Venter lidt endnu

21. november 2019

Minna har skrevet en tekst om at vente på sommeren, når vinteren er ved at tage til, på studiestart og lange rusuger med bunker af læsestof, på at kaffe har trukket, og at naboen ikke længere støvsuger klokken ni. En venten på så meget og allermest en venten på ikke længere at skulle vente.

Ruden er våd, og du venter lidt endnu. En venten, som du har haft længe. Faktisk så længe du har kunnet huske. På mange ting og mange mennesker. I går ventede du på, at dine planter groede så meget, at de nåede ud over deres krukker og ned på dit støvede gulv. På at bladene begyndte at falde af, så dine sko blev væk under Pilea-bladene og de visne roser.

Du ved, at du ikke bør vente på ham, men det gør du.

Det er morgen, og klokken er kvart over syv. Ude i køkkenet venter du på, at vandet bliver koldt, så du ikke får flere brandsår. De dækker det meste af din krop. Du får vabler og ar, dér hvor de sidder, og din hud bliver rød, imens du venter. Du vil gerne kunne bade uden at fryse og samtidig stadig føle dig i live fra den stikkende fornemmelse.

Han ringer ikke, når du ikke svarer, og han skriver ikke, når du gør. Du ved, at du ikke bør vente på ham, men det gør du. Du venter altid på alle. Alarmen ringer. Din bus går klokken lidt i ni.

Hun kommer næsten en halv time for sent, men du er der, ventende på kaffen og snakke om, hvad der er sket, siden I sidst sås. I hver jeres venten. Hun er blevet pædagogmedhjælper i en ny vuggestue. Denne gang er det ikke kollegaerne, men børnene, der er problemet. Du kigger på uret, imens du roder rundt i kaffekoppen. I snakker længe, og ordene flyver dig forbi. Du prøver på at lytte. Alt er stille ud over togenes susen. Hendes ord er som træerne bag ruden: hurtigt borte. Kaffen er blevet kold, og cremen er næsten forsvundet. Der er gået en time, og du fortæller, at du bliver nødt til at gå. For ingen skal vente på dig, og din tid er knap.

De venter på, at du lærer det, du burde kunne.

Chefen siger, at du er lærenem. Det får dig til at smile, for du føler ofte, at de skal vente på dig. At du står i vejen og gør mere skade end gavn. De venter på, at du lærer det, du burde kunne, og det, som for dig snart skal blive en rutine. Du går til pause for at spise den færdiglavede salat, som du har købt i Rema 1000, klokken er lidt over halv tre.

Rusugerne er begyndt, og mange af dine venner har ikke længere tid til at vente. De fester fire, fem eller syv dage i træk, mens de fyldes af en ambivalent glæde. Imens går du og venter på, at du er klar til at begynde på dit drømmestudie. Du skal være færdig. Færdig med at fjolle rundt, for det føler du, at du gør. Du fjoller dig omkring i den virkelige verden. På eventyr for at se, hvor din hylde skal placeres.

Du spiser syltetøjsmadder med ost og drikker endnu en kop kaffe. Den tredje i dag. Dine hænder ryster, og du ved, at grænsen er overskredet. Dagene går så hurtigt, at du ikke altid føler dig helt vågen, før en ny begynder, tre minutter i seks.

Du nyder, at det går hurtigt, for så er der altid en fed koncert og nye mennesker i sigte, men af og til går det alligevel for stærkt. Du drikker for meget af den sorte bryg, så hovedet begynder at snurre, og hænderne ikke længere kan holde sig i ro. Dine aftaler bliver glemt. Du er aldrig helt til stede. Dit blik er på i morgen, og dine tanker på i går. Hvor bliver dagene af? Klokken er otte. De er borte. I har ikke snakket i flere år, men hun er her nu klokken ti i ti. I går var I bedste venner. For dagene flyver afsted og oftest uden dig.

Hun har ikke drukket i 12 år, og nu skete det. Det, du havde ventet på. Hun faldt. Et fald, som du har ventet på. Klokken er halv syv om morgenen.

Hvad tænker du?

  1. Tessa siger:

    En virkelig god tekst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *