både kunne bygge sig et hus, vedligeholde det ift. vejr og nedbør samt underholde til selskaber i huset.

I myten om Marduk konfronterer og besejrer han Thiamat, kaosdragen, der er i færd med at tilintetgøre de gamle guders verden. Og ud af de tilbageværende stykker af Thiamats lig skaber Marduk et nyt kosmos, en ny verden. Marduks opstigen til gudernes øverste tinde er en bevægelse fra polyteisme til monoteisme. Den sumeriske mytologi fortæller da også, at de gamle guder bukkede i ærefrygt for Marduk, der af disse blev udråbt til den højeste og suveræne gud med autoritet til at dømme endegyldigt. Et nyt ideal var opstået, og de gamle guder blev i takt med Marduk-mytens udbredelse og kulturelle dominans hurtigt uinteressante, mytologiske bi-karakterer

Marduk blev hyldet som den mytologiske helt, hvis modige gerninger havde skabt kosmos og grundlagt den sumeriske kultur. Han blev derfor betragtet som det højeste ideal, hvis væsen det var den sumeriske kejsers fornemste opgave at imitere. Hvert år under fejringen af det nye år ville et særligt ritual udspille sig. Kejserens præster ville tage ham uden for byen, hvor han på knæ skulle udsige alle de måder, hvorpå han i løbet af året havde været en dårlig Marduk. Han skulle altså indrømme sin ulighed med sin kulturs højeste ideal. Dette ritual giver os en idé om religionens rolle i den sumeriske tradition: Marduk, den højeste gud, fungerede som en abstrakt og personificeret idé om den ideelle måde at leve på, hvis essens det var menneskenes vigtigste opgave at efterleve. Han virkede som en fordring for individet om at forbedre sin personlige karakter. Marduk blev dermed den evige dommer over det sumeriske folks fejlbarlighed, idet han netop repræsenterede deres yderste idé om perfekt levevis.

Hierarkiet af værdier – den højeste værdi

Kultur er den gensidigt forhandlede idé om et fælles set af værdier, der udgør den gældende moral i befolkningen, dvs. afgør, hvad der betragtes som acceptable handlingsmønstre, der bringer forudsigelighed i handling og derfor emotionel stabilitet til hvert enkelt individ. Thiamat repræsenterer dermed den ukendte, altid-lurende, kaotiske del af menneskeheden, der plotter mod at underminere og tilintetgøre den gældende kultur, de normative værdier og dertilhørende handlingsmønstre. Thiamat kan betragtes som den radikale menneskelige tilbøjelighed til at ønske den gældende kulturs omstyrtning. Moderne udgaver af Thiamat finder vi i de to mest morderiske ideologier i verdenshistorien: nazisme og kommunisme, der arbejder i det skjulte og altid lurer i periferien af samfundet som potentialet for dets omstyrtning. Disse er eksempler på henholdsvis højre- og venstrefløjens yderste radikalisering.

Marduks opstigen til den højeste position i det guddommelige hierarki, bevægelsen fra polyteisme til monoteisme, er identisk med udviklingen af et nyt værdihierarki – etableringen af en ny moralsk kode. Hvor stammerne før skulle efterleve hver enkelt guds love og bud, var der nu kun én gud at følge – en metagud. Marduk repræsenterede nemlig den menneskelige evne til frivilligt at konfrontere og besejre det ukendte kaos, der truer samfundets fortsatte eksistens, udvinde visdom derudaf og forny den gældende kultur. Men hvad betyder det? Det betyder, at mennesker i enhver situation har muligheden for at udvide deres bevidsthed, da enhver situation indeholder mere information, end vi kender til. Marduk repræsenterer således processen, hvormed ny viden tilegnes. Dette er metaværdien, dersom den foreligger som en altid nærværende mulighed i enhver situation. Vores uvidenhed kan altid forbedres, og det er netop denne akt – kontinuerlig konfrontation med ukendt viden – der opdaterer både individet og kulturen. Identifikation med Marduk bliver dermed det bedste bolværk mod totalitære idéer som kommunisme og nazisme (Thiamat), der modsat insisterer på at have en absolut og ”total” viden, som ikke kræver horisontudvidelse.

