Kvinder der ikke vil være mødre

09. november 2022

Hver ungdom står med deres egne opgør, og lige nu ruller en ny bølge af feminisme over verden. Mere end nogensinde før er vi opmærksomme på kvindens ret til sin egen krop – alligevel er der ét spørgsmål, som kvinder helst ikke skal svare nej til: “Skal du have børn?” I denne samtaletekst diskuterer Josefine og Louise valget om ikke at få børn.

Visuelt af Astrid Urup Møllerhøj. Udklip over maleri af Johannes Larsen: Alhed Ammer Puf, 1899.

Du kender det. Du sidder i toget eller til en familiekomsammen, og i periferien af dit synsfelt leger, sover eller blot eksisterer et lille barn. Du mærker det opkørte åndedræt mod din kind, før du hører det, da et kvindeligt familiemedlem læner sig ind mod dit øre og lavmælt siger: “Nå, du bliver sikkert helt skruk nu?” Det kan også være, at du går ned ad gaden med din veninde, som stopper op foran en børnetøjsbutik og sukker længselsfuldt ved synet af nogle mikro-bitte-små sko, som hun overvejer at købe, til når hun engang får børn — for det er sjældent et hvis.

Ifølge en opgørelse fra 2020 lavet af Danmarks Statistik var cirka 12% af landets kvinder og 20,5% af mænd barnløse, når de blev 50. Hvor stor en andel af kvinderne, som er frivilligt barnløse, fremgår ikke.

Jeg har snakket med min veninde, Louise, om hendes oplevelse af de forventninger til kvinder, som hun er blevet mødt af, i forbindelse med at hun (det meste af tiden) ikke ønsker at få børn og i hvert fald ikke bryder sig om den stereotype mor-rolle. Louise er 27 år, bor i København, i gang med sin anden bacheloruddannelse og har været sammen med sin kæreste i otte år.

Tvivl og kompromiser

Forestiller du dig, at du skal have børn på et tidspunkt?

– Dér veksler jeg meget frem og tilbage i virkeligheden, fordi jeg er så meget i tvivl.

Hvad er du i tvivl om?

– Jeg har mange overvejelser omkring emnet. Nogle dage tænker jeg, at jeg gerne vil have børn, og at min kæreste og jeg ville blive gode forældre, og andre gange føler jeg, at jeg ikke skal have børn, fordi det ikke vil passe ind i det liv, jeg gerne vil leve.

Hvad mener du med, at det ikke passer ind i dit liv? 

– Jeg er ret sikker på, at jeg kunne blive en god mor, men jeg ved ikke, om jeg har lyst til at påtage mig mor-rollen og det, den indebærer.

Hvad indebærer den da, tænker du?

– Når jeg tænker på min egen mor, så tænker jeg, at man skal være villig til at ofre utroligt meget af sig selv og sin tid. Man skal gå på kompromis med sig selv, hvilket man jo også gør, fordi man elsker barnet, men jeg ved ikke, om jeg er villig til at indgå i den rolle.

Kvinder er jo ikke mere “biologiske” end mænd, men hvornår spørger man en mand, om der er et tikkende ur i ham?

Mor, far og andre arkaiske roller

Der er mange faste roller, som vi påtager os gennem livet. Vores samfundsforståelse af begrebet ‘familie’ udvikler sig kontinuerligt og ustoppeligt, og umiddelbart kan det fremstå mere inkluderende end nogensinde før. Det er det måske også. Alligevel er det, som om visse egenskaber ved familien er iboende; reproduktion, arv og biologi vægtes højt og beviser, at selv nyere, mere progressive familieformer stadig i høj grad er betinget af normative kønsroller. Mange beskriver et behov for selv at bære barnet og et ønske om, at barnet skal ligne forældrene, selv hvis det ikke er forældrenes gener. Selv tosomhedstanken i forældreskabet er resultatet af en lang tradition af “far, mor og børn”-konstellationer.

Hvordan er det at snakke med andre om dine overvejelser omkring forældreskabets roller?

– De unge kvinder, som jeg kender (for jeg oplever sjældent disse samtaler med mænd), har egentlig meget samme problemstilling som mig. Det handler meget om kønsroller, for du bliver nærmest fortalt, at du gennemgår en eller anden type transformation, når du bliver mor. Du har været én type kvinde forinden, hvorefter du omtransformeres til den her moderfigur, hvor hele ens eksistens er centreret omkring moderskab. Du skal prioritere familielivet, gå derhjemme og bage boller, holde børnefødselsdage og snakke med veninder om at amme. Man taler selvfølgelig om de ting, som fylder i hverdagen, men jeg vil stadig gerne være mig — jeg vil ikke være Mor.

Krisetænkning

I de sidste årtier har diskussionen om overforbrug, overbefolkning samt konsekvenserne ved evig vækst taget til. Nogle forskere mener, at det vil være en katastrofe for velfærdsmodellen, hvis danskerne ikke får flere børn, mens andre vurderer, at det er et ikke-problem — særligt i skyggen af den truende klimakrise.

Når du siger, at du ikke har lyst til at få børn, men alligevel er i tvivl, hvad betyder det så?

– Det er også svært, for på en måde kan man også spørge: “Hvad er lyst?” Jeg har ikke lyst til at få børn, men for mange bliver det nærmest en samfundspligt at skulle reproducere, fordi vi bare skal have børn på et samlebånd. Og det er jo sjovt, for samfundsmæssigt er det en dårlig undskyldning, for vi bliver snart for mange mennesker på jorden. I virkeligheden er det nok mere en kulturel idé om, at vi skal opretholde en eller anden tradition på tværs af generationer. Min mor vil gerne have, at jeg oplever den glæde, hun føler ved at have børn. Hun er uforstående over for, at jeg ikke har lyst til at opleve den rolle, som hun nu lever i.

Kampen for retten til at definere os selv går i stå, når vi antager, at alle kvinder fundamentalt er bundet til og af deres livmoder, og når vi går ud fra, at alle, der har en livmoder, er kvinder.

Hvad føler du, når folk insinuerer, at du går glip af noget ved ikke at blive mor? 

Jeg synes, det er helt vildt problematisk og også virkelig nedværdigende. Det er specielt ærgerligt, at vi skal dele samfundet op i køn på den måde; at fordi jeg er kvinde, skal jeg have den lyst. Der er også en idé om, at det er okay, når kvinder spørger kvinder, hvilket jeg slet ikke synes, at det er.

Alle de her idéer om biologiske tænd/sluk-knapper, tikkende ure og naturlige behov. Hvad associerer du det med?

– Det handler uden tvivl om kvinder. Kvinder er jo ikke mere “biologiske” end mænd, men hvornår spørger man en mand, om der er et tikkende ur i ham? Mænd har det privilegium, at de kan lave børn nærmest hele livet, men hvis de lader være, er det heller ikke et problem. Det er blevet mere socialt acceptabelt at kvinder får børn senere, men da eksempelvis Anna Glad blev gravid, var selv de positive artikler hængt op på hendes alder. Det handler konsekvent om, at kvinder gerne må få en uddannelse og et job, men vi skal gøre det hurtigt — så skal vi have børn, og derefter skal vi overgive os til familielivet.

Kampen for retten til at definere os selv går i stå, når vi antager, at alle kvinder fundamentalt er bundet til og af deres livmoder, og når vi går ud fra, at alle, der har en livmoder, er kvinder. Kvinder og børn er ikke bundet sammen i en symbiotisk, forudbestemt skæbne. Og stop så med at spørge, om vi skal have børn.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her