At turde sende et blik

14. december 2017

Den der følelse. Når man opdager nogen i lokalet. Nogen, der er ekstra interessante. Nogen, der giver en lyst til at trække al opmærksomheden fra dem – og hen på en selv. Anneli har lavet et indlæg om at flirte. Og om hvor svært det kan være, at tage sig selv seriøst, når man vil sende folk det blik. Hun har skåret scenariet ud i sort papir og skrevet tankerne ned på tekst.

Vi er på studietur. I Liverpool. Og klassen er taget sammen i byen. Vi kommer ind på en lille, snusket karaokebar, som vi også havde været på dagen før. Det første, jeg ser, er en høj, flot mand, der står og rager op mellem sine mindre flotte venner. Noget ved ham minder mig om Dan Stevens eller Ryan Gosling – for bare at glorificere det lidt. Jeg er ikke i tvivl om, at ham gad jeg da godt.
Det næste stykke tid forsøger jeg at sende et blik i hans retning i ny og næ, for jeg har bestemt mig for, at det ikke altid behøver være op til fyren, om der sker noget. Jeg har bestemt mig for, at jeg i dag er en ”strong independent woman who needs a man, and I’m gonna take him”.

Hvordan ser det dog ikke ud, at jeg står her og flirter gennem rummet, som om jeg var noget? Jeg kan ikke rigtig være i mig selv.

Men det er faktisk pissesvært, for jeg kan slet ikke tage mig selv seriøst. Hver gang jeg ser hen mod hans gruppe, føler jeg mig dum og akavet. Jeg rødmer og tænker, at jeg må virke indbildsk og storsnudet. Hvordan ser det dog ikke ud, at jeg står her og flirter gennem rummet, som om jeg var noget? Jeg kan ikke rigtig være i mig selv. Hvad fuck er der galt med mig?

Umiddelbart kunne man forestille sig, at jeg er pisseusikker på mig selv og mit udseende; at dét er grunden til, at jeg ikke tør føre mig frem. Men det er jeg egentlig ikke – jeg er sådan set generelt glad for mig selv.
Der er bare noget over situationen, hvor en fyr er involveret, der får mig til at tænke, at jeg ikke kan tillade mig at have det sådan. Kan det skyldes en eller anden gammel norm om, at kvinder er det aseksuelle køn? At rollefordelingen hedder, at jeg bare skal være der, og så kan han komme og lægge an på mig?
Jeg har talt med mine venner om det. En af mine gode veninder, som er køn, har en flot krop og desuden en sød kæreste, har det på samme måde. Hun kan slet ikke tage sig selv seriøst, hvis hun skal forsøge at være sexet. Det resulterer i, at hun ofte lader det være op til kæresten, hvornår der skal ske noget.

Og det ender da også med, at timerne går. Jeg får aldrig rigtig sendt ham det der blik, jeg gerne ville. Men så falder min veninde i snak med en af de andre fyre, og så kommer min Dan Gosling hen til os. Nu er situationen en anden, nu kan han flirte med mig, og jeg kan bare flyde med strømmen. Så på trods af at jeg ikke selv havde en finger med i spillet overhovedet, nåede jeg da mit mål.

På en måde har jeg lyst til at skyde skylden på nogle andre end mig selv. Jeg har lyst til at sige, at det er samfundets skyld, fordi det er gammeldags og undertrykkende i det skjulte. Jeg har lyst til at sige, at det er mændenes skyld, fordi de er for dominerende og dømmende. Jeg har lyst til at sige, at det er min mors og alle de kvinder jeg kenders skyld, fordi de aldrig har lært mig, at jeg ikke behøver føle mig indbildsk, bare fordi jeg lægger op til noget seksuelt. Jeg har lyst til at skyde skylden på mine veninder, der ligesom jeg følger de regler eller de usikkerheder, der af en eller anden grund får os til at forblive passive. Men samtidig ved jeg også, at det ikke er deres skyld, men jeg synes heller ikke udelukkende, at det er min egen.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *