Oprør for omverdenen #2

Siden Greta Thunberg for første gang satte sig foran Riksdagen med et papskilt i hånden, er der sket lidt. Her i Danmark har man prøvet at følge trop ved at oprette klimabevægelser og holde klimastrejker for at vække folks opmærksomhed omkring klimaforandringerne. De unge er ofte blevet billedet på bevægelser som Fridays for Future, som arrangerer strejker verden over. Mads Gammelgaard er en 18-årig gymnasieelev fra Odense og har arrangeret klimastrejker i et år. For ham er det nødvendigt at demonstrere for klimaets skyld.

Da jeg skal møde Mads en torsdag eftermiddag, gør jeg et faux pas ved at ankomme efter ham. Jeg træder lidt forpustet ind i den smalle og farverige café og ser Mads. Han smiler bare og nævner ikke noget om min sene ankomst, da jeg møder ham. Vi begynder hurtigt at falde i snak. Jeg mødte Mads for første gang sidste år, da han var primus motor for en Black Friday-klimademonstration. Han fortæller, at han har været med i ca. et år, og at det startede lidt pludseligt, da han valgte at hjælpe sin veninde med at arrangere en demonstration.

Den seneste klimademonstration i Odense var på Black Friday. Mange mennesker, muleposer og megafoner fyldte Flakhaven for at demonstrere mod overforbruget. Mads og hans venner stod for at skabe opmærksomhed, råbe i megafoner og marchere gennem byen. Selvom Mads og hans veninde måtte slæbe et helt garderobestativ og en vogn med papskilte over Byens Bro, var det dét værd. For Mads er det nødvendigt at være med.    

“Jeg ser det som en pligt, men også et privilegie. Det er utroligt svært at se på verdenssituationen og blive mødt med andet end afmagt. Vi bliver nødt til at gøre noget, for vi har haft det så godt på den her planet. Så det skal ikke gå ud over de næste generationer.” 

Selvom demonstrationerne kommer med et vigtigt budskab, føler Mads sig heldig over at kunne få lov at være med.

“Det er et privilegie, fordi det er en fed ting at kunne være med til at redde vores planet. Det er virkelig en givende oplevelse at være med til det.”

Til Black Friday-demonstrationen var man ikke i tvivl om demografien: Unge mennesker med skoletasken på ryggen, der fyldte pladsen og lyttede ivrigt, når taler efter taler trådte op på scenen. Indimellem sneg der sig et sæt forældre eller lidt ældre mennesker ind. Men ifølge Mads er det ikke nødvendigvis med vilje, at de unge fylder i gadebilledet.

“Jeg tror, det er, fordi bl.a. Greta Thunberg startede ud med ‘skolstrejka for klimaet’, og nu er der sat så meget fokus på det. Det er ikke en bevægelse for de unge, men de unge er bare blevet et image – at det er de unges kamp og et nyt ungdomsoprør. Men det skulle helst være os alle, der kaldte på forandring.” 

Selvom folk generelt er positivt stemte over for demonstrationerne, møder de nogle gange spydige kommentarer på nettet. Nogle gange er det næsten svært for arrangørerne at realisere den rolle, de egentlig spiller.

“Vi føler også, vi bliver eksponenter for hele bevægelsen og skal stå til ansvar for bevægelsen. Det bliver nærmest en del af ens identitet at være klimaaktivist. Jeg har det underligt med at kalde mig selv for klimaaktivist, for det er jeg vel, men jeg føler, jeg bare gør noget naturligt. Jeg føler, det er svært at leve op til.”

Da jeg spørger ham om, hvad en aktivist er, skal han lige have et øjeblik til at tænke over det. Han kommer i tanke om ungdomsoprør fra de sene 60’ere. 

“Det er nok, når man ser tilbage på en masse af de ungdomsoprør, der har været gennem tiden, og man tænker, man skal efterligne det. Også selvom det er nogle forskellige udfordringer, man står over for og med forskellige midler. Men man føler alligevel, man skal leve op til et bestemt ideal som aktivist og gøre noget bestemt.”

