Med fordommen som medpassager

Efter en veloverstået weekend hos venner i København slentrede jeg lidt rundt på Hovedbanegården ventende på mit tog mod Fyn. I ventetiden skete der noget, som efterlod mig i toget med en underlig mavefornemmelse over mine egne vildfarende fordomme. Fordomme, som jeg ikke husker, hvor jeg smed hen efterfølgende, og som muligvis stadig farer rundt som blind passager derude et sted.

Det var en søndag aften, og jeg kom gående med min vandrerygsæk og musik i ørene, som så fint absorberede støjen fra de mange mennesker omkring mig. Jeg lyttede til den svenske folkevise ”Somliga Går Med Trasiga Skor”.

Sangens muntre, men mystiske melodi dannede puls for mine trin og banede vejen for en fiktiv musikvideo, hvori jeg selv var hovedrollen. Den svenske vokal tonede frem og sang om nogen, der går rundt med udtrådte sko i en verden ellers præget af individualisme og ignorance overfor fattigdom. Det oplevede jeg som et godt supplement til at gå rundt på Hovedbanegården, hvor jeg selv flød ind i den evige forbipasseren af nylakerede Dr. Martens og fancy Salomon af vandafvisende stof.

Jeg måtte pause min musikvideo, idet et par udtrådte sko pludselig trådte frem foran mig.

”Har du et par mønter, du kan undvære til en hjemløs?”, spurgte den fremmede kvinde mig.

Jeg vidste godt, at jeg ikke havde nogle mønter på lommen, jeg går aldrig med kontanter. Alligevel åbnede jeg min pung og tjekkede efter for så at beklage, at den var tom.

”Kan du måske hæve mig en halvtredser?”, spurgte hun så.

Det kunne jeg vel godt, tænkte jeg.

Det var da vi sammen stod ved hæveautomaten, at jeg begyndte at tænke tanker, som efterlod mig med en bitter smag i munden. Før jeg kunne smage det, var jeg lige på nippet til at spørge hende, hvad pengene skulle bruges på.

Hun stod og snøftede, rastløs og forpustet. ”Hov, den laveste saldo man kan hæve, er 100 kroner”. Måske hun var forkølet? Hvem ved? Jeg gjorde ikke. Det var i virkeligheden heller ikke forkølelse, jeg forestillede mig. I stedet fik jeg billeder i hovedet af, hvis jeg netop stod og var i gang med at hæve penge til et kanyle-fix

Midt i denne tankestrøm trykkede jeg på knappen, gav hende pengene og ønskede hende en god aften. Senere sad jeg i toget på vej mod Fyn; Frustreret over mine tanker om den hjemløse kvinde med de udtrådte sko. Tanker, som næsten fik lov at filtrere handlingen.

Hvorfor kunne jeg ikke bare hjælpe én i nød uden fordommene om, hvorvidt hendes daglige kost skulle bestå af lim og kokain? Hun skulle jo sikkert bare have sig en burger.

Højhuse blev til kornmarker, der passerede mit vindue med høj hastighed. Kvinden med de udtrådte sko var nu minimeret til en lille prik set fra mit vindue i toget. Mine fordomme og jeg skrumpede dog ikke i takt med afstanden. Jeg forsøgte endda at skrue endnu højere op for musikken, men det virkede alligevel absurd, hvis jeg selv skulle spille hovedrollen i alle sangene på min playliste. I så fald følte jeg mig som en ret dårlig skuespiller.

Da jeg trådte ud af toget, var det uden at snuble eller gruble særlig meget videre over situationen på Hovedbanegården. Jeg var træt og ville gerne bare hjem i min seng og sove. Så det gjorde jeg.

Når jeg nu i dag lytter til den svenske vise og tænker på Hovedbanegårdens sko i de mange variationer, så aner jeg alligevel ikke, om jeg er for godtroende eller det modsatte. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skal lede for at samle de tanker op, som ikke afspejler, hvad der ellers udefra kunne ligne en god handling. Måske jeg møder disse tanker næste gang, jeg skal med toget. I så fald gad jeg godt at spørge dem, hvorfra de kommer, og hvor de mon har tænkt sig at stå af næste gang – Hvis altså ikke de har et fast sted, hvortil man kan placere dem.