Mit klædeskab med minder om hvem jeg var, og visioner om hvem jeg vil være
Det kan være svært at retfærdiggøre, hvorfor man har et stykke tøj liggende, som man ikke bruger – især når der som sådan ikke er noget galt med tøjet. I dette indlæg udforsker Sigrid en følelse af, at hendes klædeskab både er et slags museum for hende selv. Men også at noget tøj kan være ubrugeligt, fordi man ikke kan udfylde den rolle, som tøjet kalder på.
I mit skab har jeg en hvid crop-top. Jeg har haft den siden 8. klasse, men den bløde bomuldstrøje har fem procent elastan, så den glider stadig nemt ned over kroppen. Den fremhæver ryggen, og i mine øjne ser jeg mere rank ud, når udskæringen smyger sig tæt til min hals som en hagesmæk. Heller ikke en enkelt plet er der at finde på den, selvom jeg aldrig rigtig har lært at spise pænt (min mor lærte mig til gengæld meget om at fjerne pletter). Der er ikke noget galt med den. Men jeg har ikke brugt den i flere år, og jeg vil aldrig gå med den igen.
Klik her og Støt SEIN
Hver gang jeg rydder op og blikket falder på toppen, tænker jeg det. Alligevel er den aldrig røget ud. Jeg er bevidst om, at jeg holder på den top som en museumsgenstand, og jeg giver den ikke engang en værdig behandling. På 14 kvadratmeter er der ikke plads til at gøre alt mit tøj ære. Jeg råbte efter hjælp på min Instagram-story og skrev: “Hvordan skiller man sig af med ting, som man nærer affektionsværdi for?”
Jeg specificerede ikke i min story, at ‘tingene’ var tøj, og at affektionsværdien ikke, i alle tilfælde i hvert fald, kommer af, at jeg har fået tøjet af en nærtstående. Det nærliggende eksempel, crop-toppen, er ikke arvet af min bedstemor. Affektionsværdien ligger for mig nærmere i en ømhed for den person, jeg var. Og værdien ligger altså også i, at jeg er bange for at glemme.
Marie Kondo siger (løst citeret): ‘keep whatever sparks you joy’, og at mindes giver mig glæde, at føle mig kvalt af ting gør mig ked af det. Men hvordan kan jeg smide toppen ud, når 14-årige Sigrid hænger fast i ærmet? På Instagram var det bedste svar, der kom tilbage, at jeg skulle nedskrive, hvilket minde – hvilken følelse, der ligger bag genstanden.
Jeg rører stoffet, og hun strømmer til mig. En film, der starter i mit fjortende år:
Den hvide crop-top kom til i en tid, hvor hun for første gang var glad for sit udseende. Om det er en normal udvikling i en teenagers livsbane – meget muligt. Men ikke desto mindre føles det nok specielt for hver enkelt teenager.
Hun havde ikke mange penge, men hun bestemte selv over dem, og internettet havde åbnet sig over hende som en himmelbue. Hun havde allerede slået sig på the world wide web. En tidsvender-halskæde, ligesom Hermiones i Harry Potter, havde hun købt for 30 kroner på eBay, men aldrig set noget til. Men nu begyndte mere genkendelige butiksnavne at dukke op i webshops – nemlig dem hun kendte fra de sporadiske shoppeture i storcentre med mor. Og det blev hurtigt en sport at vende tilbage til hjemmesiden for at se, hvilket nyt tøj der var kommet.
Der var så meget, der var nyt, det var, som om alle var enige om, at hun skulle opgraderes. Far mente, at det vist nok var på tide med en ny computer, konfirmationen gav hende mulighed for at købe en iPhone, og hun begyndte endelig at få bryster. Hun håbede, at en af drengene fra klassen snart ville smække hende i røven. Hun var ikke stolt af, at hun tænkte sådan, men hun så det nærmere som et symptom på verden end på sig selv.
Sommeren forinden havde hun fået kommentarer på sin hvide hals og følte sig nærmest lige så udstillet som i en ond drøm, hvor man er nøgen i skole. Det forår var hun klar, hun vidste hun kunne blive brun, hun lå ude hele dagen og tjekkede hele tiden underbuksekanten. Hun blev helt ør i hovedet, hendes mor havde nemt ved at få farve, hun lignede sin mor, mere og mere, lårene voksede. Hun købte trøjen for at fortælle, at hun havde fået en krop.
Derfor kan jeg ikke gå med trøjen længere. Jeg kan ikke klæde mig ud som mig selv som 14-årig – den rolle kan jeg ikke tage på mig igen. Der er selvfølgelig alt muligt andet, der gør det svært. At den ikke rigtig er på mode længere, og at den ligeså heller ikke rigtig er alderstilsvarende. Men ligesom hele historien kommer til mig, når jeg rører trøjen, er det også sådan, når jeg har den på. Jeg er bange for at glemme, det har jeg sagt, men jeg vil heller ikke huske hele tiden.
Visuelt af Frederikke Vinter Vittrup
Mens crop-toppen afslører, hvor hvert af mine ribben sidder, har jeg i mine farvesorterede bunker også en klokkeformet, hvid flæsebluse, jeg ikke har fået brugt. Den fortæller stadig noget om mig, hvem jeg gerne vil være, den er stadig opladet med intention. Sådan er den vævet af stof af både fremtid og fortid, den rækker tilbage i mine drømme for flere år siden og ud mod et punkt, jeg stadig ikke har nået.
Hun følte, at hun løj, mens hun havde den på, og som en dårlig løgner følte hun, at alle kunne gennemskue det
20-årige Sigrid, der har sabbatår, arbejder alt for meget og har ikke opdaget det endnu. Hun tager Chanel-parfume på, inden hun tager på arbejde på et bosted, hvor hun kan få en lussing, hvis pålægschokoladen ikke har fået et knæk på midten. Hun drømmer om at gå i den hvide bluse, hun drømmer om at være upraktisk, hun drømmer om noget helt andet, som hun ikke føler sig god nok til endnu. Hun tog blusen på den dag, hun startede på højskole, men hun skiftede i løbet af dagen. Ikke fordi den ikke var pæn, ikke fordi hun spildte, men hun følte, at hun løj, mens hun havde den på, og som en dårlig løgner følte hun, at alle kunne gennemskue det.
Hun gik på skriveholdet, og hun havde aldrig prøvet at blive læst af andre end sin dansklærer før. I sommervarmen sad de nærmest skulder mod skulder rundt om det firkantede bord, mens de læste hinandens tekster. Hendes bare arme i tanktoppen øgede hendes bevidsthed, det var, som om deres arme åndede på hinanden, hun prøvede at holde sig rank og lade sine skuldre falde i hak på de udspændte kraveben. Om fredagen snakkede de om, hvilket tøj de skulle have på til aftenens fest, og en fra holdet prøvede at beskrive alles individuelle stil. Hendes øjne nåede til Sigrid, skuldrene blev spændt an: “du har sådan en sej, sporty stil.”
Hun følte, hun skulle sige tak, selvom det at have en stil også kan lyde som et prædikat, og det var svært at sige tak for at have ‘sej’ og ‘sporty’ som iboende kvaliteter. Det skræmte hende, at hun allerede var blevet iagttaget, og efter det fulgte flere uger af krampagtige forsøg på at slippe ud. På en kunstnerisk højskole med designlinje blev tøj både båret og lavet, spisesalen blev en catwalk – både i overført betydning til frokost og bogstaveligt, når designholdet gik rundt med flyers: ‘only best dressed will be allowed in’, og tøj blev personificeret hele tiden: Den her trøje er så meget dig, men jeg ville aldrig selv gå med den, de her bukser er så meget Lauge, den her top får mig til at tænke på Kaja. Sætninger, der kan være lige så ubehagelig som at få vist et dårligt billede af sig selv, ad, synes du, det ligner mig? Du ligner ikke trøjen, den ligner bare noget, du ville tage på. Men du bliver trøjen, den er så meget dig. Du bliver sej og sporty, og folk bliver skuffede, når du fortæller, at du ikke kan stå på skateboard.
Hun køber tøj for at tilnærme sig den hvide bluse, for at lave en troværdig overgang, går på en bro, mens hun bygger den, og orienterer sig i spisesalen dagligt, om hun er på rette vej med sin indkøbskurv. En anden hvid bluse, der er åben i ryggen, uden flæser, og en lyserød vest med en masse lommer og lynlåse. Hendes veninde Synne vil gerne låne det, og allerede der føler hun, at hun er nået langt. Hun besøger en af sine venner hjemmefra, de siger, fedt tøj, spørger, har du selv tænkt på at tage det på? Hun ved ikke, hvad svaret er. Tanken opstod i hende selv, men ligesom alt andet opstod den ikke i et vakuum upåvirket af andre. Hun stoppede på højskole, hun kunne ikke mærke, hvad hun selv ville.
Der er ikke nogen tydelig overgang som i en Winx-transformation, hvor ens kræfter bliver bekræftet, manifesteret af ens nye, pimpede outfit
Jeg har, ligesom mit 20-årige jeg, stadig langt til den hvide flæsebluse, som efterhånden er noget af et fugleskræmsel af en milepæl. Den er blevet tidsløs for mig, fordi det er en tøjgenstand, som jeg har ønsket mig, siden jeg begyndte at ønske tøj. Og den er tidsløs, fordi dens eneste fortid med mig handler om ikke at være i brug. Jeg kan ikke bruge blusen. Ikke fordi jeg bliver 20-årige Sigrid igen, når jeg tager den på, men fordi jeg stadig er hende.
Jeg er 24 nu, og udviklingen er stadig ikke sket. Men den kunne være sket, hvis jeg bare var begyndt at gå med blusen – ligesom forceret overgangen. Men der er ikke nogen tydelig overgang, som i en Winx-transformation, hvor ens kræfter bliver bekræftet, manifesteret af ens nye, pimpede outfit. Tøjet, der nærmest vokser ud af huden på dem, danner sig af deres energi. Eller en makeover-scene, hvor den nørdede pige med brillerne får taget knolden ud og brillerne af, og man opdager, at hun havde kræfterne hele tiden. Det skulle bare afsløres. Det er mig, der har agens i min makeover, min transformation. Det er mig selv, der skal beslutte, at jeg er god nok til blusen. Sandsynliggøre, at jeg er så meget den, den bluse er så meget mig.
Blusen ligger som et punkt ude i horisonten, et trin på vej til min fremtid. Den vil finde vej til tøjbøjlen, og så vil den ende i rodebunken igen som et minde. Og så vil jeg igen stå med den i hånden og skrive endnu et kærlighedsbrev til hende, jeg var, mens jeg fantaserer om, hvem jeg vil blive.
Hvad tænker du?