Må jeg godt være misundelig på mine veninder?

Ifølge Bibelen er misundelse en af de tidligst beskrevne dødssynder. Og alligevel var Kain så grøn af netop den følelse, at han måtte slå sin bror, Abel, ihjel. To brødre med hver sin offergave – og alligevel blev Abel Gods favorite som så mange andre, jeg kender. Jeg kender faktisk næsten så mange, der minder om Abel, at det er lige til at dø af misundelse over. Så mange, der har pænt hår i modvind og som altid får de julegaver, de ønsker sig. Dem, som alle forelskede sig i i folkeskolen og dem, folk holder surprise-party for. Altså alle dem, som nu er Gods favorites, og som jeg – den moderne Kain – kun kan kigge misundeligt på.

Klik her og Støt SEIN

Misundelsen er ikke som sådan fremmed for mig, og jeg mærker den ofte komme snigende. Men i mange aspekter af den forsvinder den også i den stille smiger. Og hvordan differentierer jeg mellem smigeren, som jo er en rar ting, og misundelsen, som ofte ikke klæder nogen?

Smigeren ligger ofte i beundringen af mine veninders evner. Hvad end det handler om evnen til at klæde sig flot på efter sin kropstype eller at få 12 i en eksamen. Jeg synes helt oprigtigt, at det er flot arbejde, og jeg roser dem til skyerne og priser mig en smule lykkelig over, at jeg har så dygtige veninder. Men så kommer den: misundelsen. Den indre ærgrelse, skuffelse og til tider en bitterhed over, at det ikke også er sådan for mig.

Jeg kan blive misundelig over selv de mindste ting. Jeg bliver misundelig, når jeg sidder på en café, og min veninde bestiller pasta med fetacreme. Det, jeg tænker mest over, er, at der garanteret også er fløde i. Så jeg bestiller en salat med perlebyg og rucola. Jeg nævner naturligvis ingenting. Det er jo skamfuldt at være misundelig, har jeg lært – selvom jeg ingen idé har om, hvor jeg lærte det henne.

Idet tjeneren kommer med vores mad, kunne han lige så godt have serveret min misundelse på et sølvfad, da jeg ser feta-pastaen overskinne min dovne perlebygsalat med et stykke ukrydret kylling på toppen. For hvorfor har jeg egentlig ikke et godt nok forhold til mad til at kunne bestille lige det, jeg har lyst til? Hvorfor kan jeg ikke bestille pasta, når min veninde kan? Hvorfor ikke mig?

Jeg kan ikke lide, at misundelsen gør, at jeg projicerer mine egne lavtstående tanker om mig selv over på min venindes portion pasta. For i virkeligheden er der jo også beundring og glæde på hendes vegne over, at hun er nået dertil, hvor hun spiser lige nøjagtig dét, hun har lyst til. Men mest overskyggende er min misundelse, der ligger og ulmer: Jeg vil have det samme.

At jeg også vil have det, de har, betyder ikke, at jeg ville tage det fra dem. For jeg under dem jo glæden ved at være Gods favorite, tydeligvis. Jeg ville aldrig slå ihjel for at få, hvad de har. Så på den måde ved jeg ikke, om Kain inde i mig lever i bedste velgående, eller om jeg besidder en eller anden moderne, omsorgsfuld misundelse, der rummer mange facetter af samme følelse.

Min mormor swiper på MobilePay og sender en hilsen med ordene om, at jeg nu kan gå ud og spise på hendes regning. Som en slags ”tillykke med din beståede eksamen.” Og så gibber det i mig – min venindes øjne kigger ikke kærligt på mig, da jeg deler nyheden. Men i steder flakker de i et par sekunder, hvorefter hendes smil forekommer mig velkendt. Det er mit misundelses-smil. Mit fedtede, småfalske smil kigger på mig, og det er som at se mig selv i spejlet, når jeg er på restaurant med min veninde med feta-pastaen.

Da jeg først begynder at lægge mærke til alle de ting, som jeg er misundelig på i mine veninders liv, så går det op for mig, at der er så mange ting, jeg gerne ville have. Jeg ville gerne have et højere karakter-gennemsnit. Og jeg ville ønske, at jeg ikke bed negle. Jeg ønsker mig en fed opsparing og et sundt, langt parforhold – eller i det mindste bare en spirende forelskelse. Tænk, hvis jeg havde et velfungerende mentalt helbred. Og tænk, hvis jeg nu var rigtig god til en holdsport, eller jeg kunne spille på et instrument.

Der er afsindigt mange ting, jeg gerne vil have og gøre. Og det gør mine veninder, eller også har de alle de ting, som jeg ønsker mig. Men måske jeg ønsker mig det liv så meget, fordi det er dem, der har og kan alle de ting? Så er det vel en slags smiger også. En slags idolisering af, at alt de gør og har, er det, jeg må stræbe efter.

Konsekvenserne ved at være misundelige er der også. Og mens jeg selv føler, at de primært går ud over de mine veninder, så går de i realiteten faktisk mest ud over mig selv. Jeg frarøver mig selv muligheden for at lære fra mine veninder: hive alle informationerne ud af dem, som muligvis kan hjælpe mig til at opnå alt det, som de kan og gør. Misundelsen spænder ben. Også selvom det handler om, at jeg er for misundelig til at spørge om lov til at låne min venindes blå bukser. Fordi jeg mest er sur over, at de ikke er mine.

Gennem misundelsen frarøver vi også os selv at være hudløst ærlige. Vi forplanter idéer i eget hoved om, at vi på en eller anden måde er mindre end vores venskaber, og at vi derfor har mindre talent, færre materielle goder eller potentiale i livet. Vi bruger oceaner af tid sammen og frygter måske alle at være den i vennekredsen, der er en lænke om benet på de andre – med alle vores udueligheder. Så måske vi gør de andre i kredsen til mindre menneske, end de egentlig er? Som om de er foruden problemer, og derfor kan vi ikke dele vores egne. Og så er det vel tabt venskabs-fortjeneste for alle involverede og ikke kun den indre, misundelige Kain i os alle?

Vi taler om misundelsen – mine venner og jeg. Og åbenbart lider vi alle en smule af det. Nogen ville gerne have to forældre, og for andre er det at have mindre lår. Nogen kan ønske sig den enes privatøkonomi, mens den anden veninde drømmer om at komme ind på sit drømmestudie. Selvom det føles umuligt. Og dér sidder jeg; på min drømme-uddannelse uden et adgangsgivende gennemsnit og med en privatøkonomi, der løber rundt. Med to forældre og lår, der rammer hinanden, men som jeg egentlig også er glad for de fleste dage.

Jeg lægger alle de ting sammen, som mine veninder er misundelige på. Og tilsammen giver det mit liv, mens jeg drømmer mig væk i alle de ting, som de har, og som ikke er en del af min tilværelse. Og hvis jeg ikke må plukke, vælge og vrage talenter og goder i livet, som det passer mig, så er jeg vel egentlig fint tilfreds. Især hvis jeg kan låne én eller to ting, som mine veninder sidder med. Selvom min indre Kain råber og skriger. Måske jeg en dag kan lære Kain, at misundelse også er en stille form for smiger.

Tekst: Ida Langæble
Visuelt: Carla Kjellman Nørremark
Tekstredaktør: Arendse Reeh-Mogensen & Sigrid Langgaard
Featurebillederedaktør: Astrid Urup Møllerhøj & Klara Hoffmann