Lyt til mig

Jeg har i det sidste stykke tid bemærket, at vi er blevet dårligere til at overholde de uudtalte forventninger og principper for vores måde at snakke sammen på. Jeg oplever oftere og oftere, at jeg selv og andre afbryder de igangværende samtaler for enten at tilføje eller pointere noget i dialogen, hvortil præmissen for den oprindelige historie bliver ændret og i nogle tilfælde helt glemt. Det er ikke, fordi vi mener, at fortællerens historie ikke er vigtig, men mere fordi vi gerne vil tilføje en dimension eller et andet syn på sagen. Jeg vil ikke påstå, at der er nogen ond mening med det, det er tværtimod en helt naturlig del af samtalen for at drive den videre og bidrage til historien. Ikke desto mindre er jeg begyndt at tænke over, om denne handling er noget nyt, der primært gælder min generation, eller om det er en generel tendens. Og hvis det er tilfældet, at det er noget nyt, hvornår og hvorfor er det så blevet sådan? Er det, fordi vi hele tiden bliver bedt om at dele noget af os selv, og at selviscenesættelsen er blevet noget, vi er vant til? Eller er det, fordi vi simpelthen er blevet dårligere til rent faktisk at lytte?

Jeg blev for første gang konfronteret med dette for ikke alt for længe siden. Jeg var til middag med mine gode veninder, og den ene i selskabet var underligt stille hele aftenen, mens vi andre førte det meste af samtalen. Til sidst blev hun spurgt af en i selskabet, om hun var okay, hvortil hun svarede, at det var hun da, men at hun bare var en aktiv lytter i aften. Vi kom alle til at tænke over, hvilken effekt dette havde på selskabet, og snakkede så om, hvad det betød for samtalen. Her gik det op for os, at det faktisk var utroligt rart at have en, der virkelig lyttede til samtalen med hjertet og opmærksomme ører. Vi følte os rent faktisk hørt, og at vores historie fik en dybere dimension. Jeg begyndte herefter at undersøge, hvad en aktiv lytter egentlig er, og hvordan jeg selv ville kunne adaptere nogle af de kvaliteter, dette indebærer.

Aktiv lytning, som et reelt fænomen, blev først introduceret i 1945 af den amerikanske psykolog Carl Rogers, der anses for at være en af grundlæggerne af den humanistiske psykologi. Aktiv lytning vil sige, at man udover at lytte efter en historie implicit besidder nogle kvaliteter, Carl Rogers beskriver som følger:

Den aktive lytter:

• er oprigtigt interesseret i, hvad samtalepartneren har at sige. 
• er villig til at forstå og acceptere samtalepartnerens følelser, også selv om de er meget forskellige fra ens egne. 
• har tillid til, at samtalepartneren selv har evne til at løse de problemer, hvor der er følelser involveret.

Så som den aktive lytter holder vi os på afstand ved ikke at involvere os selv i samtalen og dermed give fortælleren frihed til at kunne udtrykke sine egne følelser og selv at kunne finde løsningerne på disse. Men når en i selskabet læner sig tilbage frem for at deltage i samtalen og i stedet bare lytter, så opfatter vi det ofte som dovent, eller som om de pågældende er uinteresserede. Men hvorfor er vi begyndt at føje negative konnotationer til stilhed? Og kræver aktiv lytning rent faktisk stilhed, eller er der noget man kan gøre, så man stadig er involveret i samtalen?

Vi er efterhånden vant til hele tiden at skulle involvere os selv i vores omverden og dele detaljer om vores eget liv. Ikke kun på medier som Instagram og Facebook, men også i daglig tale bliver der ofte spurgt ind til os selv. Dertil har vi en indgroet tendens til gerne at ville fremstå som vellykkede og succesfulde mennesker, så vi vælger ofte at give et svar, der kaster et positivt lys over ens situation. Og når nogen fortæller en historie, der vækker positiv opmærksomhed, har vi en tendens til at afbryde med et: “Det var ligesom dengang, jeg…” eller: “Ej, det minder mig om…” og andre bindeled, der kan knytte os til den positive vinkel. Og når vi kobler os selv på andres historie, så adopterer vi den positive retorik den oprindelige historie besad, og dermed bringer det os i et godt lys hos de omkringstående lyttere. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Overhovedet ikke faktisk – det er jo den måde, hvorpå vi driver samtalen fremad og udvikler den, således at den finder nye områder at afsøge. Nogle gange oplever jeg dog selv, at det kan blive en stressende affære, hvis man i sin iver for ikke at blive glemt prøver at koble sig selv op på en historie ved netop at følge en af de forrige sætninger. Dermed bliver den oprindelige historie ikke hørt til ende, og fokus er drejet over mod dig selv og din fortælling, selvom det måske slet ikke var den slags opmærksomhed, man ledte efter. Opmærksomhed var faktisk slet ikke det, man ledte efter, men måske var det mere følelsen af at blive hørt, som man havde brug for. Der er en tendens i samfundet til konstant at blive mødt af og udtrykke holdninger og meninger, hvilket gør, at det kan føles, som om man drukner i et hav af stemmer hver ene eneste dag. Ens verbale gennemslagskraft kan blive svag i strømmen af overdøvende frekvenser, nogle gange i sådan en grad, at man føler sig helt alene eller glemt.

Jeg har prøvet at sætte et mål for at skrue ned for stressen i 2021, og en af de metoder, jeg vil bestræbe mig på at bruge, er at være en aktiv lytter. Til det har jeg brug for værktøjer, og sammen med Carl Rogers har jeg sammenfattet to læresætninger, der hjælper mig igennem denne tid:

• Når nogen fortæller en historie i en større flok af mennesker, så sørg for at holde øjenkontakt, når deres blik møder dit. Læn dig ind i samtalen – både fysisk og med dit blik. Spørg uddybende, og opfordr personen til at gå videre, hvis omgivelserne bliver forstyrrende.
• Afbryd aldrig en pause. Det er ofte her, at historien kan blive afskåret. Lad personen trække vejret, og hvis andre prøver at tage over, så ret fokus tilbage mod den, der var i gang med den oprindelige historie. Til sidst: Undgå selv invitationer til at tage over – hold fast i den lyttende position, og hvil i den.

Jeg prøver for tiden at gøre brug af dem så meget som muligt, dog uden at glemme at fortælle min egen historie. Men jeg prøver ikke kun at bruge disse værktøjer som en slags terapi for mig selv, men også for dem omkring mig. Det er min erfaring, at de følelser, man selv går og bærer rundt på, ofte bliver delt af andre. Jeg håber, at disse råd finder vejen hen til en, som kan bruge dem som værktøj eller måske endda terapi for sig selv.