Mellem idealisme og forretning: Hvad vil Zetland med de unge?

I september skød Zetland en ambassadørkampagne i gang. Målet med kampagnen var at blive 50.000 medlemmer på blot tre uger, for herefter at kunne indfri 10 løfter for fremtiden.

Målet blev nået, og løfterne skal nu blive til virkelighed. Ét af løfterne er at give et års gratis medlemskab af Zetland til alle, der skal i stemmeboksen for første gang til kommunal- og regionsvalget den 18. november.

På SEIN har vi sat os for at undersøge, hvad Zetland egentlig vil med kampagnen for de unge førstegangsvælgere. Det førte os til Zetlands redaktion på Islands Brygge, hvor vi mødte chefredaktør Lea Korsgaard.

Idealisme med en pris

Lejrbål, demokratiets far Hal Koch, og fællesskab. Spørger man Lea Korsgaard har  højskolefortællingen altid været, og er stadig, drivkraften bag Zetlands journalistik. Men når et medie lover gratis medlemskab til tusindvis af unge, melder spørgsmålet sig: Hvor meget handler det om idealisme, og hvor meget handler det om forretning? 

På Zetlands redaktion flyder lyden af tastaturer, der følger rytmen af den konstruktive journalistik. Lytter man tæt nok efter, kan man næsten fornemme tænkepausen. På bordene står kaffekopper side om side med ambitionen om at lave journalistik, der gør en forskel. Midt i det hele står chefredaktør Lea Korsgaard, som ikke ser nogen modsætning mellem de to størrelser. Hun fortæller, at idealismen kun kan leve, hvis man finder en måde at finansiere den på. 

“Der var en klog mand, der engang sagde til mig, at du kan stikke din idealisme skråt op, hvis du ikke kan finansiere den”, fortæller hun. 

Faktisk ser hun en værdi i at gøre journalistikken vigtig nok til, at folk forstår, hvorfor man bør betale for den. For hende er det ikke et spørgsmål om profit, men om at skabe journalistik der kan overleve og gøre en forskel. 

“Vi laver ikke journalistik for at tjene penge, men vi tjener penge for at lave journalistik”, siger hun. 

Med andre ord handler det om, at sikre at den journalistik, man tror på, kan levere de historier, der giver mening for læserne. For Lea Korsgaard er det en grundlæggende erkendelse, at idealisme og økonomi ikke kan skilles ad. 

Ser man kampagnen i lyset af det bagtæppe, den udspringer af, nemlig den politiske valgkamp,  kan man se Zetland som et mikrosamfund. Her er det ikke staten, men medlemmerne, der finansierer fællesskabet. De eksisterende medlemmer betaler, og de er derfor med til at give unge førstegangsvælgere et gratis medlemskab. Lea Korsgaard beskriver det selv gennem en genkendelig eventyrfortælling. 

Ifølge hende handler det ikke bare om at give journalistik væk, men også om at skabe et bæredygtigt fællesskab. Hun understreger, at demokratiet er afhængigt af, at folk både vil det og dyrker det hver eneste dag.

Prutterne på Christiansborg

Hannah Arendt sagde engang, at det var skolens opgave at få eleverne til at elske verden så meget, at de tog ansvar for den. Men for Lea Korsgaard slutter opgaven ikke dér. Hun ser det nemlig også som journalistikkens opgave, at lade læseren forelske sig i verden gennem et sprog, der kun akkurat er stramt nok til at lede, men ikke så stramt, at det kvæler nysgerrigheden.

For verden har brug for vores nysgerrighed. Den har brug for, at vi genforelsker os i den. Og lige nu er der mange, særligt unge, der har svært ved netop det.

Men når endnu et valg nærmer sig, og alle vil minde os om, hvad to streger i stemmeboksen betyder, kan det hurtigt føles overvældende. Og det kan hun egentlig godt forstå. Jeg havde ikke set den komme, men det forklares faktisk bedst med en fodbold analogi?

“Der var engang en ung fyr, der sagde noget meget rammende til mig. Han sagde, han havde det med journalistik og politisk journalistik, som om nogen bare kastede ham ned i 2. halvleg. Ingen havde fortalt ham, hvad der foregik i 1. halvleg”, siger hun.

Lad os sige, at vi tager hendes ord for gode varer. Lad os sige, at vi køber præmissen om, at den demokratiske ugidelighed blandt unge kan opsummeres med spillereglerne for en 90 minutters kamp. Så giver det måske også mening, hvorfor mange står af, før kampen overhovedet går i gang. For hvis ingen har fortalt dig, hvem der spiller, hvad der står på spil, eller hvorfor det betyder noget, så føles det heller ikke som din kamp.

