Man er hvad man spiser – og drikker?

”Vi er omgivet af dyr. De er i vores liv på utallige måder, selvom mange af os kun sjældent bemærker det i en hektisk hverdag. De hilser os velkommen, når vi kommer hjem. Vi møder dem i køledisken, når vi skal købe ind”. Sådan skriver Mickey Gjerris, lektor i dyreetik på Københavns Universitet, i sin nye bog Dyrenes bog – Det begynder med os.

Det er ikke første gang, at vi diskuterer hvad vi spiser og drikker, og alligevel hænger det uløseligt sammen. For når vi spiser svinekød fra tætpakkede stalde eller drikker vand fra jorde, som sprøjtes med pesticider, er det ikke kun dyrene eller miljøet, der mærker konsekvenserne. Det gør vi også.

Gjerris’ bog sætter nemlig ord på noget, mange godt ved: at vores valg, og ikke mindst vaner, har konsekvenser.

Hjemmelavet svineri

Nu er jeg selv fra Jylland, og selvom jeg ikke har brugt meget tid i staldene har min morfar hele min mors opvækst haft en lille svineproduktion i Østjylland. Jeg ringer til ham en onsdag eftermiddag for at høre, hvordan der dengang så ud bag stalddørene. Han fortæller, at han netop har smidt en landbrugsavis i skraldespanden, da telefonen ringer. Selvom han for længst har solgt både jord og dyr, er debatten om den danske svineproduktion ikke gået ham forbi.

Lad os spole 25 år tilbage i tiden.

På et lille landbrug i den østjyske by Homå, har min morfar en lille svineproduktion og 10 hektar jord, hvor han dyrker foder. Søerne bliver ikke fikseret. Grisene får ikke klippet halerne. Besætningen er lige stor nok, til at han selv kan gå og fodre dem. Han bruger ingen store maskiner eller automatiserede systemer, ”alt er hjemmelavet”, som han selv beskriver det.

Men sådan ser det ikke ud i dag. Den danske svineproduktion er i løbet af de seneste årtier blevet markant mere koncentreret. Hvor der i 1992 var godt 57.000 landbrugsbedrifter med svin, var der i 2022 2.399 tilbage, det viser tal fra Danmarks Statistik. Antallet af svin er til gengæld stort set det samme. Det betyder, at den enkelte svineproduktion i dag producerer langt flere svin end tidligere. Det er ikke i sig selv svineri. For Emil Nielsen, pressechef I Danmarks Naturfredningsforening og folketingskandidat for SF, starter og slutter svineriet ved selve måden vi producerer svin på i Danmark. Han skriver i et opslag på sociale medier:

”Det handler ikke om brodne kar. Og det handler ikke om landmænd, som aktivt ønsker at mishandle deres dyr”

Han mener, at vanrøgten ligger i selve produktionssystemet, manglen på plads, avlen og den effektivitet, der er blevet en selvfølgelighed i måden vi producerer vores mad på.

Hvis man sviner i svinestalden, har man så overhovedet svinet?

91% af EU-borgerne mener, at det er vigtigt at beskytte dyrevelfærd. Men lader vi alligevel dyrene betale prisen, når sulten banker på?

Det var prisen, der blev tydelig, da TV 2-dokumentaren Hvem passer på grisene rullede over skærmen i november 2025. Dokumentaren gav et sjældent indblik i hverdagen i danske svineproduktioner, og rejste spørgsmål om, hvad der egentlig foregår bag de lukkede stalddøre.

Ifølge den gældende lovgivning skal en gris på 110 kilo have 0,65 kvadratmeter at leve på, hvilket svarer til gulvarealet i en lille brusekabine – i hvert fald i en københavner lejlighed. Dokumentaren viste os, hvad der ligger bag den kødproduktion de fleste af os kun møder i køledisken i supermarkedet. Den viste os, hvad det egentlig er vi putter i munden. Men spørger man Mickey Gjerris har den også vist os hvem vi er, og hvordan vi forholder os til den viden vi allerede har. Der er nemlig ikke noget nyt i hvordan svineproduktionen foregår, det nye er, at vi nu har fået blik for det.

