Kunstnerisk intelligens i stedet for kunstig intelligens

Vi lever i en algoritmestyret tid.

Al vores gøren og væren fra vores onlinekøb, private beskeder, færden, opslag og inkognito-søgninger bliver efterhånden fodret til tech-giganternes skræddersyede profileringsmaskiner, som igen stopper det ned i halsen på os i form af specifikt udvalgt content.

En slags pervers datacyklus, der har til formål at fastholde os på de store tech-platforme. Lime os til de virtuelle slikbutikker. Og det virker desværre.

Sundhedsstyrelsen rapporterede i oktober 2023, at 80 % af mænd og 60 % af kvinder mellem 16-24 år oplever, at de ikke får nok søvn på grund af skærmunderholdning. Jeg bruger selv mellem 3-5 timer om dagen på min mobil.

Algoritmernes jerngreb har næsten usynligt taget kvælertag på vores privatliv, præferencer og derfor også vores kunstneriske frihed. Kunstens fineste rolle har altid været at gå forrest og sætte foden ned, når nye kriser truer den åndelige frihed. Det skal og må kunsten også gøre i kampen mod AI. Og heldigvis er der allerede kunstneriske vinde, der er begyndt at blæse den vej.

DOGME25: Menneskelige film

I forrige uge faldt jeg over et opslag på Instagram fra det anerkendte danske filmselskab Zentropa, der med brystet skudt frem lancerede et nyt kunstnerisk filmkollektiv kaldet DOGMA25.

Med inspiration i den verdenskendte danske 90’er-filmbevægelse Dogme95 proklamerede DOGMA25 en række nye kunstneriske dogmer, der har til formål at skabe film, som løsriver sig fra algoritmernes jerngreb.

Film med et ”menneskeligt aftryk” som de selv udtaler: ”I en verden, hvor formulariske film baseret på algoritmer og artificielle visuelle udtryk er i fremgang, er det vores mission at stå op for det uperfekte, distinkte og menneskelige aftryk.”

Da jeg læste DOGMA25 kunne jeg mærke, hvordan deres budskab ramte noget i mig.

Jeg kan som professionel musiker nemlig virkelig genkende den frustration, som stråler ud af opslagets centrale pointer: En frustration over en kunstverden, som altid har været et spejl af menneskets og samfundets oplevelser og problemer, men som også i de seneste år er blevet taget til fange i den nye altomsluttende og algoritmebaserede online-virkelighed.

Et nyt artificielt musiklandskab

Jeg har været professionel musiker i 7 år nu og har fra første række oplevet, hvordan algoritmer og kunstnerisk intelligens lige så stille har overtaget musikbranchen og tilsidesat menneskelighed til fordel for et væld af masseproducerede musikmaskiner.

Jeg bliver for eksempel dybt bekymret, når det amerikanske finansmagasin ‘Fast Company’ allerede sidste sommer berettede om, at Spotify flyder med AI-skabt musik. Og selvom AI som musisk skabelsesredskab stadig er relativt primitivt, går der nok ikke mange år (eller måneder) før få ved, hvad der er menneskeskabt musik, og hvad der er AI-genereret musik.

Man kan derfor oplagt spørge, hvor meget af den musik, der allerede florerer på vores algoritmeskabte Spotify-playlister, er AI-genereret? Ingen ved det rigtigt, og det bliver stadig sværere at opdage.

Tonedøve tech-chefer

DOGMA25 føles også som et tiltrængt kreativt pust i en tid, hvor den kunstneriske magt i stigende grad havner i hænderne på tech-chefer, der ikke forstår glæden ved at fordybe sig i at skabe kunst.

CEO’en for SUNO, der er en af verdens førende platforme inden for AI-musik, Mikey Shulman, udtalte eksempelvis i starten af året i podcasten ​​’The Twenty Minute VC’ , at ”det ikke længere er sjovt at lave musik”. En bogstavelig talt tonedøv udtalelse og et ildevarslende indblik i, hvordan musikbranchens nye tech-pionerer ser på musik som kunstform.