Selvom Mads måske ikke føler sig som en aktivist, så deltager han alligevel i andre initiativer for at gøre verden til et bedre sted. Han skal være en del af arrangørgruppen bag ‘Racismefri By’ i Odense. Han siger, at de forskellige initiativer og klimaarrangørerne nogle gange slår hovederne sammen, da man gerne vil støtte hinanden.

“Jeg tror, man har meget tilfælles, hvis man er interesseret i at lave nogle ændringer i verden. Man er villig til at ofre noget af ens tid og en selv for at skabe en bedre verden. Det er ofte idealister, som kommer og snakker sammen om, hvordan verden skal være, og præger verden i den retning.”

Mads tror på, at selvom mange unge og voksne er enige om at gøre noget for klimaet, bliver det gjort på forskellige måder.

“Jeg tror, vi har en anden indstilling som unge. Vi har været her i kortere tid, og derfor er vi mere vant til og indstillet på forandring, hvor nogle voksne sidder fast i deres egne veje. Men jeg synes, det er irriterende, at man har en ‘pege fingre’-politik. Jeg føler, det er vigtigt at have en positiv indstilling, selvom man bliver mødt med negativitet, for vi får ikke løst noget ved at pege fingre ad den ældre generation. De har måske bygget den verden, vi lever i nu, men vi kan ikke gøre noget ved fortiden, kun ved fremtiden.”

Den indstilling på forandring ses ikke kun i Danmark. Vi begynder at snakke om, hvordan demonstrationer i Hong Kong og Barcelona har fyldt mediebilledet, hvor man ofte har kunnet spotte en ung studerende kæmpe for sine rettigheder. Mads mener, at det er godt, men alderen skal ikke være det afgørende, når det handler om at kæmpe for klimaet.

“Jeg har det godt med, at det er unge, fordi unge gennem historien har vist sig at være virkelig indflydelsesrige og har ændret nogle store ting, men klimaet er ikke et ‘ungeproblem’. Det er alle folks problem. Så derfor opfordrer vi til, at det er alle, der kommer. Det er en klimastrejke, ikke en skolestrejke. Alle er altid velkomne, men det er ofte bare unge.”

Da jeg fortæller om den franske aktivist Arsene fra det sidste indlæg, får han hurtigt sagt, at det er en helt anden sag. Alligevel mener han, at man kan drage paralleller mellem demonstrationer herhjemme og i udlandet. 

“Man demonstrerer jo, fordi man er utilfreds med noget, og man er utilfreds med den vej, samfundet er på vej i. Derfor vil man gerne råbe op omkring det, så jeg har meget respekt for demonstranterne i Hong Kong, fordi de står imod nogle mere konkrete og direkte udfordringer end os. Men vi er så heldige, at vi gerne må demonstrere og ikke bliver mødt med politivold. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle kæmpe for en sag, jeg går op i, og så samtidig skulle bekymre mig for mit liv. Jeg har utrolig meget respekt for, at de sætter deres liv på spil for den sag, de kæmper for.

Eftermiddag er nu blevet til tidlig aften, og min skriveblok er næsten fuld. Jeg spørger Mads, hvad fremtiden bliver for ungdomsoprøret og demonstrationerne. 

“Jeg tror, vi ser starten på noget større. Den her bevægelse kommer kun til at blive større og større. Vi kan ikke være tilfredse og føle, vi har vundet, for vi er langt fra målet. Det er sjældent, man får gode nyheder i forhold til klimaet. Så længe vi er utilfredse, så kommer folk til at kæmpe for det. Jeg ved ikke, hvor lang tid der kommer til at gå. Men det handler om vores overlevelse og ikke jordens, for den skal nok klare sig.”  

Mads og Fridays for Future’s kamp er ikke nødvendigvis blevet det nye ungdomsoprør. Her i Danmark går demonstrationerne ikke ud på at vælte politikerne, som man gjorde i 1968, og som de unge nu kæmper for i andre lande. Men fordi de unge er blevet et billede på klimademonstrationer, sender det et klart signal om, at de unge gerne vil tages seriøst af politikerne. At de vil se handling.