Og det er netop dér Lea Korsgaard mener, at journalistikken har et ansvar for ikke bare at dække kampen for dem, der allerede sidder på tilskuerpladserne. Den skal nå ud til dem, der aldrig købte billetten.

“Der er en ret stor opgave i at fortælle om politik til dem, der ikke sidder og hele tiden trykker refresh hjemme bag computeren eller følger med i alle overskrifter. Det skal også være for dem, der ikke følger med i hver eneste prut, der bliver slået på Christiansborg”, siger hun.

Og med et medielandskab, hvor selv de mindste prutter finder vej til en overskrift, er det ofte de unge, der først falder fra. Ikke fordi de er uinteresserede, men fordi journalistikken simpelthen rammer forbi dem. Derfor insisterer Lea også på, at problemet ikke ligger hos de unge selv.

Kampagnen som indgangsbillet

For Lea Korsgaards eget vedkommende var den spirende politiske interesse tidlig at finde. Hvad det lige var for et valg, hun skulle stemme til for første gang, husker hun ikke. I stedet husker hun den umiddelbare følelse, det gav hende.

“Der var sådan noget lidt højtideligt ved det, eller i hvert fald sådan en følelse af, shit mand, nu gælder det sgu også mig. Nu kan jeg ikke stå og kigge på de voksne længere”, siger hun.

Og når man rent fysisk træder ind i de voksnes rækker, sætter sit kryds og således markerer sin nyopnåede demokratiske indflydelse, så kommer det med et ansvar. Det er et særdeles afgørende tidspunkt som borger i et samfund, understreger Lea Korsgaard. En overbevisning som chefredaktøren lader til ikke at være alene om at tilslutte sig.

En undersøgelse lavet af Voxmeter for Momentum viser, at ved kommunalvalget i 2021 stemte 70% af førstegangsvælgerne, og at det først er anden og tredje gang, der skal stemmes, at de unge ikke får sat deres kryds. Man fristes derfor til at undres over Zetlands prioritering af netop førstegangsvælgere, der rent faktisk når ned til stemmeboksen.

For Lea Korsgaard er det essentielt, at de yngste voksne gør det til en vane at følge med. Faktisk skal det gerne ske mindst én gang hver dag, at man lige stopper op og tænker: hov, jeg skal lige følge med i det samfund, jeg er en del af.

Og Zetland vil gerne asfaltere den vej, der skal følge de unge i et par år frem, hvor de bliver ved med at tro på, at politik også handler om, og vedkommer, dem. Det politiske engagement er ikke en engangsting, og Lea Korsgaard gør det klart, at det er en vane, der skal dannes og opbygges. En vane om grundlæggende at følge med.

Vejen videre fra det første kryds

Med Zetlands kampagne, er opbyggelsen af de unges vej mod gode demokratiske og politiske vaner, lagt. Men en sådan vej kræver et solidt underlag, vedligeholdelse, og at nogle er villige til at fortsætte på den længe nok, hvis ikke den skal nedbrydes halvvejs.

En vej, der bygger på politisk engagement, skal unægteligt understøttes for at kunne eksistere for fremtiden. Så hvordan vil Zetland understøtte en sådan vej? Når ét år er gået, stopper det gratis medlemskab, og så handler det om at holde fast i de unge.

Men for Lea Korsgaard er målet ikke udelukkende at fastholde de unge på Zetland. Vigtigere lader det til at være, at de unge er blevet mere samfundsinteresserede og oplyste. Dermed ikke sagt, at det ikke ville føles godt, hvis samfundsinteressen fortsat kunne blive stimuleret på Zetland.

“Det ville være mega fedt, hvis de bygger en vane med at få lyttet til morgenoverblikket hver dag. Jeg håber på den anden side, at de bliver som Zetland-medlemmer, eller begynder at læse information, eller weekendavisen, eller får et TV2 Play abonnement, eller på en eller anden måde holder fast i en vane med at følge med på daglig basis”, siger hun. 

Det handler derfor ikke kun om at føre de unge hen til krydset, men også om at tage dem med videre på vejen mod det næste kryds.

Tekst: Megan Vendelbo Owen & Marie Bjerre Nielsen

Video: Asbjørn Nonbøl

Redaktør: Megan Vendelbo Owen & Marie Bjerre Nielsen