Eksempel: En studerende observerer (flerøjet), at universiteterne er begyndt at tendere mod kommunistiske idéer. Der går snak om skarp opdeling af mennesker i subgrupperinger på baggrund af arbitrære identitetsmarkører. Hver gruppe tildeles ud fra disse en mængde skyld, og det foreslås, at dem med mindst skyld, dem, der eftersigende undertrykkes af dem med meget skyld, bør forskelsbehandles og tildeles overlegne lovmæssige rettigheder. Lighed for loven synes på nippet til at blive ophævet. En fundamental værdi, hvorpå kulturen hviler, er under angreb. Hvad gør den studerende, der ser omstyrtningen af den gældende kultur nærme sig? Hun indrømmer, at kulturen er gammel og behøver opdatering, men understreger, at den er grundlagt på uerstattelige værdier, som, hvis de undergraves, potentielt set kan afstedkomme verdenskrige af uanede proportioner. Hun låner derfor Shakespeares samlede værker på biblioteket og bereder sig med mod og sandhed. Derpå indgår hun i en kreativ, udforskende proces (flerøjet), hvori hun hjemme i sit studerekammer konfronterer de endnu ukendte ord, der gemmer på den visdom, hun har brug for, for at udvide sin bevidsthed og styrke sine argumenter (magiske ord) i kampen mod de fremherskende, radikaliserede idéer, der truer samfundets fortsatte frugtbarhed og eksistens. Hun inkarnerer hermed Marduk, den sumeriske kulturhelt, samt den højeste værdi og konceptualisering af det gode.

En åben slagmark

I oldtiden var det almen lærdom, at mennesker var gudernes spillebrikker samt overgivet til en skæbne efter disses luner og trang til underholdning – vrede kunne fx tilskrives krigsguden indblanding, mens seksuel lidenskab kunne tilskrives kærlighedsgudindens ditto. Vi har tidligere forstået, at guder kunne repræsentere fundamentale menneskelige drifter som seksualdrift, aggressivitet eller sult. Denne mærkværdige idé får senere genklang hos psykoanalytikerne, der mente, at mennesket var en løs samling af ånder, der skiftevis beboede og dominerede psyken. Psykoanalytikerne artikulerede mytens implicitte idéer, idet de mente, at menneskets drifter kan betragtes som ”personligheder”, der alle har et egoistisk ønske om tilfredsstillelse af egne behov (som en enøjet kyklop, et fallos-symbol (modsat den flerøjet Marduk)). Det betyder, at den enkelte ”personligheds” særinteresser nødvendigvis eksisterer i strid med de andre personligheders ditto, da ingen af dem søger kompromisets forenende idé, men kun selvtilfredsstillelse. Denne tunnelvisionære morale skaber nødvendigvis konflikt, idet den retfærdiggør opfyldelsen af egne behov på bekostning af tilfredsstillelsen af andres. Den mangler en overordnet ”personlighed”, der kan forene de stridende drifter og stifte fred.

Mennesket er et væsen givet til sine drifters vold. Vi spiser, er sociale, har samleje, slås, søger status, udforsker det ukendte osv. I organiseringen af psyken såvel som samfundet indgår alle drifter og værdier pga. deres forskelligheder i en evig kamp om overherredømmet, magt som den højeste værdi – det behov, der først og fremmest bør tilfredsstilles. Mennesket har nemlig et begrænset antal ressourcer til rådighed, dersom det kun kan gøre én ting ad gangen. Hver gang vi træffer et valg, afgør vi således, hvilken værdi der i det givne øjeblik bør prioriteres over samtlige andre værdier. Men hvordan afgør vi det, hvis to værdier fx er i konflikt med hinanden? Vi kan ikke både have høj og lav selskabsskat. Nej, den skal afstemmes således, at venstrefløjens insisteren på omfordeling af ressourcer imødekommes, samtidig med at højrefløjens idé om, at det skal være attraktivt at starte nye virksomheder, der kan skabe værdifulde produkter og vækst for alle i samfundet, ligeledes tilfredsstilles. Så hvordan organiserer mennesket sine værdier i et harmonisk system med minimal konflikt, der over tid tilfredsstiller samtlige værdier og drifter? Dette er livets store spørgsmål – både for individet og kulturen.

Eksempel: En ung fyr føler en dyb, lidenskabelig trang til at rejse til Afrika for at udforske afrikanernes anderledes levevis og opleve savannens vilde natur. En kort rejse vil ikke tilfredsstille ham, det ved han. Men en lang rejse betyder, at han risikerer at miste sin dejlige kæreste. To værdier står i skarp konflikt: Rejs ud i verden eller bibehold det romantiske forhold. Begge er noble mål, men hvilket er mest nobelt, hvilket bør sættes over det andet?  Sumerierne ville svare Afrikarejsen. Og hvorfor? Fordi det er ofringen af det kendte for det ukendte; fordi udforskningen af det ukendte er selve den akt, hvormed mennesket udvider sin bevidsthed og deraf sine adaptive kompetencer, sin visdom, som er viden om, hvordan man bør handle i flest mulige situationer – den højeste værdi. Mennesket opdaterer så at sige sin model af virkeligheden og finder måske ud af, ude i det ukendtes mystiske land, at kæresten slet ikke er noget for ham, eller at en særligt sød afrikaner i højere grad er forenelig med hans ideal om en mage.

Den højeste værdi som forenende og fredsskabende princip

Vi har nu fået en idé om, hvad værdier er, og vi kender også til sumerernes idé om den højeste værdi. Men hvad er dennes egentlige funktion? Det implicitte postulat i den sumeriske mytologi er, at den, der i sit liv imiterer Marduk, til samme tid efterlever og tilfredsstiller alle de underordnede guder. Eller: Af virkeliggørelsen af den højeste værdi følger virkeliggørelsen af alle underordnede værdier. Vi ser samme idé gå igen i Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet, hvori Jesus siger: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. (…) Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Spiser vi for at blive mætte, syer vi tøj for at holde os varme? Er disse mål i sig selv eller blot delmål i en større ligning – som fx kontinuerlig konfrontation med det ukendte, udvidelse af bevidsthed og tilvejebringelse af vores ideale liv?

Den menneskelige psyke er et mikrokosmos for makrosocial organisering, da den ligesom kulturen indeholder vidt forskellige og internt stridende drifter (i form af individer og samfundsgrupper), der alle ønsker noget forskelligt. Både individ og kultur konstrueres nemlig ud af divergerende ”personligheder” eller værdier, som kun kan forenes ved hierarkisk organisering, hvori de alle underordnes én suveræn værdi, der ved sin forenende syntese stifter ”fred” mellem de krigsførende drifter. De underordnede værdier er så at sige kun instrumentelle led i processen af virkeliggørelsen af den højeste værdi. De så at sige ”tjener” den højeste værdi, hvis virkeliggørelse – dette er den fremsatte idé hos sumererne såvel som i kristendommen – vil afstedkomme deres egen virkeliggørelse. Om dette er tilfældet, vil jeg ikke gå nærmere ind i. Men det er værd at tænke over det implicitte metafysiske postulat: Konfrontér det ukendte i enhver situation, og du vil få alt, hvad du ønsker dig.

Lad os huske tilbage på de spredte mesopotamiske stammer, der med hver deres simple guder levede i stadig konflikt med hinanden. De mente sig alle berettiget til at opfylde deres egne mere eller mindre egoistiske ønsker ved imperialistisk tilegnelse af de andres territorier og ressourcer. Først da de forenedes under en ny, suveræn gud, Marduk, der indeholdt alle de forriges egenskaber og mere til, opstod der fred mellem de hidtil ”enøjede” stammer. Vi husker ligeledes tilbage på mennesket, der indeholder en pluralitet af egoistiske drifter. Hvad var det de manglede? De manglede det højere formåls princip, den forenende morale, der gav dem til at forfølge det samme mål: Processen hvormed ny viden skabes; konfrontationen med det ukendte; overvindelsen af det lurende kaos; fornyelsen af kulturen. De manglede den højere moral, der ville tillade dem at hæve blikket fra deres egoistiske ønsker om selvtilfredsstillelse af særinteresser, op mod det forenende princip, den højeste værdi – det højeste gode, som individets intrapsykiske drifter såvel som makrosociale grupperinger alle har muligheden for at tjene.

Mennesket har i årtusinder ledt efter den højeste værdi (Gud) og forsøgt udtrykke dens væsen. Først i handling, dernæst repræsenteret i myte og senere i filosofi. Alle kulturer i verdenshistorien har tilbedt guder, som de ihærdigt forsøgte at ”tjene”. Om vi kalder dem guder, drifter, værdier eller noget fjerde, er ikke vigtigt. Vigtigt er det, hvilke værdier vi vælger at tjene. For tjene må vi. Men hvis vi vælger de forkerte guder at tjene, vil kulturen såvel som dets individer fragmentere sig i stammer (identitetsgrupper) og subpersonligheder, der ”enøjet” er villige til at gennemtvinge deres egne egoistiske ønsker på bekostning af andres. Det er Guds død, forkastelsen af den højeste værdi. Hvis det sker, vil vi alle gå glip af Guds rige, det ideale liv, der som en enligt blafrende flamme af potentiale, ude i mørkets dybe vinternat, venter på, at vi med mod og sandhed udforsker det ukendte – i os selv og i verden.