Må jeg lige låne dig?

26. november 2018

På Kulturnatten købte Johanna og hendes kusine gule adgangsbadges og gik på opdagelse i Indre Bys stemningsmættede gader. Blandt de kulturelle events stødte de på et helt særligt fænomen: Menneskebiblioteket.

Illustration af Frida Sønderlev Hansen

Gaderne er fyldt med mennesker, men Strøgets hektiske fornemmelse af shoppingstress er helt væk. Til gengæld hænger der en dejlig, forventningsfuld ro i luften, for det er ikke en travl mandag eftermiddag – eller en onsdag – nej, det er Kulturnat.

Ursula og jeg snakker om, hvor fedt det er at have fået efterårsferie. Om hver vores start i 1.g, om studieretningsvalg og om alt muligt andet, vi kommer i tanke om, som vi går der i den lune aften. På Krystalgade lyder summende snak fra køen ind til Synagogen, og på den anden side af gaden står Hovedbibliotekets døre åbne. Krea-workshop, dans og musik lyser varmt og indbydende bag glasruderne. Da vi går derind, støder vi på en stand med titlen Menneskebiblioteket. Vi kigger undrende på hinanden, for hvad menes der dog med dét?

De frivillige bag disken fortæller os smilende, at konceptet går ud på, at man “låner” en person, der kunne være interessant at snakke med. Det kan være en hjemløs, en overvægtig, en multihandicappet, et mobbeoffer eller en helt anden person. Alle sammen mennesker som os, men med den ting til fælles, at de hører ind under bestemte dele af befolkningen. Grupper, man nemt kan dømme eller misforstå, hvis man ikke ved bedre.

“Der er en politibetjent ledig nu, hvis I vil snakke med ham?” siger pigen bag disken pludselig.

Jeg tøver lidt, men kigger så på Ursula, der ser ud, som om hun er frisk på idéen.

“Skal vi gøre det?” spørger vi hinanden, og før vi når at tænke for meget over det, er vi på vej op ad rulletrapperne til 1. sal.

Runde, stearinoplyste borde er stillet op blandt bogreoler og kasser, og en mand iført en menneskebiblioteket-T-shirt står parat til at give os hånden. På vej derhen går det op for mig, at det er ham, der er politimanden – ham, vi skal snakke med.

“Jeg hedder Morten,” præsenterer han sig med et smil, og vi tager alle tre plads omkring et af bordene.

“Jeg vil starte med at fortælle lidt om mig og mit arbejde,” siger han, “og så må I spørge om alt, hvad I har lyst til.”

Sådan starter vores tredive minutter lange samtale, som går forbavsende hurtigt – og oven i købet ender med at blive ret hyggelig. Vi spørger ind til politiuddannelsen, til fordelingen af mænd og kvinder på arbejdspladsen, til dét at være politimand, når man har fri og til folks reaktioner, når de finder ud af, hvad man arbejder med.Vi spørger om burkaforbud, og om hvordan det er både at skulle adlyde og anholde andre efter landets love – også selvom man ikke nødvendigvis er enig med dem.

Morten fortæller. Ikke som politimand, men som frivillig. Ikke belærende eller overpædagogisk, men med gensidig respekt. Han svarer ærligt uden at være illoyal overfor sine kolleger, og når samtalen er slut, forstår Ursula og jeg lidt bedre, hvordan det er at være politimand. Og vi har også – uden at tænke over det – fået både brudt og bekræftet vores forestillinger om netop dette.

Jeg vil ikke sige, at jeg havde fordomme om politimænd, men hvis jeg havde, er de i hvert fald væk nu

På vej tilbage ned ad rulletrapperne er vi glade, lettede og fascinerede. Menneskebiblioteket er jordens fedeste koncept, er vi enige om. Og udover at være en spændende og interessant oplevelse er det jo også enormt vigtigt. Der skal så uendeligt lidt til, før man sætter folk i bås. Det nemmeste i verden er at gå og tro noget om nogen, man ikke kender.

Der skal faktisk ikke mere end en samtale til for at bryde barrieren

Men heldigvis – fandt jeg ud af – så er det ligeså nemt at indse, at vi slet ikke er så forskellige. Der skal faktisk ikke mere end en samtale til for at bryde barrieren. Jeg tror, at fordomme er noget af det, der giver anledning til allermest frygt og mistro mellem mennesker. Jeg vil ikke sige, at jeg havde fordomme om politimænd, men hvis jeg havde, er de i hvert fald væk nu.

Vi forlader biblioteket opslugt i snak:

“Ej, hvor er det godt, vi gjorde det!”

“Ja! Det var lidt grænseoverskridende sådan pludselig at snakke med en helt fremmed! Men det var faktisk virkelig fedt”.

“Ja, vi skal da helt klart spørge vores gym, om de ikke vil have nogen derfra ud at snakke på skolen!”.

Det var Ursula, der foreslog det under samtalen, og jeg synes det er en vildt god idé. Altså at have besøg af Menneskebiblioteket på vores gymnasier. Tænk, hvis man kunne få lov at snakke med den, man (troede man) var allermest uenig med? Eller én, man virkelig ikke kunne forestille sig, hvordan det var at være? I princippet betyder det ikke så meget hvem, man bliver sat i snak med. Bare det at der er en samtale er i sig selv et skridt på vej mod en bedre forståelse af vores medmennesker. Også dem, der ikke ligner os. Med denne opløftede stemning og gode idé forlader vi biblioteket og går videre ud i aftenen og efteråret.

Hvad tænker du?

  1. Astrid siger:

    Velskrevet og tankevækkende. Får helt lyst til selv at låne et menneske 🙂

  2. Siri siger:

    Hold da op, hvor er det et pisse fedt koncept. Krige og konflikter generelt starter jo ved misforståelser, fordomme og ved ikke at snakke sammen, så det at få brudt barrieren på sådan et plan, er da et skridt på rette vej. Også selvom det ikke kræver alverdens 🙂 fedt!!

  3. Johanna siger:

    Mange tak!
    God idé – det kan i hvert fald anbefales 🙂

  4. Johanna siger:

    Tak, hvor er jeg glad for at høre det!
    Helt enig. Det er så fedt et initiativ, der i al sin enkelthed kan gøre en forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *