Langdistance

Hans rygsække har stået hos mig siden i går. Nu pakker han de sidste ting ned, før han tager dem på ryggen og kysser mig på panden. Jeg er ikke helt vågen, men følger ham ud til døren, barfodet og i natkjole. Selvom han står der i min opgang, med sit liv pakket ned i to tasker, på vej til bussen, tror jeg ikke helt, at jeg forstår, at han ikke kommer og sover hos mig i nat eller i morgen. Det er mere virkeligt for ham, varme tårer triller ned over kinderne i den kolde, tidlige morgen. Vinduerne står altid åbne på trappen, og jeg skælver, da jeg trækker hans hoved ind til mig, kysser hans hår og tørrer tårerne bort. Sommeren er slut, det regner, og vi lover hinanden, at det nok skal blive godt, inden han bliver nødt til at skynde sig ned ad trappen og videre, væk.

Tilbage i min varme seng falder jeg hurtigt i søvn igen. Jeg sover morgenen væk og drømmer, at han er ved siden af mig i sengen. Idet jeg vågner, lægger jeg mig ind mod en tom dyne.

Jeg har aldrig været i et forhold, der ikke var langdistance. Aldrig haft muligheden for at cykle gennem byen til den anden en sen aften, fordi man var ensom. Aldrig oplevet kærlighedens spontane side, men altid måtte planlægge. Nogle gange meget langt frem i tiden. Jeg har savnet det spontane, ikke bare at ligge i sin seng om aftenen og længes, men at kunne handle på længslen og skynde sig afsted.

Jeg har fulgt til og fra busser utallige gange, kysset forsigtigt farvel foran buschaufføren, vinket og ventet. Ventet på, at bussen skulle komme, ventet på, at den skulle køre. Jeg har gået bekymret rundt med mine tasker på de menneskefyldte busholdepladser, bange for ikke at finde min bus i tide. Jeg har haft så mange timer, jeg har skullet dræbe på de danske veje. I nogle perioder hver weekend. Sagt farvel igen og igen.

Nu står jeg her igen.

Jeg er ikke den første, der gør det her. Alle de breve, der er blevet bragt mellem elskende adskilt af en afstand. Tårevædede eller parfumerede. Rasende, længselsfulde, liderlige, knuste. På alt muligt papir, på alle tidspunkter af historien. Alle de afstande kærligheden har fået mennesker til at rejse, og al den kærlighed afstandene har knust.

Jeg tænker på telefonmasterne, ledningerne, der forbinder hele verden. Eller satellitterne i det ydre rum, de usynlige signaler overalt. Jeg tænker på alle de breve, jeg sender hver dag over sms: tårevædede, parfumerede, rasende, længselsfulde, liderlige og knuste. Busser, toge og flyvemaskiner, der som en symaskine syr verden sammen for mig, gør det muligt at forelske mig i en i den anden ende af landet, en, der rejser væk, en, der bor på den anden side af jorden.

Jeg ved, hvor hårdt det er. Hvor ulykkeligt og uretfærdigt det kan føles. Jeg kender savnet, jeg kender følelsen af, at man mangler meget af det, man tænker et forhold er. Og at det kan ødelægge forholdet.

Jeg ved, at kærlighed godt kan fungere alligevel. På trods af afstanden, på trods af det praktiske element. At hvis kærligheden er der, så er der ikke meget, man ikke kan trodse.

Man går rundt i hver sin by, bærer hinanden med sig i hjertet, i tanken eller i telefonen. Og man ligger vågen i natten, i hver sin by, med hver sin natslige trafik. Under den samme måne.