SEIN møder Kristian Leth: Håb er ikke noget, vi har luksussen at give afkald på

Lyt til artiklen her:

Jeg er en del af klimagenerationen. Den generation, der gjorde folketingsvalget i 2019 til det første klimavalg nogensinde. Den generation, der med skolestrejker, demonstrationer og aktivisme var en stærkt medvirkende årsag til den første klimalov i 2020. På samme tid er jeg en del af det, jeg vil tillade mig at kalde frygtgenerationen. Den generation, hvor næsten halvdelen oplever en grad af mistrivsel. Den generation, hvor halvdelen har svært ved at leve op til egne forventninger til fremtiden. Jeg tror helt åbenlyst, at de to – klimagenerationen og frygtgenerationen – fodrer hinanden. På godt og ondt. For frygten er en naturlig del af det at være menneske, og frygten kan også føre handling med sig. Men frygten må aldrig stå alene, for så bliver vi ikke alene fattige på livskvalitet, vi bliver også apatiske. Og det tjener hverken os selv eller kloden. Af den grund har jeg i lang tid glædet mig til Kristian Leths nyudgivne bog ‘Fremtiden er der også i morgen’, som er hans forsøg på at opildne min generation, og dem, der er lidt yngre, til at turde håbe og drømme. At turde tro på fremtiden – også for at ændre nutiden til det bedre. Jeg har ikke alene glædet mig, fordi jeg er glad for Leths samlede produktion og altid lytter, når han har noget at sige, men lige så meget fordi jeg synes, hans generation og generationer inden har svigtet på så mange afgørende parametre – ikke at det skal ligge ham til last. Derfor var det en regulær no-brainer, da jeg fik en mail med tilbuddet om et interview med Leth. 

Klik her og støt SEIN

Vi mødes på kontoret hos det kommunikations-bureau, der markedsfører bogen. Leth kommer ind lige på slaget til aftalt tid. Han er hjemme fra New York, hvor han bor for at tale om bogen. Og han har travlt. Det er en bog, der selvfølgelig berører børn og unge, som den er henvendt til. Men også den generation af forældre og bedsteforældre, som, Leth mener, har et særligt ansvar for at fortælle en anderledes positiv historie om nutiden og samtidig hjælpe en mere håbefuld fremtidsforestilling på vej. På trods af travlheden og den store interesse, fortæller han, at det er første gang, han skal tale med et ungdomsmedie om bogen. Han stiller gladeligt op: Bogen er en hjertesag.

Jeg starter diktafonen og for at begynde med det allerstørste og mest umulige, opridser jeg svadaen fra artiklens lead og spørger Leth, hvorfor vi egentlig skal håbe? 

Han griner forsigtigt.

»Det er jo et meget stort spørgsmål. Hvorfor skal vi egentlig håbe. Jeg tror, hele pointen er, at håb ikke er noget, vi har luksusen at give afkald på. Vi har vitterligt stået i nogle fuldstændigt forarmende kriser før som menneskehed, men lige præcis som nu, er det, ligesom da, virkelig vigtigt, at vi også, ved siden af at formulere alle de udfordringer vi står over for, også formulerer tanken om og håbet om, at det faktisk nytter at gøre en forskel. At det nytter at handle. At det ikke er for sent, som er et narrativ, man ellers godt kan finde på nogle fløje. Så ja, jeg synes, det er vigtigt at holde fast i at håbe. Det er også det, der er idéen med bogen: Vi bliver nødt til også at bruge den muskel, som er at fantasere og drømme og forestille os, fordi det er det brændstof, der skal køre den handlingsmotor, vi som mennesker er nødt til at sætte gang i.«

Jeg bider mærke i netop det at turde forestille sig en fremtid. En fremtid som for mange unge ikke nødvendigvis er forbundet med optimisme, håb og drømme. Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet lavede sidste år en undersøgelse af trivslen hos 16-25-årige – min generation. Den viste, at næsten halvdelen oplever en grad af mistrivsel og, endnu vigtigere i denne sammenhæng, at halvdelen har svært ved at leve op til deres egne forventninger til fremtiden. Jeg spørger Kristian Leth, hvad det er for en fremtid, han drømmer om, unge skal kunne se sig selv i?

»Jeg tror faktisk, hele pointen er, at jeg ikke vil tage patent på, hvilken fremtid de unge skal leve op til. Jeg tror grundlæggende, forventningerne til unge og presset på unge i forhold til, at der er en bestemt måde, de skal være på i fremtiden, er sindssygt højt. Jeg tror, en af grundene til det er gode intentioner. Hvis vi gør vejen fuldstændig klar fra 9. klasse og til et job, så bliver det nemmere at forholde sig til. Men det, det ikke giver plads til, er følelsen af selv at vælge undervejs – at finde ud af, hvad man egentlig skal.«

Vi taler videre om det pres, mange unge i dag føler. Om at idéen, om at fremtiden skal se ud på en bestemt måde, god eller dårlig, er med til at skabe presset. For hvordan kan vi leve op til en fremtidsforventning, når vi ikke engang har fundet ud, hvordan vi selv synes, den skal se ud? 