Reaktionerne på dokumentaren og den efterfølgende debat har ført til et borgerforslag om at forbedre forholdene for danske grise. Forslaget, som er stillet af Dyrenes Beskyttelse i samarbejde med flere, herunder Mickey Gjerris, har efter bare 72 timer opnået de nødvendige 50.000 underskrifter, der skal til for at det behandles i Folketinget.

Men faktisk er det allerede blevet politisk bestemt at forbedre forholdene i svineproduktionen. Den 1. januar 2026 trådte en bekendtgørelse i kraft, der skal gøre det slut med at fiksere søerne i 2040. Altså er der en 15-årig udfasning, og ifølge Dyrenes Beskyttelse betyder det, at tusindvis af søer vil leve under de samme forhold i mange år endnu.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har haft for travlt med at stikke hovedet i jorden. Men om vi har travlt nok, med at gøre noget ved det vi ser.

Og måske var det netop dér – i jorden – at vi skulle have kigget bedre efter?

”Du skal ikke fucke med grundvandet”

Det sagde Bodil Jørgensen for første gang i 2015. Alligevel er det nu kommet til overfladen, at grundvandet i årtier har været et politisk blindpunkt. Vi ser det først, når det ikke længere er rent.

En ny analyse fra Miljøministeriet viser nemlig, at rester af sprøjtemidler sidste år blev fundet i over halvdelen af de undersøgte vandforsyningsboringer. Samtidig dokumenterer analysen, at Danmark siden 1998 kun har beskyttet under 10.000 hektar mod sprøjtemidler og nitrat. Det svarer til omkring 1,5 procent af de cirka 600.000 hektar, man dengang politisk besluttede at beskytte.

For mens der har været politisk bevågenhed overfor svineproduktionen, mener kritikere, at vi har ladet landbrugene slippe afsted med alt for meget.

For Emil Jensen er det simpelt. Han skriver sådan her: “Vi kan som samfund ikke længere acceptere, at en lille økonomisk elite af kæmpelandbrug forgyldes – på bekostning af miljøet og dyrene”.

I Folketinget har rapporten fået flere politikere til at spærre øjnene op, og derfor kræver en rød mur bestående af Radikale venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten, nu et sprøjteforbud på de grundvandsdannede områder.

Rapporten har tre centrale konklusioner:

Vi ved, at sprøjtemidler forurener grundvandet.

Vi ved, at frivillighed ikke virker.

Og vi ved, at forbud er billigere end oprydning.

Særligt det sidste er interessant. For her er det os, der kommer til at betale prisen. Ifølge rapporten kan det komme til at koste 18 milliarder om året at rense vandet, en pris der nok for mange bliver svær at sluge.

Men her deler vandene sig. Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, advarer i et opslag på Facebook mod, at rapporten bruges som grundlag for politiske forhandlinger.

Ifølge Søndergaard mangler analysen dokumentation for, at pesticider fra landbruget er den primære årsag til forureningen af grundvandet. I et svar fra Landbrug og Fødevarer, understreger han, at også landbrugerne har interessere i rent drikkevand:

”Vi henter vores drikkevand op i landområderne, fordi undergrunden under byerne er alt for forurenet. Vores familier og vores dyr drikker selv vandet, så selvfølgelig vil vi beskytte det”.

Når Mickey Gjerris i sin bog skriver ”Mennesket er på en gang et dyr og noget mere”, peger han på det ansvar, der følger med at være overdyret. 

For én ting der helt sikkert er kommet ud af debatten, er at vi ikke længere kan vende det blinde øje til, hverken når vi står foroverbøjet over køledisken, eller når vi fylder glasset med vand. 

Tekst: Megan Vendelbo Owen

Visuel: Asbjørn Nonbøl