Kvinder, der har gjort en forskel: Ingen er frie, indtil vi alle er frie
Der findes mange modige kvinder, som gennem verdenshistorien har taget kampen op for at forandre verden til det positive. I dette indlæg fortæller Thea om to kvinder, som har gjort et vidunderligt stykke arbejde.
I morgen er det den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, en af mine yndlings dage.
Det er en påmindelse om alt det, vi har opnået igennem årene for at gøre verden til et mere ligevægtigt sted – men også en påmindelse om, at der stadig er meget at kæmpe for. For hver dag kæmper verdens kvinder stadig for basale menneskerettigheder.
Jeg er vokset op i en feministisk familie, hvor vi har snakket meget om kvinderettigheder, og hvor vigtigt det er at kæmpe imod sexisme. Min opvækst har været præget af Malalas selvbiografi, Chimamanda Ngozie Adichies feministiske litteratur og historier om alle de stærke kvinder, der har forandret verden.
Jeg vil gerne fortælle om to kvinder, som har gjort en kæmpe indsats for at gøre verdenen til et bedre sted. To kvinder, som har været ekstremt modige, som aldrig har givet op og som er drevet af en sans for retfærdighed. Det er to kvinder, som betyder rigtig meget for mig.
Den danske kvinde, som kæmpede imod folkemord
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg for første gang hørte om Karen Jeppe. Det var i april 2023. Jeg var lige flyttet til Armenien, og det var mindedagen for det armenske folkedrab i 1915. Jeg brugte sammen med min veninde dagen på et museum for folkemordet, og det var der, jeg læste om den danske kvinde.
I 1903 rejste Karen Jeppe for første gang til Armenien. Hun havde hørt om den chikane, de kristne armeniere oplevede fra de tyrkiske undertrykkere. Kirker blev ødelagt, mennesker blev fordrevet og sendt på dødsmarcher. Store dele af det armenske landareal blev taget fra dem og er nu en del af Tyrkiet.
Karen Jeppe var uddannet lærer og havde en stor passion for kristendommen. Det motiverede hende til at tage til Armenien og hjælpe det kristne armenske folk.
Hendes sans for retfærdighed og næstekærlighed holdt hende i gang.
I mange år var hun forstander på et børnehjem for armenske børn. Hun tog sig af dem og beskyttede dem. Hun gav dem sikkerhed. Hun havde altid frygten for, at tyrkiske soldater ville komme og tage børnene fra hende med i baghovedet.
Men som den modige kvinde, hun var, blev hun ved med at gøre sit arbejde. Karen Jeppe organiserede mad og drikke til mennesker, der var blevet sendt afsted på dødsmarcher. Hendes sans for retfærdighed og næstekærlighed holdt hende i gang.
Historier siger, at hun på et tidspunkt husede 12 armenske soldater i sit eget hjem Havde tyrkiske soldater fundet skjulestedet, ville alle være dræbt.
I løbet af sit liv reddede hun utallige menneskeliv. Det er takket være hende, at så mange armenske mennesker undslap folkemordet.
I Danmark kender man hende ikke, men i Armenien ved alle, hvem hun er.
Der er en gade i den armenske hovedstad, Yerevan, som er opkaldt efter hende. Engang snakkede jeg med en ung fyr fra den armenske diaspora, som sagde til mig: “Thea, hun reddede tusindvis af armenske børn. Der er så mange armeniere, hvis forfædre blev reddet af hende som små. Hvem ved, måske var min bedstefar også en af dem.”
Da gik det op for mig, hvor stor betydning Karen Jeppe har for det armenske folk. Tænk, at jeg skulle rejse helt til Armenien for at lære om en af Danmarks modigste kvinder.
I de 12 måneder jeg arbejdede for en humanitær hjælpeorganisation i Yerevan, har jeg tit tænkt på hende. Det armenske folk befinder sig stadigvæk i en skrøbelig position, og de er omringet af deres fjender, Tyrkiet og Azerbaijan, som truer dem konstant.
I september 2023 blev over 100.000 armeniere fordrevet fra regionen Nagorno-Karabakh, og jeg er sikker på, at hvis Karen Jeppe var i live, ville hun have gjort alt i sin magt for at hjælpe dem.
Karen Jeppe har fået en helt speciel plads i mit hjerte.