»En stor del af pointen med bogen er netop, at jeg ikke fortæller, at ‘så bliver det sådan her, og det bliver fedt, og vi skal leve på en bestemt måde.’ Det er i og for sig en masse spredehagl, en masse forskellige bud, fordi det, jeg allermest vil med bogen er at træne den muskel, det er at forestille sig fremtiden.« 

Leth trækker vejret og fortsætter: 

»Det slog mig, at jeg blev nødt til at prøve med mine egne børn. Vi blev nødt til at sidde og tale om, hvad fremtiden kan blive, vi blev nødt til ikke bare at tale om statistik og fakta, men også at drømme om fremtiden. Jeg fandt ud af, at det var en muskel, jeg ikke selv havde brugt, og som jeg ikke rigtigt så nogen steder. For det er, som om at det må man ikke for tiden. Jeg tror, der er mange i min generation, der føler, at de ikke skal snakke om fremtiden, fordi det er farligt. Men det handler i og for sig bare om at sætte sig ned og sige ‘kunne det ikke være vildt hvis…’ Og pointen er jo ikke, at vi skal sidde og lave eksakte planer over fremtiden. Pointen er bare at sætte tanker i gang, så vi netop spørger: ‘Hvad vil jeg i fremtiden?’, i stedet for: ‘Shit, kan jeg leve op til den forventning, der er.’«

Den fremtids-dystopi, der ofte bliver malet frem, er nogle gange også en nutids-dystopi, der kan forplante sig til at blive en frygt for fremtiden hos mange unge – er det i virkeligheden der, at håbet eller drømmene kan kurere noget? 

»Ja, jeg tror bare, det er vigtigt ikke at snakke om at kurere noget. Fordi hvis vi skal kurere, så skal vi “blive raske”, og det er endnu et mål. Jeg tror ikke, at vi kommer til at kurere noget. Jeg tror, at vi bliver nødt til at have drømmene med for også at have dem. For at kunne leve det mangfoldige og dybt frustrerende liv, det er at være menneske. Hvor vi konstant er revet imellem at tro, vi ikke kan finde ud af en skid og tro, vi kan noget bedre end alle andre, men faktisk skal affinde os med, at skiftet mellem ubehag og behag er en del af det at være menneske. Så jeg tror ikke på, at en bog som min kommer til at kurere folks angst, hvis det er det, de har.Jeg tror måske til gengæld, at den kan give noget luft. Jeg dyrker selv det, der hedder brasiliansk jiu jitsu, og der er i Brooklyn, hvor jeg bor, et slogan, der siger, at det handler om at blive comfortable being uncomfortable. Det, tror jeg, er en stor del af det at være menneske generelt. At finde ud af, at når man har det ad helvedes til, så er det også en del af det at være menneske. Og det bedste, man kan gøre, er faktisk at tilgive sig selv, at vide det går over og ikke afkræve sig selv, at man skal løse det med det samme.«

Det er jo også en del af den generations-udveksling, der foregår i bogen. Det, at du sidder her nu, eller at jeg kan sidde og tale med mine bedsteforældre i weekenden, er et udtryk for, at de, til trods for alverdens kræftsygdomme, store og små epidemier, en verdenskrig og tre årtier med en konstant atomtrussel, faktisk er her endnu.

»Det, tror jeg, er fuldstændig rigtigt forstået. Jeg er ved at læse om reformationen lige nu, og hvis der nogensinde var en tid, hvor man skulle være bange for, at verden gik under, så var det der. Og det var de også! Alt var i opløsning, ingen af de værdier, man havde troet på i 1500 år, var længere gyldige. Man fandt ud af, at systemerne var korrupte, de har løjet for os, autoriteterne er hule, og alt var ved at falde fra hinanden. Og mit budskab er virkelig ikke, at vi skal ønske os tilbage til reformationen. For det første ligner vores tid meget lidt reformationen rent levestandardsmæssigt. For det andet så kom vi mennesker også over den omvæltning i vores del af verden, selvom det tog nogle hundrede år. Det tror jeg, der er en rigtig stor lektion i. Den vigtigste ting, jeg har lært om angst efter utallige psykologtimer, er, at man skal huske, at angsten går over. Det betyder ikke, at den ikke kommer igen, men man skal huske, at det går over. Der er ikke nogen klare løsninger, og det er virkelig heftigt som menneske at stå over for noget, som man ikke har en klar løsning på. Men det er faktisk et vilkår, og det er noget, der, efter min mening, hjælper, når man skal prøve at deale med det.«

Og det gælder i mange aspekter af især et ungdomsliv, som er så omskifteligt, og hvor man skal finde ud af så meget om sig selv og verden. Som jeg læser bogen, er der en accept af det at være i verden. Forstå mig ret. Ikke en accept af, at afgørende ting forbliver status quo, men en accept af, at det at være menneske også er at være i den verden, hvor vi nu engang er sat. Og nu hvor vi er her, må vi så få det bedste ud af det, og ændre tingene til det bedre. Er det rigtigt forstået? 

