Lorteøen

15. februar 2018

Klara og Olivia har skrevet og fotograferet deres fødeø Amager. En affalds-ø, der engang var Københavns losseplads. En lufthavns-ø, der har forbindelser til hele verden. En grænse-ø mellem storby og land, mellem Danmark og Sverige. Og et lille lukket ø-samfund af beton. For Klara og Olivia er Amager godt og blandet og fuld af barndomsminder – men den er også forbundet med en masse lort.

Vi vil gerne vise jer vores fødeø, hvor vi begge to har boet det meste af vores fælles barndom. Amager hedder den. Den bliver også kaldt “Lorteøen”, hvilket der faktisk er en meget simpel historisk forklaring på. Det var nemlig her, Københavnerne afleverede deres affald helt frem til 1970. Navnet har måske senere fået noget at gøre med, at øen har fået et lidt lortet ry. Det skulle være her, man finder en masse rod, en masse knallerter, kioske og solarier. Og jo, det finder man også. Midt i mellem alt muligt andet, der peger i en masse andre retninger.

Amagerbrogade med grønthandler og meget ny "Old Irish Pub"

At være vokset op på en ø er slet ikke usædvanligt i Danmark, og det betyder nødvendigvis heller ikke, at man er isoleret, i hvert fald ikke rent praktisk, når mange øer har broer til fastlandet. Alligevel er det, som om der er noget særligt over øboertilværelsen. Der er måske noget tryghed i den naturlige afgrænsning fra omverden. Selvom det er meget nemt at cykle over Langebro fra Amager, er det alligevel en slags barriere. Broen markerer et skifte. Øen er sin egen. Øen giver identitet; der skal en bevægelse til for at fjerne sig fra den og ud til “de andre”.

Stille øde Amager Strand

En ø betyder også den mere klaustrofobiske isolation. Måske især hvis man ikke ser sig selv passe ind i fællesskabet. Eller hvis der bare er kedeligt og stille. Den samme vej, man cykler, de samme mennesker, man møder. Så giver øen ekstra lyst og behov for at komme væk. Sådan kan man hurtigt få det på Amager, på villavejene, hvor vi er vokset op. På den måde er Amager sjov – den ligger virkelig tæt på Københavns centrum, men man behøver ikke tage langt væk, før den føles forsvindende lidt storbysagtig – på godt og ondt.

Den allersidste afkørsel

Man kan ikke sige Amager uden at sige Lufthavnen. Metroens sidste stop, øens største arbejdsplads, nøglen til hele verden og muligvis en af de eneste grunde til, at ikke-“amarkanere” besøger øen. Og så leverer den lyden af lettende og landende fly som soundtrack til leg i haven til alle os, der er vokset op i dens baghave.

Den er nærmest en bydel i sig selv. Den skærer Amager op på midten med sine høje hoteller og sine lange asfaltslandningsbaner, på den anden side af den ligger den virkelige landdel med marker, strand og den lille by Dragør. Det at bo lige op ad lufthavnen gør, at man er tæt på det direkte fly til Paris eller NY, men de kvarterer, der ligger rundt om, er helt stille, meget lidt eksotiske og ikke frie. Det er ikke Københavns smarteste typer, der bor her og altid er klar til at hoppe på flyet.

Det er Danmarks sidste afkørsel: Kører man videre, kan man vælge mellem et fly ud i verden, Øresundsbroen eller vandet. Der er motorvejsbroer, stisystemer og havetrampoliner og ingen “verdensmandsstemning”

Til venstre et over 100 år gammelt hus (med det sødeste baghus) og nyt supermarked

Jeg forstår eller husker ikke Amager ud fra noget særligt, der skulle være karakteristisk ved den, nærmere ved alle de underlige og meget forskellige ting, der er som kastet ind på den ø: de forskellige bydele, blokkene, strandvejsvillaerne, den kreative klasses rækkehuse, naturen, motorvejen, det øde, det travle, solarierne, Riccos kaffebar, det gamle og det nye, det populære og det forladte.

For mig eksisterer Amager i kontrasterne. Det smukke og det grimme. Det stille og det larmende. Det trygge og det klaustrofobiske. Noget, jeg tager afstand fra, noget, jeg identificerer mig med. Noget, jeg elsker, og noget, jeg hader. Barndommens sikkerhed, teenagetidens stik modsatte.

Den er, hvad den er i al miskmasket. Og måske hænger dens særstatus og lidt blakkede ry sammen med det nærmest symbolske vand, der omkranser og adskiller den? Så er det måske ikke så skidt at være en lorteø?

Hvad tænker du?

  1. I. Christensen siger:

    Hvordan kan “nogen”, der sikkert er født i 1970-erne eller 1980-erne overhovedet vide noget om, hvordan Amager var “før i tiden” da vi, der er født i 1930-erne, var børn – ikke ret meget, kun hvad de har læst sig til, de har ikke oplevet Amager, som os andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her