Verdensdamen med hjertet på det rette sted
På en højskoletur til Israel og Palæstina i 2022, var vi så heldige at møde aktivisten Angela Godfrey-Goldstein. Hun har efterladt et stort indtryk hos mig, og jeg følger stadig med i hendes arbejde. Vi mødte hende i den østlige del af Jerusalem i et hus, som hvert minut kunne blive taget af israelske bosættere.
Angela Godfrey-Goldstein er aktivist, og hun grundlagde i 2016 organisationen Jahalin Solidarity. Jahalin er navnet på de palæstinensiske beduiner, som bor på Vestbredden. De er en meget udsat befolkningsgruppe. Det israelske militær fordriver dem fra deres land og de er ikke i sikkerhed nogen steder.
Organisationen kæmper imod israelske bosættelser, men de kæmper også for palæstinensernes rettigheder, og så går de ind for fred og forståelse mellem den palæstinensiske og den israelske side. De laver meget arbejde for at oplyse om palæstinensernes levevilkår.
“Hvis nogen falder, så hjælper man dem op igen”
Da jeg mødte Angela første gang, snakkede hun så passioneret om sit aktivistiske arbejde, at jeg senere valgte at skrive et portræt af hende til vores højskoles magasin. Jeg kontaktede hende og så fik jeg lov til at interviewe hende. Interviewet gik alt for meget over tid. Hun havde så mange historier at fortælle, og jeg havde uendeligt mange spørgsmål.
Angela har britiske forældre, men er vokset op over det hele. Hendes far var læge, så familien boede i Kenya, Uganda og Sydafrika. Senere gik hun på kostskole i England. Hun fortalte mig, at hendes far lærte hende, hvor vigtigt det er at hjælpe mennesker i nød. “Hvis nogen falder, så hjælper man dem op igen”, havde hendes far altid sagt.
Hun tog det til sig og fortalte lærerne på hendes skole om den mobning der foregik, og som teenager samlede hun penge ind til sårede soldater i vietnamkrigen.
Aktivisme har været en stor del af hendes liv. Hun rejste meget til Sinai i Egypten, hvor hun blandt andet arbejdede som klimaaktivist, og hun er meget stolt af at have bidraget til beskyttelsen af nationalparken, Ras Mohammed.
Det var også i Egypten, at hun for første gang hørte om Jahalin beduinernes skæbne. Det efterlod et stort indtryk på hende, så hun valgte efterfølgende at engagere sig i deres sag.
På en rejse til Israel i 1981 lærte hun mere om beduinernes situation i landet og generelt om palæstinensernes levevilkår. Det motiverede hende til at engagere sig i deres sag. I mange år arbejdede hun som fortaler for Israeli Committee Against House Demolitions, som er en organisation, der kæmper imod nedrivning af huse, som er ejet af palæstinensere.
Hun har også været aktiv i den palæstinensiske NGO, Grassroots Jerusalem, som oplyser om palæstinensernes livsvilkår i Østjerusalem.
I 2016 grundlagde hun sin egen NGO, Jahalin Solidarity, som stadigvæk er meget aktiv den dag i dag. Palæstinenserne har over flere generationer befundet sig i en vanskelig situation, men især de seneste år har været horribelt for dem.
Derfor er det vigtigt med mennesker som Angela, der kæmper deres sag. Hendes arbejde har fået endnu større betydning nu, hvor situationen i Mellemøsten er eskaleret.
Der er stadig meget at kæmpe for
Det var fortællingerne om Karen Jeppe og Angela Godfrey-Goldstein: To kvinder som har sat meget på spil for at kæmpe for det, de tror på. Det er kvinder, som har inspireret mig.
Deres historier er beundringsværdige.
For selvom vi skriver 2025 i kalenderen, så er der stadig meget at kæmpe for. Især når mænd som Donald Trump bliver genvalgt. Mænd, som har alt for meget magt og indflydelse. Mænd, som bestemmer over kvinders kroppe. Mænd som dominerer den verden, vi lever i. Kvindernes kampdag er stadig meget aktuel.
Når vi fejrer dagen i morgen, så skal vi huske alt det, kvinder gennem tiden har opnået. Men vi skal også minde os selv om, at der stadigvæk er meget at kæmpe for i verden. Ingen er frie, indtil vi alle er frie.
Glædelig kampdag!
Hvad tænker du?