»Det er en rigtig god pointe. Hvis udgangspunktet er, at vi grundlæggende er syndere, for at bruge et kristent ord, bare fordi vi bor her, så er det en catch 22, ikke? Hvis vi er glade for, at vi ikke bor et sted, hvor folk har det værre, men vi samtidig har det dårligt over, at vi bor et sted, hvor vi har det godt… Holy shit, mand.«

En endeløs spiral af dårlig samvittighed. Det er selvsagt ikke særlig konstruktivt. Det er nærmere endnu en uundgåelig og helt umulig presbold. Men hvordan kan vi arbejde os ud af den dårlige samvittighed, uden at det fører mindre empatiske og aktivistiske unge med sig? Der er ikke et entydigt svar på det spørgsmål, men vi taler os frem til, at der ligger et særligt ansvar hos forældrene. Der er ifølge Leth brug for eksistentielle autoriteter, der tør stå på mål for at fortælle en positiv historie om verden, uden at det bliver en sovepude til ikke at ville forbedre. Han taler om min generations ungdom som generelt mere oplyst, mere mediekritisk og mere interesseret i verden end tidligere generationer. 

»Og udfordringen er, at når man har så udviklet et bullshit-filter, og man har så udviklet en skepsis over for dem, der står og fortæller en, hvad sandheden er, så er det virkelig vigtigt, at der er nogle, der tør at sige: ‘Så skyd, jeg vil gerne være en af dem, der prøver at fortælle jer, hvad der er op og ned i min verden.’ Det virker, som om at det er der ikke nogen, der gør.«

Hvad er så op og ned i Kristian Leths verden? Hvad er det for en positiv historie om verden, vi bliver nødt til at fortælle og tale om?

Svarene på de spørgsmål er helt centrale gennem bogen. Leth skriver om en tid, hvor historisk få børn dør, inden de fylder fem år. En tid, hvor skovene i Europa og USA er større end før. En tid, hvor færre mennesker end nogensinde, på trods af en voldsom befolkningstilvækst, lever i ekstrem fattigdom. Og den tid er vores tid.

Jeg tror på idéen om, at det er vigtigt også at tale om alle verdens fremskridt. Selvom nogle af dem er kommet med en pris. Blandt andet for kloden, der lider så meget under menneskets aftryk, at vi er trådt ind i en helt ny geologisk epoke, og på samme tid er dybt afhængig af netop menneskets løsninger på selvsamme problem. Det nytter ikke kun at male skrækscenarier frem. Samtidig kan og må de gode historier ikke stå alene og blive til jubel-optimisme. Verden er mere nuanceret end som så, og frygt på verdens vegne rammer os alle.

»Jeg citerer lige Emma Holten for en skøn pointe: Ligesom en laden stå til, lykkelig ignorance og blind optimisme kan resultere i passivitet, så kan en total pessimisme og en idé om, at vi ikke kan lave om på samfundet, fordi folk ikke vil det, som vi vil, også føre til passivitet. Det, synes jeg, er et rigtig fint billede: De skal gå hånd i hånd. Hvis du kun har blind optimisme, eller hvis du kun har blind pessimisme, så fører de faktisk begge to til, at folk ikke handler. Det er håb, der skaber handling, men det er også handling, der skaber håb. Og sådan bliver det nødt til at være.«

Når Kristian Leth i bogen skriver om klimaforandringer, kalder han det klimaudfordringen, hvor mange andre bruger betegnelsen klimakrise eller ligefrem klimakatastrofe. Ikke for at negligere de gigantiske problemer, der er på klimaområdet. Men for at bruge et sprog, der ikke konstaterer, at det er for sent. Ved at kalde det klimaudfordringen, mener Leth at inspirere til handling, for en udfordring kalder netop ikke på at blive forbigået, men på at blive mødt med en reaktion. 

Til slut beder jeg Leth læse en central passage fra bogen op. Om at glæde sig og lade sig inspirere – ikke bare fordi, men for at kunne gøre en forskel.

Efter samtalen går jeg ud og sætter mig i solen på Nørrebro. Selvom vores verden ikke er perfekt, og der stadig er mange ting, vi kan og skal forbedre – så mange ting at det også nogle gange virker både ufatteligt og handlingslammende – så springer træerne stadig ud. Folk smiler til hinanden, og baristaen på kaffebaren på Nørrebro giver al biksens pant til den hjemløse, som han plejer. Banalt? Måske. Men godheden, omsorgen og aktivismen findes, og verden står i al sin fejlbarlighed endnu. Og den står ikke bare. På mange områder står den stærkere end nogensinde før. Måske er det i den erkendelse, at vi finder modet til at få øje på netop dét, vælger at få øje på det og giver os selv lov til at drømme om og håbe for fremtiden. Om ikke andet så for at gøre os det klarere, hvilken verden og hvilke værdier, vi kæmper for. 

Tekst og oplæsning: Martin Bjerg Dahl
Visuelt: Sigrid Langgaard
Teknik: Emil Ahle Petersen