Det er derfor vigtigere end nogensinde før, at vi som musikere stiller os kritisk over for den nye AI-udvikling. Ellers ender vi med at blive kvalt i den artificielle intelligens’ klæbrige greb, og musikken havner i hænderne på ignorante og kapitaldrevne tech-moguler.

Med inspiration i DOGMA25 har jeg derfor lavet fem råd, som unge musikere kan tage til sig, hvis de gerne vil tilslutte sig kampen mod tech-giganternes overherredømme og lave musik på egne præmisser:

1. Musik er menneskelig fordybelse. AI er artificiel effektivisering.

Målet med musik er at søge ind i dybet af sit sind og hive ellers gemte og glemte erfaringer frem. Lære sig selv bedre at kende og samtidig skabe forbindelse til andre mennesker. Denne smukke, selvudviklende og menneskelige proces forsvinder i den kunstige intelligens’ selvforstærkende effektiviseringsprincipper, hvor kvantitet udvisker kvalitet.

2. Dine musiske værktøjer er en del af dit musiske budskab. Lad derfor ikke hykleriet
vinde.

Du er som musiker nødt til at tænke over, hvilket værktøj du bruger til at skabe dine sange. Du kan ikke lave en klimasang ved hjælp af sprogmodeller, hvor én prompt bruger samme mængde strøm som 40 mobilopladninger.

Ligeledes kan du ikke skrive en kærlighedssang og bruge et værktøj, der koger sindets kompleksitet ned til en samling af de mest generaliserede buzz words.

3. Fejl er et menneskeligt grundvilkår. Mister musikken sine uperfektheder, mister den sin menneskelighed.

Lær at elske dine musiske fejl i stedet for at maskere dem. Ellers bliver din musik en lydmæssig version af Photoshop, der imiterer en farlig musisk perfekthedskultur. Prøv at elske din stemmes små knæk, lyden af din vejrtrækning inden næste ord, dine fingres indøvede dans med instrumenthalsens træ eller klaverets tangenter.

Giv dig hen til de fejl, der uundgåeligt opstår, når du formidler din fejlbehæftede historie.

Kunstig intelligens er designet til at koge alles erfaringer ned til en farveløs vælling af artificielle ensartetheder. Modsat skal din musik jo være et produkt af dig som enkeltstående og enestående person. AI’er kan ikke fortælle din historie for dig, for den kan ikke sætte sig ind i dine nuancer.

4. Kunstig intelligens stjæler dine medmusikeres livsværker uden deres samtykke.

At gøre sig uafhængig af AI er at vise, at musikken fortsat er eget af musikerne. De store AI-modeller har længe skrabet onlinelandskabet for ophavsrettighedsbeskyttede billeder, tekster, musik og film for at træne deres modeller. Alt uden at spørge kunstnerne om lov.

Og siden Trump-administrationen igen indtog Det Hvide Hus, tyder intet på, at tech-giganterne får et mindre manøvrerum. Faktisk modsat.

Det er derfor din pligt som medmusiker stå op mod tech-giganternes tyverier for at vise, at din og andres fremtidige musik fortsat ejes af jer. Det kan du ikke, hvis du bruger tech-tyvekosterne til egen kreativ vinding.

5. Generationsdefinerende musik har altid været et redskab i kampen mod eliten.

At gå mod tech-giganternes jernnæve er en essentiel del af vores generationskamp. Vores tids elite er tech-eliten. De har pengene, de har teknologien, de har beslutningskraften. Og vigtigst af alt har de vores opmærksomhed.

Det er derfor kunstens og musikkens pligt anno 2025 at slippe fri fra tech-mogulernes glubske greb og tage kunsten tilbage. Det kan man ikke, hvis man i kunsten gør sig afhængig af tech-giganternes værktøjer.

Mit håb er, at de ovenstående råd vil hjælpe unge musikere med at tænke over, hvordan de bruger AI i deres musik. Vi skal vise, at det stadig er den kunstneriske intelligens, der er grundstenen i fremtidens kunstliv. Ikke den kunstige intelligens.

Tekst: Gustav Bejder 

Visuelt: Flora Milner

Redaktør: Johanne Ringøen